Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Pius
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
blev han ført til Fontainebleau, hvor det i 1813
kom til et Konkordat mellem Pave og Kejser.
Napoleon var bleven medgørligere efter
Ruslandstoget, hvis uheldige Udfald blev sat i
Forbindelse med, at han var bandlyst. Da
Napoleon brød Aftalerne, ophævede P. Konkordatet.
Efter at Napoleon var styrtet, vendte P. tilbage
til Rom i Maj 1814, og straks genoprettede han
Jesuiterordenen ved Bullen Sollicitudo omnium.
Han protesterede mod Wienerkongressen, fordi
den ophævede de gejstlige Fyrstendømmer og
fratog Kirkestaten noget Land, og han
erklærede Bibelselskaberne for en Pest. Kardinal
Consalvi ledede hans Politik i reaktionær
Retning. Han døde 20. Aug. 1823. (Litt.:
Artaud, Histoire du pape Pie VII [I—II Paris
1837]; d’Haussonville, L’église romaine
et le premier empire [I—II, 5. Udg. Paris 1870];
Giucci, Storia di Pio VII [I—II Rom 1864];
Fredrik Nielsen, »Pavedømmet i det 19.
Aarh.« [I, 2. Udg. Kbhvn 1895].
8) P. VIII (1829—30); hed Francesco
Saverio, Greve af Castiglione, f. 20. Novbr 1761
i Cingoli i Marc Ancona. Efter at have været
Generalvikar hos Bisper blev han 1800 Biskop
i Montalto i Markerne. Da han ikke vilde bøje
sig for Napoleon, blev han sendt som Fange til
Sydfrankrig. Efter Restaurationen blev han til
Løn for sine Lidelser Kardinal, han blev
Biskop i Frascati, Storpønitentiar og Præfekt for
Indekskongregationen. I Marts 1829 blev han
valgt til Pave. Han lod sig lede af sin
reaktionære Statssekretær Albani, selv var han en
saare mild Mand, let til Taarer, og da han døde,
skrev Romerne hans Gravskrift med de Ord:
han fødtes, han græd, han døde. I en
Rundskrivelse fordømte han Ligegyldighed i
Trossager, Bibelselskaber og de hemmelige
Foreningen og erklærede Jomfru Marie for
Sejrvinderske over alle Kætterier. Hans Papat varede
kun 20 Maaneder. (Litt.: Artaud, Histoire
du pape Pie VIII [Paris 1844]; Fredrik
Nielsen, »Pavedømmet i 19. Aarh.« [II, 2.
Udg. Kbhvn 1898].)
9) P. IX (1846—78), hed Giovanni Maria,
Greve af Mastai-Ferretti, f. 13. Maj 1792 i
Sinigaglia, d. 7.
Febr 1878 i
Rom. Han
vilde være
Officer, men det
blev ham
nægtet, fordi han
led af
Epilepsi, og
Adgangen til
Prælaturen blev
ham foreløbig
nægtet af
samme Grund. Han
var derover
Fortvivlelsen
nær. Ved
Lærerarbejde i en
Skole for
forældreløse Børn
og ved omhyggelig Pleje blev han
nogenlunde rask, og efter at have samlet sig
nogle faa teologiske Kundskaber blev han
præsteviet 1819. Han blev Smaafolks Ven og
virkede som Indremissionær i sin Fødeby, da
han 1822 blev sendt til Chile sammen med den
Biskop, der skulde ordne Forholdene derovre.
Efter sin Hjemkomst blev han 1825 Kannik ved
en rom. Kirke og Leder af et stort
Velgørenhedsarbejde, 1827 blev han Ærkebiskop i
Spoleto, 1833 Biskop i Imola og 1840 Kardinal. 16.
Juni 1846 blev han valgt til Pave og tog Navnet
Pius efter de to nærmeste forstandige og milde
Paver af dette Navn. Hans Valg blev hilst med
Jubel. Uden videre Kundskaber havde han en
god Forstand, men han var meget stædig, han
var ivrig for Sædelighed og kirkelig
Sømmelighed, sine Penge brugte han til at gøre godt med,
han var reformvenlig, og mange tænkte sig ham
i Spidsen for Italiens Enhedsbestræbelser. Han
begyndte sin Pavegerning med at give Amnesti,
og han omgav sig med folkekære Raadgivere.
1847 gav han Rom en ny Kommunalforfatning,
og 14. Marts 1848 udstedte han en Grundlov for
Kirkestaten og gjorde den liberale Grev Rossi
til sin Førsteminister. Det var imidlertid
umuligt for P., der i kirkelig Henseende var
yderliggaaende konservativ, i Politikken at forene
Pavedømmets Traditioner med den fr.
Revolutions Ideer. I Novbr 1848 myrdedes Grev Rossi
paa Gaden i Rom af det radikale Parti, fordi
det var bange for hans Geni og hans Erfaring,
og under det paafølgende Oprør flygtede P. til
Gaëta. Her blev han reaktionær, og fra nu af
ledede hans Statssekretær Antonelli den
pavelige Restaurationspolitik. 1850 vendte han
værnet af fr. Vaaben tilbage til Rom, men han
mistede efterhaanden det ene Stykke Land
efter det andet til Sardinien og kunde kun holde
Rom ved Hjælp af Napoleon III’s Soldater, og
da disse blev trukne tilbage under den
fransk-tyske Krig, rykkede Italienerne ind i Byen 20.
Septbr 1870, og Rom blev Kongeriget Italiens
Hovedstad. Ved Garantiloven af 13. Maj 1871
sikredes der Paven Suverænitet og en stor
aarlig Pengesum, men P. vilde intet have at gøre
med Ransmændene paa Kvirinalet. Ethvert
Forsøg paa en Forstaaelse mellem Vatikanet og
Kvirinalet afslog han med et non possumus (jeg
kan ikke), og han holdt sig til sin Død som
Fange i Vatikanet. Antonelli ledede P.’s Politik,
men for øvrigt gik han i Jesuitternes Ledebaand.
8. Decbr 1854 gjorde han Maria’s usmittede
Undfangelse til et Dogme, 8. Decbr 1864 fordømte
han i en Encyklika og i Syllabus alle den nyere
Tids Frihedsbestræbelser, og paa det vatikanske
Kirkemøde 1870 forkyndte han det pavelige
Ufejlbarhedsdogme. Alt syntes at skulle gaa
for P. uden for Italien, Romerkirken vandt
Fremgang i Holland og i England og paa
den ydre Missionsmark, i Østerrig, Sydtyskland,
Frankrig og Spanien blæste en ultramontan
Vind, men det non possumus, han efter 1870
anvendte over for Italien, anvendte han ogsaa
over for den nye Tingenes Tilstand, der
fremkom, da en protestantisk Fyrste blev tysk
Kejser og Frankrig en Republik. Kulturkampen
udbrød i Tyskland, Frankrig, ja selv Østerrig tog
Afstand fra de pavelige Interesser. P.’s
Visnepolitik var nær ved at føre Pavemagten til
Afgrundens Rand. Han ligger begravet i
San-Lorenzo-Kirken. (Litt.: se Fredrik Nielsen,
 |
| Pius IX. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
