Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Pius - Pius-Forening
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
»Pavedømmet i det 19. Aarh.«, II, S.
117—531 [2. Udg. Kbhvn. 1898]).
10) P. X (1903—14), hed Giuseppe Sarto,
f. 2. Juni 1835, d. 20. Aug. 1914. Han var en jævn
Bondes Søn fra Riese i Prov. Treviso, studerede
i Padua, præsteviedes 18. Decbr 1858. 1875 blev
han Leder af
Præsteskolen i
Treviso,
nægtede at tage
mod højere
Embeder,
indtil Leo XIII
befalede ham
at blive Biskop
i Mantua 1884.
1893 blev han
Patriark i
Venedig, 1898
Kardinal, og 4.
Aug. 1903
valgtes han til
Pave mod sin
egen og alle
andres
Forventning, idet man
mente, at Kardinal Rampolla var selvskreven,
men Østerrig havde brugt sit exclusiva mod
denne.
Til sit høje Embede medbragte P. en oprigtig
Tro, en god Del Virkelighedssans og Ønsket om
at se den kat. Kirke i sin Renhed og Højhed,
men han var uden større Dannelse og politisk
Erfaring; for sig selv ønskede han intet. Hans
Valgsprog var Instaurare omnia in Christo d. v.
s. forny alle Ting i Kristus. Han begyndte straks
med at sikre Pavevalgets og Bispevalgets
Uafhængighed af den verdslige Magt; han truede
med Ekskommunikation enhver, der uden den
kirkelige Øvrigheds Tilladelse stævnede
kirkelige Personer for verdslige Domstole i civile og
kriminelle Sager. Han reformerede Kurien ved
at gøre Forretningsgangen enklere og afskaffe
overflødige Embeder, samtidig med at alt mere
centraliseredes under Paven. Han indskærpede
Bisperne deres Pligt til at lære og lede
Præsterne og indskærpede Studiet af Bibelen i
Præsteskolerne, men samtidig fordømte han ved
Dekretet Lamentabili sane exitu af 3. Juli 1907
og i Encyklikaen Pascendi dominici gregis af
8. Septbr s. A. Modernismen, d. v. s. den
Retning, der er paavirket af den moderne
Bibelkritik og Videnskabelighed. 1910 fik Bisperne
Ret til admin. uden Lov og Dom at afsætte
Præster, der er mistænkte for Modernismen. Han
lod udarbejde en Katekisme, som synes at skulle
blive indført i hele den kat. Kirke, og
indskærpede Skriftemaal og Altergang allerede fra 7
Aarsalderen. Kirkemusikken reformerede han,
der var musikinteresseret, i gregoriansk Retning.
I sin Udenrigspolitik fulgte P. sin
Statssekretær Merry del Val. Over for Italien fastholdt
han P. IX’s non possumus, men han nærmede
sig mere og mere Triplealliancen og tænkte paa
Mulighederne for en Ordning med Kvirinalet.
Ved hans Tronbestigelse var Kampen mellem
Pavestolen og Frankrig i fuld Gang. 30. Juli
1905 afbrød Frankrig den diplomatiske
Forbindelse med Vatikanet, og 11. Decbr s. A.
ophævedes Forbindelsen mellem den fr. Stat og
Kirken. P. udgav Libro biancho (Hvidbogen),
der skulde vise, at Bruddet skyldtes de fr.
Statsmænds Stivsind, idet Vatikanets Fejlgreb
udelodes, f. Eks. at Paven 1904 havde nægtet at
modtage et officielt Besøg af den fr. Præsident
Loubet, der var i officielt Besøg ved Kvirinalet.
I en Encyklika af 11. Febr 1906, Vehementer
Nos, fordømte han Adskillelsen af Stat og
Kirke, idet han argumenterede med den
middelalderlige Skolastik. Ogsaa over for Portugal,
hvor Stat og Kirke adskiltes 1911, og Spanien
stillede han sig paa den middelalderlige
Kirkerets Grund. 26. Maj 1910 udstedte han en
Encyklika til Ære for den hellige Borromeo, hvori
han kaldte Reformatorerne for »hovmodige
Rebeller«, »Fjender af Kristi Kors«, »Mænd af
sædelig Tøjlesløshed«, han kaldte
Reformationstidens evangeliske Fyrster for sædelig
fordærvede ligesom ogsaa de Folk, de herskede over.
Den preussiske Regering gjorde i den Anledning
Forestillinger, hvilket havde til Følge, at P.
forbød Oplæsningen af den paagældende Encyklika
i de tyske Bispedømmer, og han søgte at tage
Brodden af de værste Udtryk. 1914 afsluttedes
et Konkordat med Serbien, hvorved der
oprettedes et kat. Ærkebispesæde i Belgrad, han
havde den Glæde at se det religiøse Liv blomstre
op i Frankrig efter Adskillelsen af Stat og Kirke.
Der er Bestræbelser i Gang for at faa P. X
helligdømt. (Litt.: A. Hoch, »Papst P. X, ein
Bild kirchlicher Reformtätigkeit« [1907];
Aventino, Le Gouvernement de Pie X [1912]; W.
Hilling, »Die Reformen des Papstes P. X«
I—II [1909—12]).
L. M.
 |
| Pius X. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
