Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Polen (Litteratur)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Jagellonernes Tronbestigelse. I øvrigt florerede
kun den politiske Litt., der henimod de kritiske
Aar i 1790’erne gik over alle Bredder; i den
Masse anon. og navngivne Forf., der optraadte i
indbyrdes Strid, indtager flg. to de første
Pladser: Stanisław Staszyc (1755—1826), som
i et Par 1785 og 1790 udg. Brochurer, der vakte
enorm Opsigt, og af hvilke den første
fremkaldte 22 Modskrifter, lagde Skylden for P.’s Ulykke
paa Magnaterne og for første Gang fremsatte
et demokratisk polsk Reformprogram — og
Statsmanden og Retslæreren Hugo Kołłątaj
(1750—1812), der i sit Skr. »Prawo polityczne
narodu połskiego« (Det polske Folks politiske
Ret) trak de Reformlinier op, som senere den
polske Forfatning af 1791 i Hovedsagen fulgte.
Den fr. Indflydelse, der vandt Indpas i den
polske Litteratur i Selvstændighedens sidste
Aarti, kulminerede i 19. Aarh.’s første
Decennier. I samme Grad, som de politiske Baand
mellem Polakkerne og Frankrig knyttedes
stedse fastere — i en Rk. af Aar sattes jo
Forhaabningerne om den polske Stats Genoprettelse til
Frankrig og Napoleon, og i Aarene 1809—14 var
Storfyrstendømmet Warszawa en fr. Vasalstat —
i samme Grad øgedes den fr. kulturelle
Indflydelse. Det toneangivende litterære Polen, der
havde sit Centrum først i Storfyrstendømmet
Warszawa, senere i det af Wien-Kongressen
skabte Kongres-P., i nogen Grad ogsaa i de af
Rusland indlemmede Landsdele, medens
derimod i de Preuss, og østerr. Dele ethvert
kulturelt Liv døde bort, kom i fuldstændig fr.
Afhængighed, fr. Smagsregler blev den polske
litterære Rettesnor, den polske Litt. ikke stort
andet end fr. Efterklang. Saa meget lettere kom
Tidens polske Litteratur ind under denne fr.
Indflydelse, som den for største Delen fremgik
ikke af virkelig Forfatterinspiration, men af en
Slags patriotisk Pligtfølelse: for det ledende
kulturelle Polen, der besjæledes af en stærk Iver
for Landets aandelige Udvikling, stod det som
en Æressag at kunne pege ogsaa paa en rig og
alsidig litterær Produktion, og da virkelige
litterære Evner savnedes, blev denne kunstigt
fremdrevne Litteratur let Rutine og ren
Imitation. Epos efter Henriadens Forbillede, Dramaer
kopierede efter Cid, Oder og Fabler efter fr.
Mønstre, produceredes i Massevis, en sleben
Form og et omhyggeligt Sprog maatte forgæves
søge at dække over Følelsernes og Tankens
Sterilitet. Et af de mest kendte Produkter af denne
Warszawa-Klassicisme var Alojzy
Feliński’s (1771—1820) Tragedie »Barbara
Radziwiłłowna« (1811), bygget efter alle den
klassiske Dramatiks Regler, skrevet paa
mønsterværdige Alexandrinere, men svag i Henseende til
dram. Handling og hist. Tidskolorit. Nogle Forf.,
der er mindre ensidigt bundne af den
toneangivende fr. Smag, hæver sig dog over
Gennemsnitsniveauet, dels den førn. Juljan Ursyn
Niemcewicz, inden for hvis mangesidige
Forfatterskab særligt skal nævnes »Spiewy
historyczne« (1816, Historiske Ballader), et Forsøg paa
at popularisere Polens Historie ved i sangbar
Form at forevige vigtige Begivenheder i denne,
dels Kraków-Biskoppen Jan Pawel
Woronicz (1757—1829), som i en Rk. episk-retoriske
Digte, særlig det store Poem »Sybilla«,
beskæftiger sig med P.’s og de slav. Stammers
ærefulde Fortid og profeterer om Slavernes store
Fremtid; han repræsenterer her en slavofil
Opfattelse, der i disse Aar var ved at vinde Indpas
i Landet. Øverst af alle staar dog
Lystspilforfatteren Grev Aleksander Fredro
(1793—1876); ogsaa han var ganske vist en
Pseudoklassiker af fr. Mærke, stærkt paavirket af den
Molière’ske Typekomedie, men det sprudlende
Humør, og den saftige Karakteriseringskunst,
med hvilken han i sine Komedier tegnede sin
Tid og dens Typer, gav hans Arbejder en
virkelig banebrydende Bet. i den polske Dramatiks.
Udvikling.
5. Romantikken. En Genfødelse af den
polske Litt., der havde været ved at visne hen i
den fr. Smags Spændetrøje, kom med
Romantikken. I sin første Oprindelse var ganske vist den
polske Komantik lige saa lidt original som den
polske Klassicisme. Havde man tidligere
imiteret Franskmændene, tog man nu sine Mønstre
fra Tyskland; allehaande stereotypt romantiske
Rekvisitter, Hekse og Spøgelser,
Ridderturneringer og middelalderlige Borge,
introduceredes i romant. Ballader af Forf. som Zan,
Odyniec o. a. Men kun for et Øjeblik.
Romantikken udløste snart en ægte national Kunst.
Tilknytning til det nationale, til det egne Lands
Folketro, Folkefantasi og Folkepoesi var det
Krav, der fra Beg. stilledes til den polske
Romantik af dens første Teoretiker, den
fremragende Warszawa-Prof. Kazimierz
Brodziński, selv Forf. til en Bondenovelle paa
Vers, »Wieslaw«, 1820), den første uforfalskede
Skildring af idyllisk polsk Bondeliv. Delvis
under Indflydelse af hans Teorier, delvis
uafhængig af ham begyndte dette Program at blive
realiseret af en Rk. unge Digtere, repræsenterende
to polske Periferiomraader, der i deres større
Uberørthed af Kulturen frembød et rigere og
mere oprindeligt folkeligt og nationalt Stof, og
som ogsaa, laa mere fjernt fra den klass. Smags
Hovedcentrum, Warszawa, nemlig Ukraine og
Litauen; skønt indbyrdes fuldt uafhængige plejer
disse Digtere at sammenføres til to
Digterskoler, den ukrainske og den litauiske. Den
første Skoles Forgrundsfigurer var tre, af hvilke
hver i sin Digtning tegnede en speciel Side
af Ukraines Liv. Magnaternes og Szlachtaens
Ukraine fra Tatarkampene i 17. Aarh.
skildredes af Antoni Malczewski (1793—1826)
i Versnovellen »Marja« (1825), Forf.’s eneste
Arbejde, en i sit Ydre af Byron paavirket
Versroman, gennemtrængt af dybtfølt Tungsind og
fin Opfattelse af den ukrainske Naturs Skønhed.
Kosakkernes Ukraine blev besunget af Józef
Bohdan Zaleski (1802—86), der i en Rk.
Ballader, episke Fragmenter etc., alle
udmærkende sig ved Versenes overordentlige Vellyd,
gav et stærkt idealiseret Billede af det frie
Kosakliv og fint og følsomt tolkede den ukrainske
Steppenaturs melankolske Poesi. Stærkere og
mørkere Farver møder vi hos den tredje
Ukraine-Digter, Revolutionsmanden Seweryn
Goszczyński (1801—76), da han i sit Epos
»Zamek Kaniowski« (Slottet Kaniów) tegner det af
Polakkerne undertrykte. Ukraine, som i den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
