Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Polen (Litteratur)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
saakaldte Hajdamak-Opstand 1767 rejser sig mod
sine Tyranner, et Arbejde, der fraadser i
nerveoprivende Rædselsscener og er fuldt af dram.
Liv. Mere epokegørende end den ukrainske Skole
blev dog den litauiske: fra Kredsen af en Del
Fremskridts- og frihedsvenlige
Studenterforeninger, der dannedes ved Wilnos Universitet
og af hvilke den mest fremragende var de
saakaldte Filomater, fremgik nemlig den polske
Poesis virkelige Banebryder Adam
Mickiewicz (1798—1855). Allerede hans første to
Bøger (1822—25), den ene en Serie delvis paa
folkelige Motiver byggede Ballader, den anden
indeholdende en med lyrisk Glød gjort Skildring
af hans egen triste Kærlighedssaga, indføjet i
en poetisk Skildring af en gammel
folkelig Skik, det hele udgørende en Del af
den aldrig afsluttede Digtcyklus »Dziady«
(Dødsfesten), betegner den nationale polske Romantiks
Gennembrud i Polen. Det Mesterskab, hvormed
han her hævdede Følelsens og Hjertets Ret over
for Forstanden og samtidig lagde nye
Omraader ind under Poesien, fik
Warszawa-Klassicismen bragt til Tavshed. Yderligere øget poetisk
Mesterskab og uddybet national Følelse prægede
Mickiewicz’s store Digt »Konrad Wallenrod«
(1820), i hvilket han besang den sig selv ofrende
Fædrelandskærlighed, et i Henseende til
Fantasiens dristige Frugt og Følelsernes Dybde
storslaaet Digt, der virkede ansporende paa den
nationale Bevægelse, som udmundede i Opstanden
1830.
Denne mislykkede Opstand blev af
gennemgribende Bet. for den polske litterære
Udvikling. Ligesom det nationale Liv i det hele taget
flyttede efter Opstandens Undertrykkelse ogsaa
Tyngdepunktet for P.’s litterære Liv til
Udlandet: i Emigrationen opstod P.’s saakaldte store
nationale Litteratur. Den udgjorde en
Fortsættelse af den romantiske Litteratur, men
karakteriseredes af sin forstærkede nationale
Betoning. Litteraturen, nu næsten det eneste Udtryk
for Polens nationale Liv, paatog sig den Opgave
at udgøre det splittede Folks samlende Kraft,
at udforme dets Idealer og give deres
Forhaabninger Udtryk, at »holde den hellige Ild
vedlige« og vise Vejen for Fremtiden. Ganske vist
gjorde den sig i saa Henseende ofte skyldig i
Overdrivelser, fremstillede det forbigangne selv
med dets Fejl i et alt for idealiseret Skær og
gav en næsten overjordisk Apoteose af
Fremtiden; bl. a. tog den i en vis Udstrækning Indtryk
af den fantastiske Mystiker Towiahski’s taagede
Forkyndelse om P.’s politiske Messiasrolle. Men
i den Helhed gør den et mægtigt og gribende
Indtryk, ligesom den blev af umaadelig Bet. for
den polske Nationalfølelses Styrkelse og Højnelse.
Fremmest bl. Emigrationens store Digtere stod
Mickiewicz, der i Aarene nærmest efter 1830
naaede Højdepunktet af, men ogsaa
Afslutningen paa sin Digterbane. Nu udkom tre af hans
mest kendte Værker: »Księgi narodu i
pielgrzymstwa polskiego« (Bøgerne om det polske
Folk og dets Pilgrimsgang), et i bib. Stil holdt
Trøste- og Maningsord til de slagne og splittede
Landsmænd: endv. et nyt Afsn. af »Dziady«, i
hvilket den for Fædrelandet lidende Helt i
himmelstormende Trods slynger en Udfordring mod
Gud, en Monolog, der i lyrisk Flugt staar
uop-naaet i Verdenslitteraturen, men som ogsaa
indeholder en Vision af Polens Fremtid og dets
kommende Befrielse; endelig det store
Versepos »Pan Tadeusz«, Polens Nationalepos, i
hvilket Digteren vender tilbage til sin litauiske
Hjemstavn og med de napoleonske Kampe som
Baggrund tegner et sjældent rigt og levende
Billede af det polske Adelslivs sidste Dage. Ved
Mickiewicz’ Side stod, uden helt at naa op til
ham, to andre store Digtere, Juljusz
Słowacki (1809—49) og Zygmunt
Krasiński (1812—59). Słowacki var den polske
Litteraturs mest fuldblods Romantiker, Mester i
impressionistisk Stemningsmaleri, uopnaaet i
Fantasiens utøjlede Flugt, Virtuos i Behandlingen
af Sprog, Rytme og Rim, men kun fuldtud til
at nyde for den æstetiske Finsmager. Inden for
hans af et uendeligt Tungsind prægede
Produktion, for hvilken han for en stor Del valgte den
dram. Form, dog uden at have Scenen for Øje,
kan som særligt typisk anføres »Anhelli« (1838),
et til et uvirkeligt Sibirien henlagt, af stille
resigneret Fortvivlelse fyldt Fantasmagori, hvis
Helt gennem sin passive Liden bliver sit Folks
Redningsmand, og det af Towiański’s Ideer
paavirkede, op i en mystisk Dunkelhed hævede,
ufuldendte Epopé »Król Duch« (Kong Aand), i
hvilket Digteren har villet følge de væsentlige
Etapper i sit Folks Udvikling ved at tegne en
Række Billeder af dets ledende Stormænd,
fremstillede som Inkarnationer af en og samme
Aand. Krasiński var yderlig Idealist, Filosof og
Grubler, hvis delvis ret vanskeligt forstaaelige
Tankelyrik har mindre med levende Mennesker
at gøre end med filos. Ideer og Systemer. Atter
og atter kommer han tilbage til Tanken om
den kommende nye Verden, Kærlighedsriget, i
hvilket den virkelige Kristendom skal regere.
Saavel den gamle kapitalistiske Ordning som
det røde Anarki, der vil komme til at afløse
den, er dømte til Undergang, men Korset vil
sejre, det er Tankegangen i hans storslaaede
»Ogudelige Komedie« (Nieboska komedja, 1834).
Den græske Fædrelandsven Irydjon, som med
urene Midler, Had og Forræderi vil tjene sit
Land og hævne sig paa Undertrykkeren Rom,
har Uheld med sig; han maa lutres og renses
og henflyttes derfor i et andet Liv til
»Gravenes og Korsets Land«, P., for dér at vente
Frihedens Sejr, — dette er Indholdet af det
allegoriske Drama »Irydjon«. P., hvis nationale
Rettigheder er blevet traadt under Fødder som
intet andet Lands, er det udvalgte Folk,
Folkenes Banerfører i den sandt kristelige Epoke,
der stunder til; denne sin Fremtidstro
fremlægger han i »Przedświt« (Dagning).
Ligesom disse tre store Digtere tilhørte ogsaa
Polens store Historieskriver paa denne Tid
Joachim Lelewel (1786—1861)
Emigrationen. Tidligere Medlem af den revolutionære
Nationalregering, senere bosat i Bryssel,
forherligede han i sine historiske Arbejder det
ur-polske Samfund som et af den slaviske
»Folkeaand« skabt Samfund med ideal Frihed, Lighed
og Broderskab, hvis demokratiske Principper
lige til Beg. af det 17. Aarh. var blevne
forsvarede af den menige Szlachta, men som senere,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
