Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Polen (Litteratur)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
snart fik sine skarpt udviklede nationale Træk,
hørte opr. hjemme i Kraków. Først og med en
til Yderlighed gaaende Radikalisme
proklameredes dens Program af Stanisław
Przybyszewski (f. 1868), der saavel i rent
teoretiske Skr som i Romaner og Dramaer gjorde sig
til Talsmand for en Kunst, der fandt sin
væsentlige Inspirationskilde i den menneskelige Psykes
underbevidste Rørelser (»den nøgne Sjæl«) og
som, bærende sit Maal i sig selv, resolut
afkastede alle moralske Baand og Lænker.
Ved hans Sonderen af Sjælsoplevelser af
allehaande Arter, var det særlig de erotiske og
Erotikkens forsk. Udartningsformer, der fængslede
ham, og han skildrer i en Række Romaner
Kærlighedens Patologi, dens etiske Vildfarelser
og psykologiske Perversiteter; i sin senere,
hovedsagelig dram. Produktion, tager han
imidlertid selv Afstand fra sin tidligere Apotese af
den uhæmmede Drift og sit Stormløb mod alle
moralske Grundsætninger. Fra Kraków var
ogsaa en anden af det unge P.’s mest fremragende
og mest egenartede Kræfter, Fantasten,
Visionæren og Drømmeren Stanisław
Wyspiański (1869—1907), den polske
Emigrationspoesis nærmeste Arvtager. Ligesom de
store Emigrationsdigtere er han sit Folks
Frihedsprofet. I en Rk. dybt tænkte, men lunefuldt
byggede og p. Gr. a. sin Overflod paa Allegorier
og Symboler ofte ret vanskeligt forstaaelige
Dramaer revser han sit Folk for dets nationale
Daadløshed, der skjuler sig bag store Fraser.
En bidende satirisk Afregning med den
forsumpede polske Patriotisme er særlig hans
stærkeste Drama »Wesele« (Brylluppet). Under
sine Forsøg paa at anspore Folket til en
daadkraftig, maalbevidst Patriotisme vender han sig
ogsaa med megen Skarphed mod den
ufrugtbare Dyrkelse af Fortidens store Minder og de
store Romantikeres for Virkeligheden
fremmede og irreale Fremtidsidealer. Ved Siden af
disse to Koryfæer for den nye Retning, der
fremfor andre var udsatte for den ældre
Generations forbitrede og haanlige Kritik, optraadte
inden for alle Litteraturgrene Kræfter, der mere
ell. mindre tog Indtryk af de ny Ideer. Lyrikken,
som efter den foregaaende Periodes Sterilitet
nu atter tog et mægtigt Opsving,
repræsenteredes af Jan Kasprowicz (f. 1860), der i
sin stærkt religiøst betonede Lyrik ved Synet af
Menneskenes Lidelser rejser sig i titanisk Trods
mod Gud for paa et senere Trin af sin Digtning
at give det mest fuldendte Udtryk for en varm
Sympati med alle Lidelsers Ofre (De Fattiges
Bog, 1916); Kazimierz Tetmajer (f.
1865), hvis formfuldendte Poesi tolker
Sanserusens Nydelser, men ogsaa dens bitre
Eftersmag; fra Poesien overgik han senere til
Prosaen og forherligede i en Række fortræffelige
Noveller Tatrabjergene, deres majestætiske
Natur og deres stolte og ubændige Befolkning;
endvidere Leopold Staff (f. 1878), en
Refleksionslyriker, besjælet af de højeste og ædleste
Idealer. Ved Siden af disse tre betydende
Digtere staar en Række mindre; den
temperamentsfulde og antiklerikale Niemojewski,
Satirikeren J. Lemański, der i sine Fabler
parodierer Bourgeoisimoralen og demagogisk
Politik, A. Opman (Or-Ot), Specialist i
Stemninger fra det gl. Warszawa og dets Traditioner etc.
Ogsaa den dram. Digtning fik — ved Siden af
Przybyszewski og Wyspiański — en Rk.
Repræsentanter. En polsk Hauptmann er Lucjan
Rydel (1870—1918), Forf. af en Rk. Dramaer
(»Tryllekredsen« o. a.), gennemsyrede af
folkelige Motiver, folkelig Tro og Overtro; i en
Række dybt tænkte, paa imponerende Visioner
og skønne Enkeltheder rige, men i sin lunefulde,
nu og da groteske Stilisering næsten uforstaaelige
Dramaer skildrer den fantastiske Tadeusz
Miciński (f. 1873), den evige Strid mellem Stof
og Aand, Lucifer og Kristus; en Række
fortræffelige kulturhistorisk værdifulde hist.
Komedier med Emner hentede fra forsk. Perioder af
P.’s Historie forfattedes af Adolf
Nowaczyński (f. 1875); andre Navne er J. A.
Kisielewski, T. Rittner, W. Perzyński.
Rigest var imidlertid den litterære Opblomstring
af Roman og Novelle. Fremmest i Rækken af
disse Forfattere staar her Stefan
Zeromski (f. 1864), for Tiden af Polakkerne selv
betragtet som Landets første litterære Navn, en
Kunstner, der i sine Værker forener stærk
realistisk Kraft, høj lyrisk Flugt og et
virtuosmæssigt sprogligt Mesterskab, tillige en utrættelig
Forkæmper for nationale Idealer, sit Folks
Formaner, Revser og Vejleder i onde som i gode
Tider. Gribende Skildringer af de polske
Lidelser under russ. Herredømme (hans første
Skitser under Pseudonymet Maurycy Zych), en Rk.
Skildringer fra Polens Fortid, bl. a. den hist.
Roman »Popioły« (Aske) fra Napoleonskrigene
og Romanen fra 1863 »Wierna rzeka« (Den
trofaste Flod), Nutidsromaner »Ludzie bezdomni«
(Hjemløse Mennesker) etc. gennemstrømmes alle
af hans glødende Patriotisme og tjener til at
indskærpe hos hans Folk den nationale Pligts
kategoriske Imperativ. Polens Frigørelse fejrede han
med sin Skildring af Pommerns tusindaarige
Historie (»Wiatr od morza«, Vinden fra Havet).
Hvad det skorter ham paa m. H. t. Komposition,
erstattes af Følelsens Varme, Enkelthedernes
Skønhed og Sprogets Mesterskab. Eksklusiv
Epiker er den moderne polske Prosas anden
Forgrundsfigur, Władysław Reymont,
Skaber af — foruden en Del svagere Arbejder —
det store med den litterære Nobelpris
belønnede Bondeepos »Chłopi« (»Bønderne«), et
storslaaet Mesterværk, der indenfor Rammen af
et Bydrama, der udvikler sig i Løbet af et Aar,
giver den mest alsidige Skildring af en polsk
Bys og dens Beboeres Liv og Psykologi. Til disse
to store slutter sig en Del mindre, af hvilke nogle
snarere følger den ældre Generations end det
unge Polens Traditioner — allerede Reymont
har næppe andet til fælles med det unge Polen
end sin kraftige, af Impulser fra Folkesproget
stærkt farvede Stil. Wacław Berent (født
1873) skildrer i et Par Romaner det dekadente
Liv i Storstadens Bohemekredse og giver et
Tværsnit gennem dens Rigmandssaloner, G.
Daniłowski (født 1871) giver gribende Billeder fra
de polske Adelsgodsers Tragedie efter 1863,
medens J. Weyssenhoff (født 1860) ironisk tegner
Aristokratiets Liv og med sin Hr. Podfilipski har
skabt en mesterlig Type paa en polsk Aristokrat,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
