Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Polen (Litteratur) - Polen (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hvis ydre Forfinelse ikke kan dække over hans
indre Raahed. Tadeusz Gałecki, Pseudonym
Strug (f. 1873), behandler i Noveller og Romaner
Revolutionen 1905—06, V. Sieroszewski (f.
1858), kaldet Polens Pierre Loti, henter Emner
for sine interessante, gribende og samtidig
etnografisk værdifulde Noveller og Skitser fra sin
Forvisning til Sibirien og fra sine udstrakte
orientalske Rejser; Skildringer fra Forvisningen i
Sibirien, prægede af en tærende Hjemve, gav ogsaa
Adam Szymański (1852—1916); Wł. Orkan
(Pseudonym for Smreczyński, f. 1876) gav
realistiske Skildringer fra Tatrafolkenes Nød og
Elendighed, en skarp Kontrast til Tetmajer’s
ovenfor nævnte idealistiske Skildringer af deres
Liv; feministiske Romaner forfattes af Fru
Nałkowska, Grevinde Wielopolska o. a.
Det unge Polens mest fremragende
Litteraturhistoriker er Wilhelm Feldman (død
1919), hvis »Współczesna literatura polska«,
udkommet 1923 i sin 7. Udgave, giver en
glimrende Analyse af Litteraturens Udvikling fra
1864 med Tyngdepunktet lagt paa den
modernistiske Retning. Blandt øvrige litteraturhistoriske
Arbejder fra den seneste Tid skal nævnes den
polskfødte Berlin-Prof. Alexander
Brückner’s instruktive »Geschichte der polnischen
Literatur« (3. Udg. 1922), Gabryel
Korbut’s skematiske, men særdeles fuldstændige
»Literatura polska« (1917—19) og den af en Rk.
forsk. Forf. givne Oversigt over den polske
Skønlitteratur, der fylder 2 Bd (1918) i
Kraków-Akademiets store Værk »Encyclopedya Polska«.
Et bibliografisk Monumentalværk er Karol
Estreicher’s »Bibljograf ja Polska«, der efter
Forf.’s Død 1908 fortsættes af hans Søn og nu
nærmer sig sin Fuldendelse.
De ledende litterære Tidsskrifter var før
Krigen det konservative »Biblioteka Warszawska«,
det klerikale »Przegląd Polski« og det radikale
Krytyka; de blev alle standsede 1914. Siden 1921
udkommer i Stedet »Przegląd Warszawski«, der
helliger sig til Litteratur, Teater og Kunst.
A. K.
Historie.
Det polske Rige opstod ved, at de vestslaviske
Stammer, Polaner, Vislaner, Masoviere ell.
Masurer, Schlesiere o. a., der paa
Folkevandringernes Tid havde slaaet sig ned i de tidligere af
Germanerne beboede Sletter mellem Warte,
Netzel og Weichsel, og som længe havde ligget
i indbyrdes Fejde, sluttede sig sammen til
fælles Forsvar mod krigerske Naboer. Tidspunktet
for denne Statsdannelse saavel som de
nærmere Omstændigheder ved denne kendes ikke.
Den ledende Rolle synes Polanerne
(Sletteboerne) i Wartheomraadet at have spillet, fra
hvilke ogsaa det polske Navn har sin
Oprindelse; til Forskel fra den russ. Stat synes den
polske fra Beg. af at have været rent national,
opstaaet uden fremmed Indblanding.
Traditionen udpeger Bonden Plast som Rigets
Grundlægger og som Stamfader for P.’s første
Dynasti, Piasterne.
1) Den polske Stats ældste
Historie. Den første af P.’s Fyrster, der virkelig
tilhører Historien, var Mieszko, ifølge
Traditionen Piast’s Slægtning i fjerde Led, Søn
af Ziemomysl; hans Regering varede fra
Beg. af 960’erne til 992. Det Rige, han havde
arvet, udgjorde en Stat af et meget betydeligt
Omfang, strakte sig lige fra Elben til Dnjepr;
det udsattes nu for et ret stærkt Tryk fra V.,
fra Tyskerne, der i foregiven Nidkærhed for
Hedningenes Omvendelse foretog den ene
Invasion efter den anden i Landet. Et Angreb paa
P. fra Markgreve Gero’s Side førte til, at
Mieszko blev tvunget til at aflægge Lensed til
den tyske Kejser Otto I 963. Som et politisk
Skaktræk, for at tilintetgøre Paaskuddet for
de tyske Hærgningstog mod P., antog Mieszko,
delvis paa Tilskyndelse af sin bøhmiske
Gemalinde, 966 den rom.-kat. Kristendom. To Aar
senere oprettedes et særegent polsk
Bispedømme i Posen, der dog til en Beg. sorterede under
Magdeburg. Det rykkedes Mieszko’s Søn,
Bolesław I Chrobry (den dristige) (992—1025), dels
at udvide Landets Grænser betydeligt, dels at
gennemføre dets politiske og kirkelige
Emancipation fra Tyskland. Han aabnede ved Sejre
over Pomorjanerne (Pomrerne) og Preusserne
Vejen for P. til Østersøen, erobrede Schlesien
og Mähren, havde ganske vist Uheld med sig i
sine Forsøg paa at erobre Böhmen, men
indlemmede i sit Land Kraków og Sandomierz, det
saakaldte Lillepolen, der hidtil havde staaet
under bøhmisk Overhøjhed; tilsidst underlagde
han sig ved Indblanding i russ.
Tronstridigheder Dele af Røderusland. Sine
Frigørelsesbestræbelser fra Tysklands Overhøjhed
iværksatte han forsigtigt og klogt. Han aflagde til en
Beg. Lensed til Kejseren, men forstod ved Otto
III’s Valfartsbesøg i Gnesen Aar 1000 at
erhverve en meget selvstændig Stilling: den polske
Tributpligt til Kejseren afskaffedes og Bolesław
erholdt af Kejseren Konge værdighed; samtidig
fik P. et eget Ærkebispedømme i Gniezno
(Gnesen). Med Kejser Henrik II kom Bolesław paa
en spændt Fod; det kom fl. Gange til væbnede
Konflikter mellem dem uden afgørende
Resultater for nogen af Parterne; som en
Uafhængighedserklæring over for Kejseren lod Bolesław,
der hidtil havde baaret Kongetitel, tillagt ham
af Kejserens Naade, sig af egen
Magtfuldkommenhed krone til polsk Konge i Gnesen 1025.
Efter Bolesław’s Død kom der imidlertid et
Bagslag for Landets Udvikling. Under hans
Søn Mieszko II (1025—34) skred P.’s Fjender
til samlet Angreb med Kejser Konrad II, der
var bleven tilkaldt af Mieszko’s forbigaaede
Brødre, i Spidsen. Mieszko maatte anerkende
Kejserens Lensret og til Tyskland afstaa
Schlesien, Tschekkerne erobrede Mähren, Ungarerne
Slovakiet, Danskerne Pommern, Rusland de
røderussiske Byer. Under Mieszko’s umyndige
Søn Kazimierz faldt den tschekk. Fyrste
Bretislaw ind i P. og hærgede dér under et 6-aarigt
Felttog (1034—40). Samtidig med denne
Invasion opstod der en alvorlig indre Opløsning.
Den lavere Befolkning rejste sig mod den
paatvungne Kristendom, ihjelslog Præster og lagde
Kirker i Ruiner, en Bevægelse, der truede med
at gøre Ende paa alt, hvad P. hidtil havde
erhvervet af kristelig Civilisation; Ætlingerne af
de Stammefyrster, der ved Rigets Dannelse
havde mistet deres Magt, generobrede nu
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
