Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Polen (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Rigsdagen og ved den skjulte Trusel om i
Nødstilfælde at ville anvende Vaabenmagt tvang
Rigsdagen til at slutte sig til denne. Den paa
denne Maade udvidede Konføderation (der, hvis
hele Rigets Adel deltog deri, kaldtes
Generalkonføderation) erstattede senere Rigsdagen og
fattede sine Beslutninger med alm.
Stemmeflertal. Szlachtaens Aktion havde i dette Tilfælde
Held med sig. Paa den Konføderationsrigsdag,
der nu fulgte (1573), proklameredes en
Religionsfred, iflg. hvilken alle dissidentes de religione
uden Undtagelse skulde nyde fuldstændig
Religionsfrihed; samtidig ordnedes
Kongevalgsspørgsmaalet efter Szlachtaens Ønske: Kongevalget
skulde finde Sted viritim, d. v. s. ved direkte
Valg af samtlige, i alt mange Titusinder
Szlachtamænd, samlede paa en aaben Plads uden for
Warszawa, og før Tronbestigningen skulde den
valgte edeligt forpligte sig til at respektere
Adelens og Rigsdagens Rettigheder. Fire
udenlandske Tronprætendenter konkurrerede nu
ved Siden af em Del indfødte »Piastre«, om
Kronen: Ruslands Tsar, Ivan III, som var
Litauernes Kandidat, men hvis Fordringer befandtes
uantagelige, dem sv. Konge Johan III, gift med
den afdøde Konges Søster, den østerr.
Ærkehertug Ernst og den fr. Prins Henrik af Valois.
Takket være en storslaaet pekuniær
Gavmildhed og vidtgaaende Løfter sejrede den
sidstnævnte ved Valget 1573 (Henryk 1573—74).
De pacta conventa og articuli Henriciani,
som han ved sin Tronbestigning
accepterede, reducerede den polske Konges
allerede i Forvejen yderligt beskaarne Magt
til et fuldstændigt Minimum. Kongen maatte
underkaste sig Kontrol af 16 Senatorer,
udvalgte af Senatet for et Aar ad Gangen;
respekterede han ikke sine Undersaatters
Privilegier, blev disse automatisk, fritagne for deres
Lydighedspligt over for ham (Punktet de non
praestanda obedentia); Senatet skulde udse
hans Gemalinde etc.; desuden forpligtede
Henryk sig til i Tilfælde af Krig at skaffe P. fr.
Hjælpetropper, at bygge Landet en Flaade paa
egen Bekostning og betale den afdøde Konges
Gæld. Da Henryk tog imod Kronen paa disse
Betingelser, var det i den Hensigt at sætte sig
ud over Haandfæstningen og lidt efter lidt
restituere Kongemagten; de Tilløb, han gjorde i
den Retning, faldt imidlertid meget ilde ud, og
da hans Broder, den fr. Konge Karl IX døde,
vendte han P. Ryggen for i Stedet at modtage
den fr. Krone 1574.
Det ny Interregnum prægedes af Strid
mellem Magnaterne i Senatet, hvis Kandidat til
Tronen var Kejser Maximilian, og Szlachta’en,
hvis Sympatier først gik i Retning af Tsar
Ivan, men som senere valgte Vojvoden af
Siebenbürgen Stefan Batory, paa Betingelse af
Giftermaal mellem denne og Zygmunt August’s
Søster Anna. Denne kraftige Hersker
(1576—1586), som havde en udmærket Hjælper i Jan
Samojski, Storkansler under hele hans Regering,
førte udtil en heldig Politik, særlig over for
Rusland; da Tsar Ivan genoptog de under
Zygmunt August afbrudte Stridigheder, rykkede
Batory ind i Rusland, erobrede Polock og
belejrede Pskov. Szlachta’ens Uvilje mod
Krigsudgifterne tvang ham dog til at afbryde
Fjendtlighederne og under jesuitisk Mægling slutte
Vaabenstilstand 1582. I det indre betød hans
Regering et stærkt Opsving for den katolske
Restauration. Som en sidste Udvej til at hævde
Kongemagten søgte han nemlig Kontakt med den
katolske Kirke; de protestantiske Byer Danzig
og Riga, der vægrede sig ved at anerkende
ham., blev efter blodige Kampe tvungne til
Underkastelse, Jesuitterne begunstigedes paa alle
Maader, vandt mere og mere Indpas i Landet
og udøvede stedse større Indflydelse paa
Folkets Tænkemaade, paa Skole og Litteratur.
Kongens Forsøg paa at opretholde
Kongemagtens Autoritet over for Szlachta’en mislykkedes
imidlertid. Hans Forslag til Reformering af
Kongevalgsmetoden afsloges af Sejmen, og
Kongens højeste Domsret indskrænkedes ved
Oprettelse af de saakaldte Krontribunaler, et i
Polen og et i Litauen, Overdomstole, der skulde
paadømme Szlachta’ens civile Sager og som
bestod af Deputerede, valgte paa Landdagene
af selve Szlachtaen.
Efter et nyt Interregnum, under hvilket de
forsk. Tronprætendenters indbyrdes
Stridigheder endog førte til Blodsudgydelse, blev den sv.
Tronfølger Sigismund, Søn af Zygmunt August’s
Søster Katarzyna i dennes Ægteskab med den sv.
Konge Johan III, valgt til P.’s Konge (Zygmunt
III, 1587—1632). Hans Valg førte inden længe
P. til et Brud med Sverige, der efterfulgtes af
næsten 60 Aars uafbrudte Krige. Efter at
Zygmunt 1599 var bleven afsat som sv. Konge,
begyndte han 1601 med Sverige en Krig, der
førtes med vekslende Held og fik en foreløbig
Afslutning gennem den polske Sejr ved Kirkholm.
Da Fjendtlighederne 1617 genoptoges, led
Polakkerne svære Tab, og Krigen afsluttedes ved
Vaabenstilstanden i Altmark 1629, hvor Polen
afstod Livland og de polske Havne. Denne af
Kongens rent dynastiske Interesser udsprungne
Konflikt med Sverige hindrede P. i med fuld
Kraft at udnytte til sin Fordel de gunstige
Konjunkturer i Øst, hvor Rusland, af Naturen P.’s
farligste Fjende, i den store Forvirringsperiode
laa saa godt som forsvarsløst. Da imidlertid P.
til sidst 1609 erklærede Rusland Krig, var de
polske Vaaben i Beg. sejrrige. Den polske
Feltherre Żółkiewski besatte med polske Tropper
Moskva og sluttede med de moskovitiske Bojarer
Overenskomst om, at Zygmunt’s Søn Włodysław
skulde være russ. Tsar. Dette Arrangement
saavel som ogsaa Zygmunt’s egen Plan om i St f.
Sønnen selv at bestige den russ. Trone blev
imidlertid til intet som Følge af den
begyndende russ. nationale Bevægelse. En indfødt russ.
Tsar valgtes, og den polske væbnede
Intervention afsluttedes, efter et mislykket Stormforsøg
mod Moskva, ved en Vaabenstilstand 1618, hvor
P. ganske vist beholdt sine Erobringer, bl. a.
Smolensk og Tjernigov, men anerkendte
Tsardømmet. En Krig mod den tredje Nabo, Tyrkiet,
for en stor Del fremkaldt ved de stadige
Uenigheder mellem de kun nominelt under P.
hørende Kosakker i Ukraine og de krimske
Tatarer, forløb uheldigt. Den polske Feltherre
Zółkiewski led 1620 et alvorligt Nederlag ved
Cecora, og kun Chodkiewicz’s heltemodige
Forsvar af Chocim, i hvilken han udholdt en
Belejring, der er bleven berømt, reddede P. fra en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
