Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Pontoppidan, Henrik - Pontoppidan, Knud Børge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
den Ibsen’ske Betegnelse for Digtning: »Kamp
med Trolde, som huse i Hjernens Hvælv . . . .
holde Dommedag over sig selv«. I sin litterære
Kunst begyndte P. temmelig uselvstændig i
Naturalismens (»Stækkede Vinger« [1881],
»Landsbybilleder« [1883]) og i
kjøbenhavnerfransk Manér (nu og da i »Krøniker« 1890),
men formede sig snart en lige saa selvstændig
Stil — mandig, fast, let og klar — som en
selvstændig Livsfremstilling, dog at han jævnlig
ogsaa senere uforvarende kunde falde tilbage i en
helt naiv, konventionel Romanagtighed ell. en
banal elegant Journalistik. Aandsindholdet i
hans Forfatterskab bestaar i en lgn.
Selvstænhedskamp. P. kæmper i sine Bøger mod
Lyrikken, Fantasteriet, Uægtheden og
Karakterløsheden i alle Former, fortsætter paa en Maade
Poul Møller’s og H. E. Schack’s Kamp, men
med skrappere Vaaben. Det gaar ud over
Folkehøjskolen (»Sandinge Menighed« [1883]),
Demokratiets Frasepolitik under Provisorieaarene
(»Skyer« [1890]), den blegsottige Bykultur
(»Mimoser« [1886]), ud over »Tidens lyriske
Forraadnelsesproces«, som den kommer frem i
Sværmeriet for Natur (»Natur«, 1890), for
Skønhedsidealisme (»Nattevagt«, 1894), for »den store
Lidenskab« (»Højsang«, 1896, dram. Behandling
af samme Motiv: »De vilde Fugle«, 1902), ell. i
Erotikkens Illusioner (»Den gamle Adam«, 1894).
Op imod Kulturblændværket stiller han det
veritable Almueliv (»Fra Hytterne«, 1887) og ægte
Underklassehad (»Spøgelser«, 1888), den nøgne
Kønsdrift og det blodskudte Vilddyrsinstinkt
(»Isbjørnen«, 1887). Men det iltre i hans
Angreb, det blodige i hans Ironi beror overalt paa
hans egen dybe Meddelagtighed i det, han
angriber, og naar han til Gengæld svinger sin
Hat for et »Leve Krapylet!« ell. giver sine
havarerede Nattevagtsbrødre Parolen »Hold
Krudtet tørt og Galden flydende!«, saa er denne
paradoksale og revolutionære Lyrik egl. ogsaa
netop kun Lyrik for Jyden og for det gamle
Slægtsblod i ham. Fremfor alt i sine tre
Hovedværker er P. paa een Gang den, der slaar, og den,
der rammes, og deraf disse
Bekendelsesskrifters mærkelige Særstilling i vor Tids Roman.
»Det forjættede Land« (»Muld« 1891, »Det
forjættede Land« 1892, »Dommens Dag« 1895)
skildrer en ung ideelt anlagt, fantastisk lyrisk
Teolog, som bryder med Etatsraadsselskabet og
drager ud i Højskolernes, Folkelighedens og
Bondelivets forjættede Land, men paa det sørgeligste
gaar til Grunde med bristede Illusioner.
»Lykkeper« (I—VIII, 1898—1904, forkortet Udg. 1907)
fortæller om Præstesønnen Per Sidenius’
trodsige Frigørelseskamp mod Præsteslægten og
Danskheden i sig; han bliver Polytekniker, gør
et rigt Parti i liberale Jødekredse, spiller op i
moderne, hedensk »Livsbekræftelse« og vover
saa dog alligevel ikke at gribe den ny »Lykke«,
søger tilbage til det gamle, men finder det for
bestandig tabt for sig — og ender hjemløs, i en
Art Naturresignation. I »De Dødes Rige«
(1912—16, omarbejdet Udgave 1917) skildres det ny
Aarh.’s første Tiaar som Fallitopgøret for den
ældre Generations (Brandes-Hørup’s) Idealisme,
Materialismens Triumf og Reaktionens
Fremmarch, — kun med en svag Lysstribe tilovers
for en kommende Slægt. Ind imellem
Hovedværkerne behandlede Enkeltfortællinger som
»Det ideale Hjem« (1900), »Borgmester Hoeck
og hans Hustru« (1905), »Den kongelige Gæst«
(1908) Problemer af lgn. Art som disse. — P. er
en Mester i klar og livfuld Fortællekunst, og bag
hans noget kølig-korrekte Stil er der en frisk og
varm Menneskelighed, som tager Læseren om
Hjertet; alt, hvad han skriver, er virkelig
Menneskefortolkning og alvorlig Livskritik, en
Kunst for Livets Skyld i den store Naturalismes
Skole. Og ligesom dansk Landskab er gengivet
i P.’s Digtning med samme fortrolige
Inderlighed som i det bedste danske Landskabsmaleri,
— ligesom dansk Landlighed aldrig er blevet
skildret saa sjælfuldt sympatisk som i Partier
af »Det forjættede Land«, saaledes er
1880’ernes og 1890’ernes Hovedpersoner og
Hovedstrømninger intetsteds foreviget i Kunst med
en saadan Samtidigheds-Forstaaelse som rundt i
P.’s Bøger. — P. har vundet sig en stor
Læserkreds, og hans Bøger er komne i mange Oplag;
de har ogsaa fundet Vej til Udlandet, og flere
er bearbejdet for Scenen, til Dels af Forf. selv
(»Lille Rødhætte«, »Asgaardsrejen«, »Den kgl.
Gæst«). I Aaret 1917 modtog han den ene
Halvdel af Nobelprisen. (Litt.: Vilhelm
Andersen, »H. P.« [1917]).
V. V.
Pontoppidan, Knud Børge, dansk
Sindssygelæge, f. 10. Juli 1853 i Ribe, d. 21. Oktbr
1916 i Hillerød. P. blev Student 1870 og tog
medicinsk Eksamen 1876, var derefter
Kandidat ved Jyske Asyl og kom derved ind paa
Studiet af Psykiatrien, som han viede hele sit
Liv. 1879 fik han Univ.’s Guldmedaille for
Besvarelsen af den jur. Prisopgave: »Om den
ufuldstændige Tilregnelighed og dens
Behandling i nyere Straffelove«. Han gjorde
Kandidattjeneste ved Kommunehospitalet, tog
Doktorgraden (»Den kroniske Morfinisme«) 1883 og var
Reservelæge ved Skt Hans Hospital 1886—87,
indtil han (udnævntes til Overlæge ved,
Kommunehospitalets Afdeling VI og Docent i
Psykiatri ved Univ. Her udfoldede han en
betydelig Virksomhed. Afdelingen reformeredes. Først
af alle indførte han Sygeplejersker paa
Mandsstuerne, et Eksperiment, der lykkedes over
Forventning, og som snart blev Brug Verden
over. Med besnærende Veltalenhed og under
uhyre Tilstrømning docerede P. Psykiatri for
Studenterne, men der rejstes en Bevægelse imod
ham, udgaaet fra nogle Patienter, og den
førtes med saa stor Kraft fra forsk. Sider (Amalie
Skram: »Professor Hieronymus«), at P. nedlagde
sin Stilling og lod sig 1897 ansætte som
Overlæge ved Aarhus Sindssygeanstalt, hvor han
blev til 1901. Saa længe Striden stod paa, holdt
P. sig fornemt tilbage, men han udgav efter
dens Afslutning »6. Afdelings Jammersminde«
(1897). P. indvalgtes 1901—09 i
Sundhedskollegiet og blev samtidig Prof. i Retsmedicin. Fra
1903—06 var han Læge ved Gamle Bakkehus,
og efter Sundhedskollegiets Ophævelse blev
han Formand for Retslægeraadet 1909. Han tog
sin Afsked 1914 og henlevede sine sidste Aar
som en skuffet, noget bitter Mand. Hans
Forfatterskab er i ualmindelig Grad fremragende,
baade hvad det medicinske Indhold og hvad
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
