Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Price - Price, Bonamy - Prieger, Erich
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
»Morskabsteatret« og dermed Forældrenes ambulante
Trup, men efter at have modtaget
Bournonville’s Vejledning debuterede hun 6. Maj 1849
som Eliza i »Konservatoriet« paa det kgl.
Teater, hvor hun straks efter Augusta Nielsen’s
Bortgang kom i første Række som Dansens
vestalske Præstinde »ung uden at være Barn
eg uden at være voksen« (Goldschmidt). Hun
sejrede ikke alene ved en fuldendt Teknik, men
Poesiens Skær hvilede over hendes
Personlighed og gjorde hende til Bournonville’s Ideal af
en Danserinde. I serafiske Partier som
Sylfiden og Hilde i »Et Folkesagn« bidrog hendes
sjælfulde Udtryk for Uskyld, vidner Mesteren
selv, til »at bekæmpe den Fordom hos
Ballettens Modstandere«, at Dansen kun er en frivol
Øjenlyst«. Derimod slog hendes Temperament
ikke til i lidenskabelige Partier; hendes
Omraade var den spæde Blidhed, ikke det
æggende ell. kokette. Da hun stod paa Højden af sin
Kunst, afbrødes hendes Bane, idet hun 22. Novbr
1865 under Opførelsen af »Kermessen i Brügge«
kom til Skade, saaledes at hun Aaret efter
maatte tage sin Afsked. Betty Schnell — Fru
Hennings — blev hendes Arvtager.
Juliette P.’s Broder Adolph Frederik
Waldemar P., dansk Danser, fødtes 1. Sept.
1836 i Kbhvn og døde smst. 4. Jan. 1908. Han
havde ligeledes fra Barn ledsaget Forældrene
paa deres Rejser og optraadte første Gang 1840
paa »Morskabsteatret«. 1849 blev han Balletelev,
men Bournonville ventede sig ikke meget af
barn, fordi han savnede Anlæg for Solodans.
Efter hans Debut 19. Decbr 1857 som Ditleif i
»Valdemar« fulgte trange Tider, og det var først,
da han i Manddomsaarene fik den fuldt
udviklede Styrkes harmoniske Charme, at han brød
igennem som Kong Valdemar i »Valdemar«. P.
naaede aldrig nogen høj Grad af koreografisk
Teknik, men han blev, navnlig som Junker Ove
i »Et Folkesagn«, en Personifikation af
romantisk Længsel og erotisk Sværmeri i en ren og
skøn Form. Derfor kaldtes P. Ballettens Michael
Wiehe. Bl. hans smukkeste Præstationer var
Fiskeren i »Napoli« og du Puy i »Livjægerne
paa Amager«. 8. Decbr 1901 tog han Afsked
som Kong Svend i »Valdemar«. Uden for Scenen
havde P. stor Bet. som overordentlig søgt
Danse- og Plastiklærer.
Bl. James P.’s Børn blev kun en Søn, Julius
P., f. 12. Juni 1833 i Nishnij Novgorod, d. 24.
Jan. 1893 i Wien, Balletten tro: Han fik 1855
Ansættelse ved Hofoperaen i Wien og virkede
her til sin Død som en anset Karakterdanser og
Prof. ved Konservatoriet; de øvrige forlod
Dansen for Skuespillet, baade Datteren Hanne
Amalie Nicoline (1831—1892), senere Fru
Hagen, og Sønnen Andreas Nicolai Carl
P. (1839—1909), der fra 1857—97 med flere
Afbrydelser var knyttet til det kgl. Teater, hvor
han uden at komme frem i første Række i
enkelte Roller, særlig af mimisk Art (f. Eks.
Genfærdet i »Macbeth«), ydede ægte Kunst. En
Broder til ham, Albert Joseph
Thorvald P., f. i Kbhvn 25. Jan. 1844, blev
uddannet paa Kunstakademiet og var, efter at have
deltaget i Krigen 1864, i Færd med at vinde
Navn som Portrætmaler, da han 22. Oktbr 1877
debuterede paa Odense Teater som Løjtnant
v. Buddinge i »Genboerne«. P., der i nogle Aar
virkede ved Folketeatret, nød i Provinserne
Anseelse som komisk Karakterskuespiller med
større Elskværdighed end Lune. I mere end en
halv Snes Aar var han knyttet til Aarhus
Teater, hvor han spillede et stort Repertoire. Som
P.-Slægtens Ældste lever han nu (1925) i Kbhvn.
Carl P.’s Datter, Ellen Juliette
Collin P., dansk Solodanserinde, fødtes 21. Juni
1878 i Snekkersten. P. antoges som Barn ved
Balletskolen, hvor hun bl. a. undervistes af
Waldemar P., og optraadte første Gang 1886
som en Alf i »Alferne«. Tidligt vakte hun, der
i første Ægteskab bar Navnet P. de Plane,
Opmærksomhed ved de samme Egenskaber, der
forhen havde udmærket Juliette P.: Blid Ynde,
talende Øjne og et indtagende Smil. Skønt
hendes koreografiske Kunnen var betydelig, blev
den aldrig til Virtuositet paa Bekostning af det
Sjælelige. Ikke lidenskabelige, men rørende og
troskyldige Følelser kunde hun udtrykke saa
poetisk og overbevisende som ingen af hendes
Samtidige. Derfor blev Astrid i »Valdemar«,
Eleonora i »Kermessen«, Den lille Havfrue og
først og fremmest Sylfiden de Partier, der bedst
passede til hendes Individualitet. Det var med
Vemod, at Publikum allerede 1. Juni 1913 i
»Sylfiden« og »Den lille Havfrue« tog Afsked
med Pricefamiliens sidste Repræsentant paa
Nationalscenen; efter i et Par Aar forgæves at
have forsøgt at bryde sig en ny Bane som
Skuespillerinde ved Aarhus Teater trak hun
sig, anden Gang gift Colding, tilbage til
Privatlivet. (Litt.: Eiler Nystrøm,
»Forlystelser i Fr. VI’s Tid« I [Kbhvn 1910]; Robert
Neiiendam, »Det kgl. Teaters Historie« I
[Kbhvn 1921]).
R. N.
Price [pra^is], Bonamy, eng. økonomisk og
politisk Forf. (1807—88); i de sidste 20 Aar af
sit Liv var han Prof. i Nationaløkonomi i
Oxford. Hans Bøger er: Principles of Currency
(1869), Currency and Banking (1876) og
Practical Political Economy (1878). Titelen paa dette
sidste Arbejde, hans Hovedværk, er betegnende:
P. gaar nemlig ud fra den Grundsætning, som
han stedse forfægtede, at for
Samfundsøkonomen er det af større Bet. at have Sans for og
Forstaaelse af det praktiske Livs konkrete
Forhold end at være i Besiddelse af spekulativ
Dygtighed og teoretisk Lærdom. Disse
Studerekammeregenskaber var da heller ikke hans
Styrke. Men han besad et aabent Blik for mange
gangbare Vildfarelser og Evne til at bekæmpe
dem paa en frisk og doktrinært uafhængig
Maade.
(K. V. H.). Sv. N.
Prieger [’pri.gər], Erich, tysk Musikforf.
(1849—1913); velhavende og begejstret
(Musikforsker, der dels forfattede mindre og større
Afhandlinger af musikhistorisk og filologisk
Art, særlig vedrørende Bach og Beethoven, dels
ved Offervillighed foranstaltede Nyudgaver af
BeethoVen’s »Leonore« i Operaens opr.
Skikkelse, af hans Asdur-Sonate, Op. 110, i Facsimile
og med værdifuld Fortale, og berigede Berlins
kgl. Bibliotek og Beethoven-Huset i Bonn ved
Køb af mange Beethoven-Autografer o. a.
-Relikvier.
W. B.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
