Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Priego de Córdoba - Priene - Prierias, Sylvester - Prieska - Priessnitz, Vincenz - Priestley, Joseph
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Priego de Córdoba [’priægå-d’kårdåwa],
By i Sydspanien, Prov. Córdoba, ligger 76 km
SØ, f. Cordoba ved Foden af Sierra de P. og
driver Olietilvirkning samt Kvægavl. (1920)
18500 Indb.
C. A.
Priene, ionisk By i Lilleasien, i Landskabet
Karien. Den laa paa en af Udløberne fra
Bjerget Mykale, ved en lille Flod, i Oldtiden helt
ude ved Havet, men nutildags p. Gr. a.
Deltadannelser ved Maiandros et Par Mil fra Kysten.
I Oldtiden var den ret anselig og havde
selvstændig Flaade, ligesom Byen var Medlem af
det ioniske Forbund. Vismanden Bias var fra P.
Byens Ruiner ligger ved Samsun Kalesi og
er 1895—98 blevne undersøgte af
»Generalverwaltung der kgl. preussischen Museen« ved
Humann, Wiegand og H. Schrader.
Herved er adskillige Rester komne for Dagen
af det hellenistiske P., der dog antagelig laa
paa samme Plads som den gamle By, af
hvilken intet sikkert er fundet. Uden for selve
Bypladsen laa en høj, næsten ganske utilgængelig
Akropolis, der var befæstet, men ellers ikke
synes at have været bebygget; formentlig var
den altsaa kun Byens Tilflugt i yderste Nød.
Paa en lavere Terrasse ligger Ruinerne af Byen,
omgivne med en Murlinie. Byplanen er meget
regelmæssig; omhyggelig brolagte, brede og lige
Gader skærer hinanden under lutter rette
Vinkler. Denne Plan gaar næppe tilbage ud over
den hellenistiske Tid (c. 350 f. Kr.). Omtrent
midt i Byen laa et stort, firsidet Torv, hvis
ene Side dannes af en af Hovedgaderne,
medens de tre andre omgives af Søjlehaller.
Omkring ved Siderne stod der mange Statuer. Ø.
f. det laa et stort Tempel for Asklepios. Et
andet stort Lokale er opfattet som
Forsamlingsstedet for Folke- og Raadsforsamlinger.
Det anseligste af Byens Templer var viet dens
Stadgudinde, Athene; det var stiftet af
Alexander den Store og bygget af den berømte
Arkitekt Pythios. Længst mod N. laa et Teater,
der endnu havde bevaret sit gr. Anlæg, uden
ophøjet Scene. Desuden er der udgravet et stort
Antal gr. Huse og gjort saa betydelige Fund,
at P., om end med Overdrivelse, er blevet
betegnet som et gr. Pompeji. Talrige Indskrifter,
bl. a. et »Tempelarkiv«. En Del før den sidste
Undersøgelse fundne Genstande bevares i
British Museum, de nyere i Berlin og
Konstantinopel.
Nogen endelig Redegørelse for
Undersøgelserne i P. er endnu ikke udkommet. Der
foreligger kun foreløbige Meddelelser i »Archäol.
Anzeiger«, 1897, S. 66 og 178. (Litt.: v. Wyss,
»P. bei Milet, das Pompei Kleinasiens«
(Program) [Zürich 1912]).
H. A. K.
Prierias [’priærias], Sylvester,
Dominikanermunk og rom. Teolog, f. c. 1460, Dødsaar
ukendt; hans Navn vilde have været unævnt i
Historien, hvis det ikke var blevet knyttet
sammen med Luther’s. Han hed Mazolini, tog Navn
efter sin Fødeby Prierio i det ital. Grevskab
Montferrat. 15 Aar gl blev han
Dominikanermunk, var Lærer i thomistisk Teologi i Padova
og i Rom, hvor han blev magister sacri palatii
ɔ: pavelig Bogcensor og Hofteolog. I en Fart
sammenskrev han Decbr 1517 en Gendrivelse
af Luther’s 95 Sætninger, men saa tarveligt, at
man var i Tvivl om, hvorvidt det hele ikke var
en daarlig Spøg. Da P. imidlertid blev udnævnt
til at være en af Luther’s Dommere, blev det
klart, at det var Alvor. Pave Leo indsaa snart,
at P. ikke var Mand for at føre Kampen mod
Luther, og han faldt tilbage i den
Ubemærkethed, hvorfra han aldrig burde have været
dragen ud.
L. M.
Prieska [’pri.ska], By i den Sydafrikanske
Union, Prov. Cape of Good Hope (Kaplandet),
ligger ved Oranjeflodens sydlige Bred, der,
hvor Jernbanelinien fra Port Elizabeth til
Britisk: Sydvestafrika naar Floden. P. er
Hovedstad i et stort, men meget tyndt befolket
Distrikt af s. N., hvis vigtigste Næringsvej er
Faareavl.
C. A.
Priessnitz [’pri.snets], Vincenz,
Grundlægger af den moderne Hydrotherapi, f. 5. Oktbr
1790 i Gräfenberg, österr. Schlesien, d. 28. Nov.
1851 smst. P. var Bondesøn, og allerede fra 15
Aars Alderen gav han sig af med at kurere,
skønt han ingen medicinsk Uddannelse havde,
men kun var begavet med en skarp
Iagttagelsesevne. Hans Ry voksede, og han hentedes vidt
omkr. til Patienter, samtidig med at han søgtes
saa meget i Hjemmet, at han maatte bygge en
Kuranstalt i St f. sit oprindelige Træhus. Han
anklagedes 1829 for Kvaksalveri, men det
lykkedes ham dog at faa sin Anstalt statsanerkendt.
Noget stort blev den dog aldrig, men den gav
Anledning til, at mange Vandkuranstalter
oprettedes rundt omkr., og til at Hydrotherapien kom
over i Lægernes Hænder og gjorde store
Fremskridt under M. J. Oertel, E. Brand (der
genoptog den Currie’ske Behandling af Tyfus
med kolde Bade) og navnlig under W.
Winternitz (1835—1917), der ledede den store
hydro-therapeutiske Anstalt i Kaltenleutgeben,
og som grundlagde »Blätter für klinische
Hydrotherapie« (1880). Pastor Kneipp’s Metoder
slutter sig nær til de oprindelige af P. angivne.
J. S. J.
Priestley [’pristfi], Joseph, eng. Kemiker,
Fysiker og Teolog, f. 13. Marts 1733 i Fieldheat
(Yorkshire), d. i Amerika 6. Febr 1804. P., som
opr. fik sin Opdragelse med Henblik paa, at han
skulde være Købmand, modtog dog ogsaa
Undervisning i andre Fag, og særlig Studiet af de
gl. Sprog fængslede ham stærkt; i sit 19. Aar
besluttede han sig til at studere Teologi; dette
Studium fortsatte han i 3 Aar paa Akademiet i
Daventry. I nogle Aar var han derefter Præst
for forsk. Dissentermenigheder, og under denne
Virksomhed begyndte han at give sig af med
Studiet af Naturvidenskaben, særlig med
Forsøg paa Elektricitetslærens Omraade. 1761
overtog han en Stilling som Sproglærer ved
Akademiet i Warrington, her opholdt han sig i 6
Aar og havde mere Lejlighed end hidtil til at
give sig af med naturvidenskabelige Studier; i
denne Periode udarbejdede han sin
»Elektricitetens Historie«, som han udgav 1767 efter
Franklin’s og Price’s Opfordring. S. A. opgav
han sin Lærerstilling og blev Præst i Leedes,
hvor han udførte sine vigtige Arbejder over
Kulsyre, Kvælstoftveilte og Brint, som skaffede
ham Copely’s Medaille for Aarets bedste Arbejde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
