Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Projektil
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
gælder Smedejern (v er P.’s Anslagshastighed
i m, p dets Vægt i kg, c Kaliberet i cm, t
Pladetykkelsen i cm):
Gavre-Formlen (det fr. Marineartilleri):
pv2/c = 10190 t 1,4.
de Marres Formel:
pv2/c 1,5 = 2597 t 1,2.
Krupp’s Formel (1880—87):
<i>pv2 = 370 c t2 + 1171 c2t.
Den danske Generalmajor V. H. O. Madsen’s
Formel:
p (v/100)2 = 0,008 t c (10 t + 4 c).
Den danske Oberstløjtnant N. E. Lomholt’s
Formel:
pv2 = 450 c t2 + 900 c2t.
Tresidders Formel:
pv2/c = 545100 t2.
Formlerne er alle dannede under
Forudsætning af vinkelret Anslag. Ved skraat Anslag
bliver Indtrængelsesevnen mindre, og P.
sønderbrydes lettere end ved vinkelret Anslag.
Finder Anslaget Sted under en Vinkel med
Normalen, der er større end Projektilogivalens
halve Topvinkel, vil P. i Alm. prelle af.
Bestaar en Panserplade af fl. Lag
Smedejernsplader, der er lagt uden paa hinanden enten
umiddelbart ell. med et Mellemlæg af Træ, det
saakaldte Sandwich-Panser, bliver den
væsentlig svagere, end om Pladen var i eet Stykke
af samme Tykkelse. Dersom Smedejernspladen
er støttet af et Underlag af Træ og en
Inderhud af Jern, kan man ved Beregning tage
Hensyn hertil ved at forøge den virkelige
Pladetykkelse med 8 % af Jernets Tykkelse og 90 %
af Inderhudens.
Gennembrydningsformlerne for Smedejern
har ikke stor direkte Interesse nu, da
Smedejernspanser ikke længere anvendes;
Formlerne vil imidlertid kunne benyttes over for
moderne mere modstandsdygtige
Pansermaterialer, naar de fundne Pladetykkelser
reduceres i et passende Forhold. Ved Compound os
haardt Staalpanser kan man erfaringsmæssigt
regne med en Modstandsevne, svarende til
25—30 % tykkere Smedejernsplader, medens de
tilsvarende Tal for cementerede Staalplader
er 50—60 %. Virkningen mod Staalpanser er ikke
saa regelmæssig som Virkningen mod
Smedejernspanser, og ved Siden af selve
Gennemtrængelsesfænomenet optræder der ofte
Bivirkninger, der ytrer sig som en Sønderslagning af
Pladen, idet større Stykker af denne revner og
løsner sig. Disse Bivirkninger er ofte mere
kompromitterende for Pladens Holdbarhed end
selve P.’s Indtrængelse. Ved som ovf. nævnt at
dække en Del af ell. hele P.’s Forpart med en
Hætte (af nogle kaldet Kappe) af blødt Staal,
har man i høj Grad formindsket
Pansergranatens Tilbøjelighed til at sønderbrydes
under Indtrængeren. Spiren til denne
Fremgangsmaade ligger saa langt tilbage som 1878, da
man ved en Forsøgsskydning i England mod
Compound-Panser (sammensat af en
Frontplade af haardt Staal og en Bagplade af blødt
Staal) gjorde den Opdagelse, at P. sloges i
Stykker, naar de udskødes imod Pladens
Frontside, medens de gik glat igennem Pladen, naar
denne vendtes om, saaledes at P. først
gennembrød den bløde Plade, inden den traf den
haarde. Et haardstøbt Projektil, hvis Spids var
dækket med en Smedejernskappe, gik ligeledes
glat gennem Pladen. Man drog dog foreløbig
ingen Nytte af Erfaringen fra dette Forsøg,
fordi det hurtig lykkedes at fremstille
Staalprojektiler, som kunde taale Anslaget imod
Datidens Staalpansere. Men efter Fremkomsten af
det cementerede Panser nødtes man til at
hætteklæde P., for at forhindre disse i at blive
sønderslaaede af det haarde Panser. Nutildags
er alle Panser granater hætteklædte.
Hensynet til Pansergranatens Styrke
bevirker, at dens Hulrum kun bliver lille; man
regner, at en Pansergranat kun kan optage en
Sprængladning, hvis Vægt svarer til 3 % af
Projektilvægten. Sprængladningen er ved
moderne Pansergranater altid brisant; det
almindeligst anvendte Sprængstof er Trinitrotoluol i
støbt ell. presset Tilstand.
En Overgang imellem Pansergranaterne og
de egl. Granater (s. d.) danner de saakaldte
Halvpansergranater (Fig. 4), der
benyttes til Skydning imod de svagere pansrede
Dele af Skibene, og hvis Vægtykkelse derfor
er saa meget nedsat, at Hulrummet kan
optage en Sprængladning paa 7 à 8 % af P.’s
Vægt. Ogsaa Halvpansergranaterne er ofte
fortil forsynede med en Hætte.
Inden Verdenskrigen var der i flere Stater
Bestræbelser fremme for at simplificere
navnlig det lette Feltskyts Ammunitionsbeholdning,
idet man tilstræbte Tilvejebringelsen af P., som
i sig forenede Granatens og Granatkardæskens
Egenskaber. Det mest kendte af saadanne P.
var den af den holl. Artilleriofficer van
Essen konstruerede Brisantshrapnell
(Fig. 5) (herhjemme benævnt
Enhedsprojektil), som bestod af en Granatkardæsk (s.
d.), mellem hvis Kugler der var anbragt
Brisantsprængstof, og som fortil var forsynet med
et Hoved, bestaaende af et med et særligt
dobbeltvirkende Brandrør forsynet Staallegeme.
Dette indeholdt en Brisantsprængladning, der
ved Hjælp af Brandrørets Tidsmekanisme
bragte P. til at springe i Luften, hvorved
Granatkuglerne udsendtes i Luften paa sædvanlig
Maade, medens P.’s Hoved fortsatte sin Vej
igennem Luften og blev bragt til Eksplosion ved
Anslaget mod Jorden. Vilde man benytte
Enhedsprojektilet som ren Brisantgranat, blev
Brandrøret indstillet, saa at det først virkede,
naar P. slog mod Jorden. P. af denne Art blev
benyttet under Verdenskrigen, bl. a. til
Tyskernes lette Felthaubits; deres Rolle blev dog
hurtigt udspillet, dels fordi P., der var et
Kompromis mellem en Brisantgranat og en
Granatkardæsk, stod tilbage for hver af disse
Projektilsorter, dels fordi dets Fabrikation var for
vanskelig og kostbar.
I Modsætning til den ovenfor nævnte
Tendens i Retning af en Simplificering af
Projektilsorterne er der under Verdenskrigen til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
