Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Psykologi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
stadig mere sammensatte Bevidsthedsdannelser
er taget op til eksperimentel Behandling. Til
Fechner’s Navn er en særlig Lov knyttet. Vi
tænker os, at der er fremkommet en
Fornemmelse, hidrørende fra en ydre Paavirkning, f.
Eks. en Trykfornemmelse, hidrørende fra en
Vægt, der hviler paa Haanden. Vi vil nu
undersøge, hvor meget man skal forandre denne
Paavirkning, for at vi skal mærke, at
Fornemmelsen af Trykket er vokset. En saadan
Undersøgelse giver for det første til Resultat, at
Tilvæksten i Paavirkningen skal have overskredet
en vis Størrelse (Forskelstærskelen), for at man
skal kunne mærke Forskellen. For det andet
viser det sig (med Tilnærmelse), at
Tilvæksten altid er en og samme
Procentdel af Paavirkningens Størrelse. (Dette
Forhold kaldtes Weber’s Lov af Fechner). Hviler
der f. Eks. en Vægt paa 25 g paa Haanden,
skal man maaske lægge 3 g (= 12 %)
yderligere paa, for at Trykfornemmelsen skal blive
mærkbart stærkere. Hvis den opr. Vægt havde
været 100 g, vilde man ikke kunne have nøjedes
med at lægge 3 g mere paa, men maatte op
til 12 g (= 12 %), for at opnaa en netop
mærkbart Forskel. Paa Grundlag af saadanne
Erfaringer har Fechner ved Hjælp af visse
Betragtninger skaffet sig et Udtryk for
Fornemmelsens Styrke ved Hjælp af
Paavirkningens. Dette gaar ud paa, at Fornemmelsen (E)
er proportional med Logaritmen til Forholdet
mellem Paavirkningen (P) og
»Tærskelpaavirkningen« (Po) (d. v. s. den mindste Paavirkning,
der netop lige giver en Fornemmelse). E = c .
log (P/Po). Loven siger, at med tiltagende
Paavirkning tiltager Fornemmelsen i Styrke, men
at den tiltager langt svagere end
Paavirkningen; hvis f. Eks. Paavirkningen (P) gaar fra
at være 10 til 100 til 1000 Gange Tærskelpaavirkningen (Po) tiltager Fornemmelsen
kun fra 1 til 2 til 3. Denne Paastand
kaldes Fechner’s Lov eller den psykofysiske
Grundformel. I Tilknytning til Fechner’s
Arbejde er Metoderne til at bestemme
Forskelstærskler og Synspunkter vedrørende de
Fejlkilder, der gør sig gældende under Forsøgene,
stadig blevet udviklede, og der har været ført
en indgaaende Diskussion vedrørende de
Betragtninger, paa hvilke Udledningen af
Fechner’s Formel hviler. Ved Psykofysik
forstod Fechner den eksakte Lære om Forholdet
mellem Legeme og Sjæl, og han opfattede sin
ovenanførte Formel som et Udtryk for dette
Forhold. Senere er man nærmest blevet
tilbøjelig til at opfatte det logaritmiske Forhold som
noget fysiologisk, der angaar Forholdet mellem
Paavirkningerne paa det ydre Sanseorgan og
den nervøse Proces i Centralnervesystemet.
For at give et lille Indblik i
eksperimentalpsykologisk Arbejdsmaade kan det som et
Eksempel nævnes, at hvor man undersøger
Hukommelsen, benytter man ofte meningsløse
Stavelser af Typen res, mib, lat, o. s. v. Af
saadant Materiale kan man danne et stort Antal
ensartede, men indbyrdes forsk. Remser. Lader
man nu Forsøgspersonerne lære disse Remser
under ens Omstændigheder, idet dog en enkelt
Faktor er forsk., kan man ad denne Vej, naar
Forsøgsmaterialet er tilstrækkelig omfattende,
faa Indblik i denne Faktors Bet. Den varierende
Faktor kan f. Eks. være en forudgaaende
Nydelse af et bestemt Stof, Alkohol, Kaffe, Tobak;
den kan være Træthed, frembragt paa forsk.
Maade. Den varierende Faktor kan være
Tidspunktet, saaledes, at man kan sammenligne
Morgen- og Aftenarbejde. Den kan være
Antallet af Gange, de enkelte Remser gentages,
ell. den kan være Længden af Mellemrummet
mellem Indprægningen og Overhøringen,
foruden meget andet.
Hvor udmærket Hjælp Eksperimenter end har
ydet, og hvor mange forsk. eksperimentelle
Fremgangsmaader man end efterhaanden
raader over, maa man dog ikke lade sig
foranledige til at antage, at alle psykologiske
Problemer lader sig eksperimentelt behandle, og at
kun saadanne Undersøgelser, der hviler paa
Eksperimenter, har videnskabelig Værdi. F.
Eks. har man ganske vist inden for
Tænkningens P. ad eksperimentel Vej efterhaanden
faaet rige Oplysninger om, hvorledes
Bevidsthedslivet forløber under Indflydelse af, at der
er stillet en bestemt Opgave ell. et Problem,
der skal løses. Men vil man have Oplysning om Arten af Problemer, der karakteriserer den
videnskabelige Tænkning, og hvad det er for
intellektuelle Tendenser, der tilfredsstilles ved
de Løsninger, som Videnskaben antager, da kan
man ikke gaa til Eksperimentet, men kan med
udmærket Udbytte raadspørge Videnskabernes
Historie.
Medens den nyere Fysik har ført til et stadig
mere enkelt Billede af den fysiske Natur, har
Udviklingen inden for P. ført til en stadig
Forhøjelse af Faktorernes Antal og Forøgelse af
Sammenspillets Rigdom i Billedet af
Bevidsthedslivet. Samtidig er det Indtryk af
Uberegnelighed og Tilfældighed, som maatte beherske
de ældre Psykologer, naar de ikke med Villie
og af Trang til Overskuelighed simplificerede,
veget for en i Enkeltheder gaaende levende
Erkendelse af, at det vil være muligt at
forklare enhver Ejendommelighed i
Bevidsthedsforløbet. Dette hænger sammen med, at hvor
man tidligere regnede med een Faktor, og hvor
det, der kunde være dens Følge, fra Tilfælde
til Tilfælde, var meget forskelligartet, har man
ofte ved at gaa mere i Enkeltheder fundet, at
det fra Tilfælde til Tilfælde var forskelligartede
Faktorer, der hver havde deres særegne
Følger. F. Eks. viste det sig ved ældre saakaldte
Reaktionsforsøg over den Tid, det tager at
besvare en Lydpaavirkning med en
Haandbevægelse, at der fremkom en Blanding af
forholdsvis lange og forholdsvis korte Tider.
Senere har det vist sig, at de lange Tider
fremkom, naar Forsøgspersonerne var optaget
af den kommende Lyd (sensoriel Reaktion), og
de korte Tider, naar de var optagne af den
Bevægelse, de skulde udføre (muskulær Reaktion).
Samtidig med, at den videnskabelige Analyse,
ved at adskille det, der kun tilsyneladende er
ensartet, har bragt Lovmæssighed for Dagen,
har den ogsaa haft noget andet til Følge.
Dagliglivets store Problemer, som man krævede et
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
