Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Pütter, Johann Stephan - Pytting - Pyttingvantet - Püttlingen - Pyuri - Pyxis (Beholder) - Pyxis (astron.) - Pyæmi - Pæan (d. s. s. Paian) - Pæan (Lovsang) - Pædagog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Systematiker. Sondringen mellem Forfatnings- og
Forvaltningsret er først hos ham gennemført med
stor Konsekvens og Klarhed; i »Dichtung und
Wahrheit« fremhæver Goethe netop P.’s
Klarhed. Paa den private Fyrsterets Omraade
gjaldt P. efter E. Landsberg’s Udtryk næsten
som et Orakel. Hans herhenhørende Værker —
Primæ lineæ juris privati principum speciatim
Germaniæ (1768 og senere), »Unterschied der
Stande, besonders des hohen und niederen
Adels in Teutschland« (1795) og det berømte
»Ueber Missheirathen Teutscher Fürsten und
Grafen« (1796) — er grundlæggende. Men P.’s
gennemførte juridiske Objektivitet fører ham
til en vis videnskabelig Kvietisme. Ligesom der
i Mennesket P. i Modsætning til Moser ikke var
Stof til en Martyr, saaledes bringer heller ikke
hans Værker — som Helhed i det mindste —
i deres Klamren sig til den bestaaende Ret Bud
om en kampivrig, frihedskær ell. reformlysten
Aand. Enkelte Afh., f. Eks. »Der
Büchernachdruck nach Grundsätzeni des Rechts geprüft«
(1774) og Tidsskriftartiklen »Ueber die
Rechtmässigkeit der Lotterieen« (1780) viser en
overraskende Originalitet og Tankerigdom. Som
Litteraturhistoriker har P. ydet Arbejder, der
endnu er uundværlige for Forskerne, saaledes
f. Eks. »Litteratur des Teutschen Staatsrechts«
(I—III, 1776—83) og »Versuch einer
akademischen Gelehrten-Geschichte von der
Georg-Augustus-Universität zu Göttingen« [I 1760, II
1788, fortsat af Fr. Saalfeld III (1820), IV af
G. H. Oesterley (1838)]. Ogsaa til den religiøse
Litteratur bidrog P., »Die christliche Religion
in ihrem wahrem Zusammenhange und in ihrer
Vortrefflichkeit« (1779) o. a. 1798 udgav P. sin
bekendte »Selbstbiographie« (I—II). I sine
sidste Leveaar var han aandelig svækket. (Litt.:
Robert von Mohl, »Die Geschichte und
Literatur der Staatswissenschaften« II
[Erlangen 1856], S. 425—38; Ernst Landsberg,
»Geschichte der Deutschen Rechtswissenschaft«
III, 1. Halvbind [München-Leipzig 1898], S.
331—53, Notebd. S. 217—24; F. Frensdorff,
»Die ersten Jahrzehnte des staatsrechtlichen
Studiums in Göttingen« [Göttingen 1887]).
Fz. D.
Pytting (Søv.), Tillægsbetegnelse til de
Dele, der tjener til Fastgørelse af Undervantet
til Skibssiden og Stængevantet til Undermasten.
Pyttingbolt kaldes den Jernbolt, med
hvilken det nederste Led i Rustkættingen er
boltet til Skibssiden. Pyttingvantet tjener
til Fastgørelse af Stængevantets nederste Del paa
en saadan Maade, at Trækket fra Vantet ikke
kommer til at gaa paa Randen af Mærset, men
paa Undermasten. Det har flg. Indretning:
Stængevantets nederste »Jomfruer« omfattes af
et Beslag, hvis Forlængelse, der er formet som
en Skinne — Pyttingskinne — vises
gennem Huller i Randen af Mærket; i Skinnens
anden Ende er et Hul, i hvilket Pyttingvantets
Tove er fastgjort ved en Hage —
Pyttinghage. Tovene er Jerntraadsstropper, der
i den nederste Bugt har en Kovs, der nejes til
Øjnene i et Beslag omkr. Masten —
Pyttingring. Pyttingvantet er forsynet med Vevlinger
som de andre Vant.
C. B-h.
Pyttingvantet, se Pytting.
Püttlingen [’pøtleŋən], Bjergværksflække i
Preussen, Rhin-Provinsen (Saardistriktet),
ligger 10 km NV. f. Saarbrücken. (1910) 16757
Indb. P. har Stenkulsminer og Teglværker.
(H. P. S.). O. K.
Pyuri, Optræden af Pus (Materie) i Urinen.
Pyxis (gr.), Daase ell. Kar med Laag, hvori
Hostien opbevares. Opr. var Daasen ganske
tarvelig, af Træ ell. Ben, senere blev den lavet
af Metal og blev da ofte smykket med
Ædelstene. Betegnelsen P. afløstes for øvrigt i det
senere Kirkesprog af Betegnelsen Ciborium
(s. d.).
A. Th. J.
Pyxis (astron.), se Kompasset.
Pyæmi (gr.) er Betegnelsen for en af
pyogene Mikrober (hyppigt Streptokokker eller
Stafylokokker) fremkaldt Infektionssygdom, der
med en lokal pusdannende (se Pus)
Betændelsesproces som primært Udgangspunkt har
bredt sig fra denne i Legemet og
fremkaldt ny, sekundære, pusdannende
Betændelsesprocesser i færre ell. flere Organer
(Abscesser i Huden, i Lymfekirtler, Muskler,
Knogler, Indvolde, Ledbetændelser o. s. v.). De
isekundære (metastatiske), purulente
Betændelser opstaar ved, at de pyogene Mikrober fra
den primære Proces gennem Blodkapillærer og
fine Lymfe- og Blodkar i større Mængde trænger
ind i Blodet og ved dettes Kredsløb spredes
over Organismen. Bakteriernes Transport og
Spredning kan tillige foregaa ved mindre ell.
større bakterieholdige Blodpropper, der løsnes
fra betændte Vener i det primære
Betændelsesomraade. P., der foruden lokale Fænomener
fremkalder stærkt udtalte almene
Sygdomstilfælde (deriblandt Feber med Kulderystelser
og høj Temperatur), er en overordentlig farlig,
hyppigt dødelig Sygdom og det voldsomste
Udslag af pyogene Mikrobers Tilstedeværelse i
større Mængde i Blodet (Bakteriæmi).
Langt hyppigere begrænses Bakteriæmiens
Virkning til Fremkaldelse af den som Septikæmi
(s. d.) betegnede Tilstand, ved hvilken de i
Blodet indeholdte Bakterier vel nok ved deres
Giftproduktion, ligesom ved P., foraarsager
voldsomme og yderst farlige Almensymptomer,
men ikke fremkalder metastatiske Betændelser.
I den nyere Tid, hvor Antiseptikens
Indførelse har hævet Behandlingsresultaterne ved
Infektion og Saarbetændelse til en tidligere
uanet Højde, er P. bleven en i civiliserede
Lande sjælden Sygdom, medens den i ældre Tid
forekom alm. i Hospitalsafdelinger og
Fødselsstiftelser og ofte optraadte endemisk i disse.
Johs. F
Pæan, d. s. s. Paian.
Pæan kaldtes hos Grækerne en Art Lovsang,
som blev sungen til Ære for Apollon og
Artemis, senere ogsaa for andre Guder. Den synes
opr. at have været mest i Brug hos de doriske
Folk. P. anvendtes ved forsk. Lejligheder, før
Slagets Beg., ved Maaltider og ved Ofringer.
H. H. R.
Pædagog (gr.), Opdrager, ogsaa Betegnelse
for Forfattere af pædagogiske Skr. Ordet
betyder egl. Drengefører, idet det i Oldtidens
Grækenland og Rom var Navnet paa den Slave
ell. Tjener, som havde Opsigt med Drengene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
