Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Radering
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Voksfakkel ell. en Petroleumslampe, tegner
man i den med Radernaale af forsk. Finhed,
saaledes at Redskabet danner Streg ned til
Metallet og blotter dette. Naar Tegningen er
færdig, indrammer man Pladen med en
opstaaende Rand af Voks ell. Kit og hælder den
over med et Ætsmiddel, tidligere Skedevand
(Latin: Aqua fortis — deraf Ordet »Aquafortist«
ɔ: Raderekunstner), nu som oftest Jernklorid.
Efter en kortere ell. længere Tids Forløb, efter
som man ønsker at ætse lettere ell. dybere,
skyller man Syren bort; ved yderligere
Dækning af Dele af Pladen kan man derefter
bevare disse mod Indvirkningen af et fornyet
Syrebad, der derimod ætser de udækkede Dele
dybere; for at opnaa en forsk. Styrke i
Liniernes Toner gentages denne Behandling ofte fl.
Gange. Naar Ætsgrunden derefter fjernes, vil
Tegningen findes fordybet i Pladen. Ofte gaar
Kunstneren Pladen efter ved at ridse i selve
Metallet umiddelbart med Naalen, bruger, som
det kaldes, den »kolde Naal«. Til mangfoldige
Raderinger, vistnok endog de fleste, er der
brugt saavel Ætsning som kold Naal samt
forskellige Redskaber: Dersom Kunstneren
ønsker at foretage en Rettelse, hvorved et eller
andet af det alt udførte maa svækkes eller
fjernes, lader dette sig gøre ved Hjælp af
Skraberen ell. af Polerstaalet. Alt som Værket
skrider frem, plejer Kunstneren af og til at tage
»Prøvetryk« for at se, hvad der alt er opnaaet,
og hvad der endnu mangler ell skal rettes.
Foruden ved Stregraderingen anvendes Ætsning
ved fl. a. Radermetoder. Ved
Akvatinta-Blade er Princippet det, at Pladen tilstøves
med Asfaltpulver, der ved maadeholden
Opvarmning bringes til at klæbe ved Pladen uden
dog at miste den kornede Karakter. Efter
Ætsning vil en saaledes præpareret Plade give en
jævn, tuschagtig Tone; ved gentagne
Ætsninger med behørige Dækninger af Ætsgrund kan
disse Toner varieres i Styrke. Denne Teknik
arvendes ofte i Forbindelse med alm.
Raderteknik og under mere sammensatte Processer,
end her er angivet. Ved Blade, udførte i
Crayon-Maner, føres forsk. Instrumenter, der
giver en punkteret Linie, navnlig Rouletten, hen
over Ætsgrunden; ved Ætsningen vil der
derefter dannes Streger, der er opløst i Punkter
og meget ligner Kridtstreger. Naar Pladen er
færdig, staar endnu et meget vigtigt Arbejde
tilbage, nemlig alt det, som vedrører
Mangfoldiggørelsen; af den Omhu og kunstneriske
Følelse, hvormed Trykningen gennemføres,
afhænger for en væsentlig Del det endelige Resultat.
Først og fremmest kommer det an paa,
hvorledes Pladen bliver forsynet med Farven.
Denne, der gerne bestaar af Linolie og fin Sod,
hældes ud paa den i Forvejen opvarmede
Plade og gnides ind, til man er vis paa, at alle
Fordybninger er fyldte. Drejer det sig nu om
en R., der væsentlig skal virke som en
Pennetegning, »renviskes« Pladen, saa Farven kun
bliver siddende i Furerne (flere af Rembrandt’s
snaa Landskaber o. s. v.; Lundbye, Kyhn’s
ældre Blade); tilsigtes der derimod en større
malerisk Virkning med gennemført
»Clairobscur«, gælder det at faa Farven saaledes
fordelt ogsaa uden for Linierne, at den rette
Afstemning af Lys, Skygge og Toneovergange, det
passende Forhold mellem kraftigere og svagere
Partier derved kan opnaas i Aftrykket.
Trykkeren, i hedste Tilfælde selv en Kunstner,
allerhelst endog den samme, selve R. skyldes,
arbejder altsaa paa fri Haand; deraf følger, at to
Aftryk af samme Plade aldrig er ganske ens,
ofte endog meget forsk. fra hverandre (de fleste
af Rembrandt’s Hovedblade). Forskellen mellem
Aftrykkene beror imidlertid ingenlunde alene
paa de bevidste ell. ubevidste Afvigelser i
Farvning og Viskning af Pladen; denne undergaar
nemlig ved Brugen saa væsentlige
Forandringer, at disse i og for sig er tilstrækkelige til at
volde den uhyre Forskel, der kan være paa
Værdien af, de bedste og de sletteste Aftryk af
samme R. Pladen lider, hver Gang den
udsættes for den kraftige Paavirkning af Pressen,
naar den med Papiret over sig føres frem
mellem dennes to roterende Staalvalser; endnu
mere, hver Gang der viskes; Linierne bliver
svagere og svagere, saa de bestandig daarligere
kan tage mod Farven; til sidst forsvinder de
lettere af dem helt, saa flere og flere af
Overgangene gaar tabt. Medens saaledes de lyse
Partier stadig breder sig og bliver endnu lysere
end opr., gaar Forandringen med de kraftigere
behandlede, mørkere, langsommere for sig, med
andre Ord, Kunstværket mister sin Harmoni,
det retteligt beregnede Forhold mellem Lys og
Skygge, samtidig med, at de enkelte Streger
kommer til at staa raat og dødt. En saaledes
misbrugt Plade giver selvfølgelig mere eller
mindre værdiløse Aftryk, og i Alm. vil det ikke
være til stor Nytte at »retouchere« den; mange
af de ypperste Radereres Plader (saaledes
Ostade’s) er dog i Tidernes Løb blevne saa
grundig opfriskede, at der saa at sige intet er
tilovers af Mesterens eget Arbejde. Af en
uforstaalet raderet Plade vil der sjælden kunne
tages mere end et Par Hundrede ordentlige
Tryk; drejer det sig om et Koldnaalsarbejde,
ofte kun en Snes Stykker ell. mindre. Nu er
det imidlertid alm. ad galvanisk Vej at give
Kobberet et fint Staalovertræk; naar dette er
sket, kan der tages Tusinder af Tryk.
Den ældste Raderkunst synes lige saa vel som
den ældste Kobberstikkunst at have Tilknytning
til Guldsmedearbejdet; ætsede Jernplader, dog
ikke Ibrugte til Aftryk, findes først paa
Rustninger og Vaaben fra Slutn. af 15. Aarh., men
allerede fra c. 1431 foreligger der en Recept
til Ætsning i Jern. Denne Teknik synes at være
udgaaet fra Italien og derfra at have bredt sig
til Tyskland, hvor Daniel Hopfer i Augsburg
er den ældste kendte Kunstner, der har taget
Aftryk af raderede Plader, rimeligvis endnu før
1500. Hans raderede Portræt af Conz v. d.
Rosen er gjort i de første Aar af 16. Aarh. Den
ældste daterede Radering er Urs Graf’s af en
Pige, der vasker sine Ben, fra 1513. Ogsaa A.
Dürer har udført en Række Jernraderinger, og
i hans Skole, bl. de saakaldte »Kleinmeister«, er
der frembragt talrige Raderinger i Jern, af
Brødrene Beham, Binck o. a. I Nederlandene
har bl. a. Lucas v. Leyden og D. Vellert tidligt
anvendt Raderteknikken, i Kobber. I Italien har
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
