Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Renæssance
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Renæssance [-’saŋsə, fr. rönæ’sã.s] (fr.),
ordret oversat: Genfødelse, kaldes den
aandelige Bevægelse, som fulgte efter Middelalderen
og paa mange Punkter brød med dennes
Traditioner og Idealer. I ital. Form, Rinascimento
(Rinascito) forekommer Ordet allerede hos
enkelte af Renaissancetidens Forfattere, og
Bevægelsen føltes som en Genfødelse af Oldtiden.
Det var da ogsaa som Oldtidsforfatternes
Lærlinge, at R.’s store Aander kæmpede sig frem,
og Bevægelsen skabtes i Italien, hvor Minderne
om den klassiske Antik havde holdt sig
stærkest og kædedes sammen med den vaagnende
Nationalfølelse. Den spirer hos Dante, der dog
endnu tilhører Middelalderen, og dens litterære
Banebryder er Petrarca (død 1375), den første
Humanist. Efter ham fulgte talrige andre
Humanister, Lærde og Digtere, der ivrigt
studerede og efterlignede den hedenske Oldtid.
Latinen blev det fornemste Sprog, Cicero den mest
beundrede Forfatter, men ogsaa det græske
dyrkedes; allerede Petrarca, der kun kunde
mangelfuldt Græsk, foretrak Platon for
Aristoteles, og allerede før Aar 1400 ansattes en
Græker som Lærer i Firenze; Italienerne var
fortrolige med den hellenske Oldtidslitteratur et
Par Aartier før Konstantinopels Fald, og
allerede i første Halvdel af 15. Aarh. genfandt og
afskrev Humanisterne den klassiske Litteratur,
som ved deres Arbejde reddedes fra
Undergang og efter Bogtrykkerkunstens Opfindelse
publiceredes. Men dette lærde Studium førte
langt videre end til Filologi og
Historieforskning. Italiens politiske og økonomiske Forhold,
Kappestriden mellem de mange Partier og
legitime ell. illegitime Magthavere fremelskede en
personlig Selvstændighed, som Haand i Haand
med de litterære Interesser og de antikke
Impulser førte til fri Individualisme.
Humanisterne og Fyrsterne fandt hinanden; de Lærde blev
Kancellister og Politikere. I Firenze, den
ledende By, samlede Cosimo di Medici en Kreds
af Lærde om sig, stiftede det Laurentian’ske
Bibliotek, der fik Navnet efter hans Søn
Lorenzo, og lod Marsiglio Ficino uddanne, Sjælen i
det platoniske Akademi. Andre Byer og Hoffer
fulgte Eksemplet, selv Rom, hvor Nicolaus V,
valgt 1447, var den første Renæssancepave, og
hvor senere Julius II og Leo X blev
Humanismens og Renæssancens store Mæcener, trods
den dybe Modsætning mellem Katolicisme og
Renæssance, der kunde føre ikke blot til
aandelig Frigørelse, men ogsaa til Tøjlesløshed.
Mange af Tidens litterære Skikkelser er
menneskeligt set hverken tiltalende i deres Privatliv
ell. i deres litterære Fejder, og den voksende
Skepsis over for Religion og Moral sammen
med den antikt paavirkede Begejstring for
Handlekraften (Virtu) æggede Smaafyrsterne
til Ugerninger. Selv en redelig og klog Mand
som Macchiavelli, der systematiserede Tidens
politiske Kløgt i sin Bog om Fyrsten, kunde
beundre Pavesønnen Cesare Borgia. R.’s indre
Kontraster personliggøres i de hedensk
tænkende og handlende Prælater og Paver i Tiden
nærmest før Periodens Afslutning.
Blomstringstiden i Firenze sluttede med Savonarola’s
Optræden, og den rom. R. afbrødes med Roms
Fald 1527, der snart fulgtes af Religionskampe
og Modreformation. Eftervirkningerne var dog
langvarige og vidtstrakte. De føles i den
efterfølgende ital. Litteratur, og i Løbet af 16. Aarh.
gaar R. sin litterære Sejrsgang gennem alle
Europas Lande, overalt vækkende
Begejstringen for klassisk Latin og Græsk og for antik
Kultur, ansporende til litterære, sproglige og
historiske Studier (Erasmus af Rotterdam).
Selv Luther’s Bibelkritik bunder i R.’s litterære
Studier, og skønt den frie Tanke overalt maatte
bøje Knæ for den ortodokse Religiøsitet, levede
R. dog videre i Universitet og Skole. R.’s
Studier af Oldtidens Filosoffer er Oprindelsen til
den nyere Tids Filosofi, og i R. ligger Kimene
til den moderne Naturvidenskab (jfr
Humanisme og Italien, »Litteratur«, S. 659 ff.
Ogsaa for den ydre Kultur har R. Bet. Ved
de ital. og fr. Renaissancehoffer lagdes
Grunden til den moderne Selskabeligheds Former,
og selv om man maaske her i vor Tid har haft
Tilbøjelighed til at drage Skellet mellem
Middelalder og R. for skarpt, er der et saare
vigtigt Omraade, hvor R. har haft en alt
overvejende Indflydelse, nemlig i Kunstens Verden.
Medens det litterære Aandsliv viste Vejen,
fulgte de bildende Kunster efter, og med Rette
er R. blevet det Stilnavn, hvormed Datidens
Kunst kendetegnes, baade Billedkunst,
Arkitektur og Kunsthaandværk. Ogsaa paa disse
Omraader gik Italien i Spidsen. Her havde
Gotikken ikke sejret saa absolut som N. f. Alperne,
og den ene kunstneriske Protorenæssance efter
den anden (Pisano, Giotto) viste Antikkens
Magt over Sindene; her stod de rom. Ruiner,
der nu fremdroges og studeredes, og her var
Jorden rig paa skjulte Kunstskatte; i R.
spirer vor Tids Kunstsamlinger og Museer. R.’s
alment aandelige og spc. kunstneriske Centrer
er i paafaldende Grad identiske. Firenze blev
dens første, Rom dens anden Hovedstad, efter
hvilke andre ital. Byer trods al kunstnerisk
Rigdom dog først kommer i anden Række. Den
egl. R.-Stils første Fase,
Ungrenæssancen, begyndte c. 1400 i Firenze, hvor
Brunellesco virkede som Arkitekt, Ghiberti og
Donatello som Billedhuggere og Masaccio som
Maler. Gennem Quattrocentisternes ihærdige
Arbejder, Alberti’s Vitruvstudier, Arkitekternes
Fordybelse i de antikke Former og talrige
Billedhuggeres og Maleres Model- og
Perspektivstudier naaede man baade en dybere
Forstaaelse af Antikken og en hidtil ukendt Evne til
Iagttagelse og Gengivelse; det moderne
Portrætmaleri og Perspektivlæren er bl. R.’s store
Resultater. I Løbet af 15. Aarh. spredtes Stilen
over Italien; den ene By efter den anden kom
med i Bevægelsen, indtil endelig c. 1500
Højrenæssancens kortvarige Blomstring, der
væsentlig udfolder sig i Rom under Pavernes
Mæcenat, naaedes af Kunstnere som Maleren
Leonardo da Vinci, Arkitekten Bramante og især
Rafael og Michelangelo, den sidstnævnte paa
een Gang R.’s sidste store Høvding og
Barokkens Fader. Efter ham kan der vel tales om
en ital. Senrenæssance, og hvad
Arkitekturen angaar, trivedes en
teoretiserende-klassisk Retning ved Siden af den frie barokke,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
