Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ret
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
som menes bedst egnede for Statsdrift (Post,
Telegraf, Jernbane). Selvfølgelig bliver samlige
de saaledes af Staten overtagne Funktioner
retlig ordnede, og der fremkommer herved en
vidtløftig admin. R., der indgaar som Led i hele
den alm. Retsorden.
Mellem Retsreglen, der skal gælde for alle,
skal være saa klar og simpel som muligt og
eventuelt skal kunne gennemtvinges ved Magt,
og som derfor maa være til en vis Grad abstrakt
og massiv, maa bortse fra Nuancer og knytte
sine Virkninger til nogenlunde haandgribelige,
bevislige Fakta — og Moralloven, som veksler
efter den enkeltes Temperament, Opdragelse og
Anskuelser, som kan regne med de finest
nuancerede Hensyn, og hvis Haandhævelse er
overladt til den enkeltes Samvittighed, maa der
uundgaaelig let kunne komme
Uoverensstemmelse. Som Regel vil denne Uoverensstemmelse
dog kun bestaa deri, at Retsreglen optræder
som en Slags Minimumsmoral, der kun kræver
lidt, hvor Moralloven kræver meget, men
samtidig stiller det frit for enhver at opfylde det
mere, som dem moralske Lov kræver, ell. bestaa
deri, at Retsreglen giver en Beføjelse, som
Moralloven forbyder at benytte, men som
Retsreglen heller ikke kræver benyttet. En egl. Konflikt
opstaar først, naar Loven ligefrem paabyder
Foretagelsen af en Handling, som Moralen
forbyder, ell. omvendt forbyder Foretagelsen af
Handlinger, som den moralske Følelse kræver
foretagne; og selv naar saadanne Tilfælde
undtagelsesvis forekommer, vil en mere
fremskreden Retsordning gerne frembyde Ventiler
(Dispensation, Benaadning), ved hvis Hjælp
alvorligere, dyberegaaende Konflikter kan løses ell.
dog mildnes.
Midt mellem Retsreglen og den enkeltes
Morallov ligger Konveniensen, den sædvanemæssige
Moral, den Moral, der i Samfundet
almindeligvis — ikke just doceres, thi den, der doceres,
ligger gerne et Par Grader højere — men
praktiseres, den, som maa følges af den, der ønsker
at blive anset for »en pæn Mand«, »et ordentligt
Menneske«. Den er gerne mindre abstrakt og
massiv end Retsreglen og paa den anden Side
mindre ømtaalig og nuanceret end de finere
Naturers Morallov. Den løber i Reglen saa
nogenlunde parallelt med Retsreglen, saaledes
at den paa den ene Side jævnlig paabyder at
gaa et Stykke videre i Opfyldelsen af Pligt, end
Retsreglen foreskriver, og paa den anden Side
forbyder at gaa saa vidt i Udnyttelse af
Rettigheder, som Retsreglen tillader. Men, løber den
undtagelsesvis paa tværs af Retsreglen, saaledes
at den tillader, hvad Retsreglen forbyder, ell.
saaledes at den med Styrke kræver ubetinget
forbudt, hvad Retsreglen paabyder ell. tillader,
er dermed gerne vedk. Retsregels sidste Time
slaaet. Retshaandhævelsen sker jo nemlig i det
hele og store mindre gennem Politi og Domstole
end gennem den offentlige Menings Tryk.
Forsvinder dette Tryk, idet alle er enige om at anse
en vis Retsregels Forbud ell. Paabud for
urimeligt, gaar al Kraften af denne. De Paagældende
vil trykke sig ved at rejse Tiltale ell. privat
Søgsmaal, Domstolene vil søge Udveje til
Frifindelse ell. i alt Fald søge til Minimum af Straf
ell. Erstatning, og den Ringeagt, som ellers
følger Lovovertræderen i Sager af nogen Bet., vil
udeblive. Paa den anden Side vil den, der
forsøger at benytte en ham ved Lovgivningen
hjemlet Ret, som alle er enige om, ikke burde
indrømmes nogen, let alle Vegne støde paa
saadanne Hindringer og møde saadan Misbilligelse,
at han taber Lysten til at benytte sig af
Lovreglen, der saaledes synker ned til at blive et
dødt Bogstav.
Fra de ti Buds ell. de tolv rom. Lovtavlers
Tid til Nutiden er Retsreglerne efterhaanden
voksede ud til en uoverskuelig Masse. I hvert
enkelt Land for sig er det ene tykke Bind af
Love, Anordninger, Vedtægter og Instrukser føjet
til det andet. Jævnlig er disse Retsreglers Ord
— som al Skrift og Tale — mere ell. mindre
utydelige, og dermed er da Muligheden for flere
Forstaaelser given (Fortolkning); og har Reglen
efter sine udtrykkelige Ord en snævrere
Anvendelse, end dens Tanke, dens Grundsætning
kræver, maa Omraadet for dens Anvendelse udvides
gennem Analogi. Ind mellem det hele slynger
sig derhos mangfoldige Sædvaner, der
efterhaanden har opnaaet retlig Karakter. Hertil
føjer sig saa Teoretikernes Forsøg paa at
systematisere og klarlægge, men paa den anden Side
ogsaa deres indbyrdes Stridigheder om, hvad
der er Lovens rette Fortolkning, og ved hvilke
Analogier ell. ved hvilke Betragtninger fra
»Forholdets Natur« Lovgivningens Huller rettest bør
udfyldes. Endelig er der Domstolenes talløse
Afgørelser af Enkelttilfælde — Afgørelser, der paa
tvivlsomme Omraader undertiden har Held til
at følge faste, klare Linier og saaledes i
Virkeligheden skabe ny Ret ell. i hvert Fald sætte
klar Ret i uklar Rets Sted, men undertiden
ogsaa opløser sig i lutter konkrete Skøn og
undertiden atter skriger til hinanden i vild indbyrdes
Disharmoni. Og trods hele den saaledes gennem
Aarh. fortsatte Retsdannelse bringer Nutidens
forviklede Samfundsliv i endeløs Opfindsomhed
hver eneste Dag ny Kombinationer og ny
Problemer, som kræver retlig Løsning, men som
ingen Lov, ingen Anordning, ingen Forfatter,
ingen Dom nogen Sinde før har beskæftiget sig
med, end sige løst. Den Mand er derfor heller
ikke født, der selv blot for et enkelt Lands og
et enkelt retligt Emnes Vedkommende formaar
med Sikkerhed at besvare ethvert ham forelagt
retligt Spørgsmaal.
Det skulde efter dette synes ganske urimeligt
at opstille den Sætning, at enhver formodes at
kende Loven. Alligevel hævdes denne Sætning i
stort Omfang ogsaa af den moderne Stat og maa
hævdes af denne, da det selvfølgelig vilde virke
opløsende paa enhver Retstilstand, om
Ukendskab til Loven var lovlig Undskyldningsgrund
for ikke at efterkomme dens Paabud ell. fritog
Vedkommende for overhovedet at faa sine
Forhold bedømte efter den. Og naar denne Sætning
i sin Gennemførelse i Virkeligheden ikke føles
som een stor levende Uret, beror dette navnlig
derpaa, at der i alle de ganske jævne,
dagligdags, ensformige Forhold ikke Mand og Mand
imellem er megen Tvivl om, hvorledes Loven er,
ell. rettere sagt, hvorledes man skal indrette sig
for at være paa den sikre Side af den (enhver
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
