Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - retløbende - Retningskegle - Retor - Retorik - retorisk - Retorsion - Retorsion
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
retløbende ɔ: i samme Retning som Solens
aarlige Bevægelse, altsaa med Tegnene eller fra
Vest mod Øst.
J. Fr. S.
Retningskegle, Retningsplan, se
vindskæve Flader.
Retor (gr.), Taler; ogsaa Lærer i
Veltalenhed. I den klassiske Oldtid udviklede
Talekunsten sig tidligst paa Sicilien og kom derfra bl. a.
ved Gorgias til Athen og dyrkedes af Sofisterne.
I Athen naaede den attiske Veltalenhed sin
højeste Blomstring; der nævnes en Række store
Talere som Antifon, Lysias, Isokrates,
Demosthenes, Aischines o. a. (se Grækenland,
»Litteratur« S. 219 ff.). Af denne Praksis fremgik
Lærere i Veltalenhed som Isokrates (hvis Hus var
som en Skole for hele Grækenland) og
Aristoteles, der begge udformede Veltalenheden til en
egl. Kunstform. Aischines gik, da han fordreves
fra Athen, til Rhodos og grundede her den
berømte rhodiske Skole, der søgtes af Disciple fra
hele Grækenland. Denne bevidste praktiske og
teoretiske Dyrkelse af Veltalenhedens Kunst
førte naturligvis til forsk. Retninger i Retorikken,
af hvilke særlig fremhævedes den attiske, der
var ædruelig og tør, den asianiske, der var
blomstrende og svulstig, og den rhodiske, der
fulgte en forstandig Mellemvej. Der forfattedes
ogsaa Lærebøger i Retorik (saaledes af
Anaximenes fra Lampsakos, Aristoteles, senere
Hermagoras o. a.); og Mark Aurelius oprettede
endogsaa en Lærestol i Retorik i Athen. — Rom
lærte den egl. kunstmæssige Veltalenhed af
Grækerne, og efter nogen Modstand mod den øvede
man sig i Veltalenhed efter græske Mønstre, fik
Lærere i Retorik, mest frigivne, ell. gik til
Grækenland for at høre de berømteste Lærere og
skrev Anvisninger for Talere; særlig er
Quintilian’s Institutio oratoria et Hovedværk i
Retorikken. Rom’s Historie mindes en Mængde store
Talere som Servius Sulpicius Galba, den yngre
Gracchus, Marcus Antonius, Cicero, Pollio,
Cæsar, men kun af faa rom. Talere har vi
fuldstændige Taler, fra den ældre gode Tid kun af
Cicero, den yngre Plinius og Quintilian og fra
den senere Tid af enkelte saakaldte
Panegyrikere, hvis Taler vidner om Veltalenhedens
Forfald. (Litt. Nyere Samlinger af de ældre
græske R.’s Værker ved Walz [9 Bd., Stuttgart
1833—36] og L. Spengel [3 Bd., Leipzig
1853—96]; Rhetores latini minores ved Halm
[Leipzig 1863]; Volkmann, »Die Rhetorik der
Griechen und Römer, in systematischer Uebersicht
dargestellt« [2. Opl., 1874]).
Cl. W.
Retorik (gr.), Talekunstens Teori ell. Lære
i Veltalenhed, der i den græsk-rom. Oldtid kun
omhandlede den egl. Tale, den politiske Tale,
Talen for Domstolene og Festtalen. R. omfattede,
da den havde naaet sin fuldkomneste Form, 5
Dele: inventio, ɔ: Opfindelsen af Emnet,
dispositio, ɔ: Anordningen, elocutio, Udtrykket,
memoria, Indprentning i Hukommelsen, og actio,
Foredraget. Senere hos Romerne efter Quintilian
udvidedes Begrebet R., og den omfattede nu
den hele, saavel skriftlige som mundtlige
prosaiske Tankefremstilling. Som saadan var den i
Middelalderen en af de 7 »fri Kunster«. Efter
Reformationen repræsenteredes dette Fag ved
Melanchton’s Lærebog i R., indtil denne maatte
vige Pladsen for andre, i Slutn. af 18. Aarh.
saaledes Ernesti’s Initia rhetorica, der danner
Overgangen til disse Lærereglers Anvendelse paa
Modersmaalet, særlig den skriftlige Stil; Stilistik. I
den nyere Tid er R. ganske forsømt, næsten en
uddød Disciplin; men da den moderne Tids
Forhold atter lægger Vægt paa Bet. af den levende
Tale, i parlamentariske Forsamlinger og i
mundtlig Procedure for Domstolene, vil
Veltalenhedens Nytte og Praksis rimeligvis atter
fremkalde en ny R., en Lære, der logisk
besinder sig paa Veltalenhedens Virkemidler og
Former. (Litt.: Wackernagel, »Poetik, R.
und Stilistik« [Halle 1873]).
Cl. W.
retorisk efter Retorikkens Regler; ogsaa
veltalende.
Retorsion (lat.) betegner den ærefornærmede
Persons Tilbagegivelse af Fornærmelsen til
Fornærmeren (»Det kan Du selv være«, »det er
Løgn« o. l.). D. Strl.’s § 219 foreskriver, at
Domstolene i dette Tilfælde skal være
herettigede til enten for den ene ell. begge Parter
at lade Straffen ganske ell. til Dels bortfalde.
I øvrigt fremtræder R.’s Princip ogsaa i
Lovbestemmelser, der foreskriver nedsat Straf for
Voldshandlinger, endog Drab, begaaet i en ved
Mishandling ell. grov Fornærmelse mod
Voldsmanden (Drabsmanden) eller hans Nærmeste
fremkaldt oprørt Sindsstemning (D. Strl.’s §§
205, 187, 189, 191), og i Straffelovsudkastet 1923
samt Regeringsforslaget 1924 er R.-Princippet for
saa vidt alm. gjort, som Straffen for enhver
Forbrydelse, der er udført i en af den
Skadelidende ved retstridigt Angreb ell. grov
Fornærmelse fremkaldt oprørt Sindsstemning, kan
nedsættes uden Minimalgrænse.
A. Gl.
Den norske Straffelov af 1902 bestemmer i
§ 228: »Er en Legemsfornærmelse gengældt med
en Legemsfornærmelse, ell. er ved en saadan en
forudgaaende Legemsfornærmelse ell.
Ærekrænkelse gengældt, kan den lades straffri«, — og i
§ 250: »Er Ærekrænkelsen fremkaldt af den
Fornærmede selv ved utilbørlig Adfærd eller
gengældt med en Legemsfornærmelse ell.
Ærekrænkelse, kan Strafbortfalde«.
K. Ø.
Retorsion er i Folkeretten en skadegørende,
men i Modsætning til Repressalie (s. d.) i sig selv
retmæssig Handling, som: en Stat foretager mod
en anden til Gengæld for en af denne retmæssig
truffen skadelig Foranstaltning. Da Rusland
inden Krigen med Japan 1904 udelukkede jap.
Fiskere fra Søterritoriet ved Sachalin, truede
Japan som R. med til Gengæld at forhøje
Tolden paa russiske Varer, hvorpaa Rusland gav
efter. Som andre Eksempler paa R. og paa
Handlinger, der kan give Anledning til R., kan
nævnes skærpet Pastvang, Forbud mod
Udlændinges Erhvervelse af fast Ejendom, Forhøjelse
af Havneafgifterne, fremmede Værdipapirers
Udelukkelse fra Børsnoteringen o. s. v. En og
samme Handling kan være baade R. og
Repressalie, alt efter som Staten overfor en anden
Stat er forpligtet ell. ikke til at undlade den,
saaledes Krav om Sikkerhedsstillelse for
Sagsomkostninger som Betingelse for Udlændinges
Adgang til at anlægge Sag.
Spørgsmaalet om, hvilken Statsmyndighed der
er beføjet til at tage Beslutning om
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
