Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Retskrivning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Boberg, »Den danske Retskrivnings Historie«
[1895]).
(P. K. T.). O. Jsp.
Den ovf. omtalte Stockholm-Kongres har for
den norske R. kun været af liden Bet.
Vistnok er enkelte af de af samme foreslaaede
Ændringer efterhaanden blevne gennemførte
ogsaa i Norsk, men i det hele gaar de
reformatoriske Tendenser, som i den sidste
Menneskealder har gjort sig gældende i Norge paa
R.’s Omraade, i en stik modsat Retning af den
skandinavistiske, idet de tilsigter en
Fornorskning af Skrivemaaden, som alt mere skiller
denne fra den danske. Tre Principper kan
siges at blande sig og gaa Haand i Haand i den
Kamp, som har været ført mod den
traditionelle Ortografi: det nationale, som ledes af
Hensyn til Landsmaalet; det demokratiske, hvis
Norm er Dagligtalen; og det pædagogiske, hvis
Maal er igennem en hensigtsmæssig R. at lette
Forstaaelse og Oplæsning.
Som bekendt afviger den naturlige norske
Udtale stærkt fra den danske Skrivemaade,
som lige fra den nynorske Litteraturs Beg. i
16. Aarh. har været alle Skrivendes Rettesnor.
Efterhaanden som man fik Øjet op for, hvor
unaturligt det var at tvinge Oplæsning og
Foredrag ind under den danske Lydbetegnelse,
begyndte Norskheden at gøre sin Ret gældende
ogsaa lige over for Skriftformen. Bl. de første
Talsmænd for en ægte norske R. er særlig at
nævne Overlærer K. Knudsen, der fremfor
alt krævede de haarde Konsonanter
gennemførte i Skrift som i Tale. Ogsaa i den senere
Tid er det i første Række Skolemænd som
— af pædagogiske Hensyn — har kæmpet for
R.’s gradvise Fornorskning. 1893 stiftedes
»Norsk Retskrivningssamlag« med det
Formaal at virke for en mere lydtro Skrivemaade;
men dets Virksomhed blev kortvarig og affødte
kun et Par Smaaskrifter. Mere brændende blev
Spørgsmaalet, da i 1808 J. Aars, S. W.
Hofgaard og Moltke Moe indsendte til
Kirke- og Undervisningsdepartementet en
Redegørelse »Om en Del Retskrivnings- og
Sprogspørgsmaal«. Herpaa afgav efter
Departementets Anmodning A. Western, Hj. Falk og J.
Nicolaisen deres »Betænkninger«, hvilke atter
fremkaldte »Et Gensvar i Retskrivningssaken«
af S. W. Hofgaard. I det flg. Aar optog
»Pædagogisk Samfund« i Kria Sagen til Diskussion.
Af de forsk. Indlæg i denne kan nævnes:
Moltke Moe, »R. og Folkedannelse« og »Norsk og
dansk Sprogdragt«. Fra Modstandernes Lejr
er at fremhæve en Rk. Artikler af J. Storm
i »Aftenposten« for 1900 og 1903. For at
sondere Stemningen udsendte
Kirkedepartementet 1900 en Rundskrivelse til Skoler og
interesserede Foreninger med Opfordring til at
besvare en Del Spørgsmaal ang. Skolernes R.
De stærkt afvigende Anskuelser bevirkede, at
Autoriteterne foreløbig ikke foretog noget
definitivt Skridt.
Paa den norske Regerings Valgprogram
Sommeren 1906 var en af Posterne:
Skriftsprogets Fornorskning, og i Sammenhæng med
dette overdrog Kirkedepartementet Høsten s.
A. til Skolebestyrer J. Aars og Rektor Nygaard
at udarbejde Forslag til
Retskrivningsforandring paa et nærmere aftalt Grundlag. Dette
Forslag blev lagt til Grund for den kgl. Resol.
af 19. Febr 1907; ved denne blev den ændrede
R. paabudt for alle Regeringens Kontorer fra
1. Jan. 1908. Denne R. blev hurtig den eneste
officielle, anvendt i al offentlig og kommunal
Forvaltning, i Skoler og de fleste Aviser. Den
væsentligste Del af Reformen var
Gennemførelsen af de haarde Konsonanter efter lang
Vokal i alle de Ord, hvor den haarde
Konsonant lyder i dannede Folks omhyggelige, men
ukunstlede Dagligtale f. Eks. i aapen,
bruke, mat o. s. v. Mange valgfri Former blev
for Sikkerheds Skyld opførte: bok og bog,
eple og æble, hat og had o. s. v.
Konsonantfordobling var før alm. i Egennavn:
Folgefonn, Voss, Finn, Odd; den blev nu indført
i en Del særnorske Ord, især ved saadanne,
hvor Fordoblingen kunde afværge Tvetydighed
ell. Fejllæsning: bukk, fett, viss m. fl.
Ogsaa i Bøjningsformer: bodd, sydd,
trodd, brutt, flatt, vaatt, søtt (Neutr.
af Adj. med lang Vokal). Korte Former blev
indførte i en hel Del Ord: fjær, for, kule,
pæl, m. fl.; ogsaa lær, far, klær (ved
Siden af læder, fader, klæder). I
Verberne er disse korte Former endnu mere
fremtrædende: bli, blit, dra, gi, git, ha,
hadde, hat, ta, tat. I Bøjningsformer
gennemførtes saa vidt muligt de norske
Dagligtalens Former: griser, hester,
stokker, vægger, baater, o. s. v.;
Intetkønsord i vid Udstrækning uden Endelse:
forhold, bilag, og (valgfrit) ogsaa: land,
hus, fjeld m. fl. I Verbalbøjningen
gennemførte Forslaget Fortidsendelsen -et (for -ede
ell. -ed) i Ord som kaste, passe, elske
o. s. v.; i Ord som bo, sy, naa, strø
gennemførtes Fortidsformer som bodde, sydde,
bodd, sydd o. s. v.
1909 fremlagde en Komité (H. Eitrem,
Amund B. Larsen og S. Schjøtt) et Forslag til
Udjævning af en Del Forskelligheder mellem
Landsmaalets og Rigsmaalets R., saaledes at
de fælles Ord i vid Udstrækning blev skrevne
ligt. Da der var gaaet saa kort Tid siden den
forrige Retskrivningsreform, anbefalede ikke
Myndighederne Forslaget.
Den officielle R. for Landsmaalet blev
efterhaanden gennemført i Skolebøger, i
Administration og i de fleste Bogværker, som
udkom med Offentlig Understøttelse. Uden for
dette Omraade herskede der megen Frihed og
Usikkerhed. Særlig har den saakaldte
»Midlandsform«, som Arne Garborg og Rasmus Flo
foreslog 1899, vundet en betydelig Udbredelse,
især i Skønlitteraturen. Dens vigtigste
Kendemærke er: delt Infinitiv og delt Form af svage
Hunkønsord (a i Ord mod opr. kort
Rodstavelse, e i Ord mod opr. lang Rodstavelse);
endvidere in, ir, ur, i St f. en, er, or; r sløjfes
i bestemt Flertalsfcrm af Substantiver. Der har
desuden gjort sig gældende et stærkt Krav om,
at de to autoriserede R. (Rigsmaalets og
Landsmaalets) skal tage Hensyn til hinanden saa
vidt muligt. Som en Indrømmelse til dette Krav
blev der ved kgl. Resol. af 10. Juni 1910
tilladt en Del valgfri Former i Landsmaalets
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
