Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Richelieu, Andreas du Piessis de - Richelieu, Armand du Plessis - Richelieu, Jean Armand du Plessis de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
nationale Spørgsmaal havde hans Interesse, og
han var i nogle Aar Formand for
Danmarkssamfundet. Endvidere har R. været delagtig i
Bestyrelsen af vore mest betydende
Aktieselskaber, saasom Østasiatisk Kompagni, Det
forenede Dampskibsselskab, Burmeister & Wain
m. fl.
C. B-h.
Richelieu [ri∫ö’liø], Armand du Plessis,
Hertug af, Sønnesøn af nedenn. L. F. A. R., f.
25. Septbr 1766, d. 17. Maj 1822. Han hed opr.
Hertug af Fronsac, udvandrede 1789 til
Rusland og udmærkede sig 1790 i Krigen mod
Tyrkerne, særlig ved Ismails Indtagelse. 1792 var
han i Wien og Berlin som Kongehusets Agent
og fulgte 1793 med Emigranthæren mod
Frankrig, men drog snart tilbage til Rusland, hvor
han 1803—13 var Guvernør i Odessa og havde
væsentlig Del i Byens Opblomstring (der
rejstes derfor 1826 et Mindesmærke for ham). 1814
kom han tilbage til Frankrig, blev Pair og
Kongens Kammerherre; fulgte Marts 1815
Ludvig XVIII til Gent og blev i Septbr Første- og
Udenrigsminister. Han sluttede den anden
Paris-Fred og udvirkede 1818 paa Kongressen i
Aachen, nærmest ved sin Indflydelse hos
Kejser Alexander I, at de fremmede Tropper
rømmede Landet, og at Frankrig igen kunde
indtræde i Stormagternes Raad samt optoges i
den hellige Alliance. Uagtet sin strengt
monarkiske Holdning styrede han ret maadeholdent
og blev derfor Decbr 1818 fortrængt fra
Magten af de yderlige Royalister (ligesom Thiers i
Miaj 1873). Da han var aldeles ubemidlet (han
havde 1802 opgivet sine Godser for at dække
sin Slægts Gæld), tilstodes der ham som
Nationalbelønning en Aarpenge af 50000 frc., som
han uegennyttig overdrog til et Hospital i
Bordeaux. Efter Hertugen af Berry’s Mord i
Febr 1820 blev han paa ny Førsteminister,
gennemførte en meget konservativ Valglov og fl.
Indskrænkninger i Friheden, men maatte
alligevel vige Pladsen for Royalisterne Decbr
1821. Crousaz-Crétèt skrev 1897 hans Levned.
E. E.
Richelieu [ri∫ö’liø], Jean Armand du
Plessis de, fr. Statsmand, f. 9. Septbr 1585,
d. 4. Dec. 1642.
R. er rimeligvis
født i Paris.
Han tilhørte en
adelig Slægt,
hvis
Hovedbesiddelse var
Godset R. i
Poitou, men som
hverken var rig
eller berømt.
Faderen
François du Plessis
de R. var
blevet
Høvedsmand for
Henrik III’s Garde
og sluttede sig
efter Henrik
III’s Død til
Henrik IV. Han udmærkede sig i dennes
Tjeneste, men døde allerede 1599. Moderen
Suzanne de la Porte tilhørte en anset
borgerlig Juristfamilie; efter Mandens Død var
hendes Stilling vanskelig, men ved Henrik IV’s
Hjælp lykkedes det hende at bevare Slægtens
Ejendomme. Den ældste Søn skulde overtage
disse, den næstældste være Bisp i Bispedømmet
Luçon, som Familien havde Ret til at besætte;
den yngstes, Jean Armand’s Fremtid syntes
derimod usikker; da han var 9 Aar gl, blev
han sendt til Paris, hvor han fik en
Undervisning noget bedre end den sædvanlige og derpaa
gennemgik et Akademi, hvor unge Adelsmænd,
som var bestemte til at gaa Krigsvejen,
uddannedes. Saa trak imidlertid den Broder, som
skulde have været Bisp, sig tilbage til
Klosterlivet, og det blev, da R. var 17 Aar gl, bestemt,
at han skulde have Bispedømmet. Efter nogle
faa Aars ivrige teol. Studier udnævntes han til
Biskop omtr. 21 Aar gl, 5 Aar før den lovlige
Alder; 2 Aar senere overtog han personlig
Ledelsen af Bispedømmet.
R. var og blev troende Katolik, og end mere
befæstedes han deri ved nært Venskabsforhold
til den stærkt religiøse Père Joseph. Han optog
derfor ogsaa med stor Iver og Dygtighed sin
Bispegerning, skrev Bøger til Troens Forsvar
o. s. v. Men hans Bispedømme var for ringe
et Omraade for hans Virketrang og
Ærgerrighed, og hvor stærke end hans religiøse
Interesser var, var de politiske dog endnu
stærkere. Allerede 1610 efter Henrik IV’s Død søgte
han ved en Rejse til Paris at vinde de
Styrendes Opmærksomhed. Det mislykkedes, men
4 Aar senere spillede han en ret fremtrædende
Rolle paa det sidste Stændermøde før
Enevældetiden, og Novbr 1616 opnaaede han at
blive Minister og at faa Ledelsen af Udenrigs-
og Krigsministerierne. Han havde vundet
Enkedronningen Marie af Medici’s Tillid, og det var
væsentlig hende, han skyldte sin Stilling. Men
allerede 1617 brast Marie af Medici’s Magt, og
Ludvig XIII styrtede det Ministerium, som
havde sluttet sig til hende. R. blev nu en Tid
Enkedronningens Raadgiver, og Følgen var, at de
ny Magthavere forviste ham først til hans
Bispedømme, siden til Avignon. Et Par Aar
syslede han især med religiøse Spørgsmaal, og
han skrev nu et Stridsskrift mod
Protestanterne; det var spidsfindigt som Tidens sædvanlige
teol. Indlæg, men udmærkede sig ved et vist
Maadehold. 1620 lykkedes det ham imidlertid
at gennemføre en Forsoning mellem Marie af
Medici og hendes Søn, Kong Ludvig, og fra
da af vandt han en stadig større Indflydelse i
de toneangivende Kredse. Han blev Kardinal,
og 1624 naaede han Ministerværdigheden. Da
han først var kommet i Forbindelse med
Kongen, vandt han hurtig en Indflydelse over
denne, som siden aldrig alvorlig rokkedes. Der er
Uenighed om, enten Ludvig XIII personlig følte
sig tiltrukket af R. ell. ikke; men vist er det,
at han fuldstændig sluttede sig til hans Politik.
R. har formet sit Program i Ordene: »Mit
første Formaal var Kongens Myndighed, mit
andet Rigets Storhed«. »Jeg lovede Kongen at
anvende alle mine Evner og al den Myndighed,
det behagede ham at give mig, til at ødelægge
det hugenottiske Parti, knække Stormændenes
 |
| J. A. du P. de Richelieu. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
