Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Richelieu, Jean Armand du Plessis de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hovmod, lære alle hans Undersaatter deres Pligt i
og hæve hans Navn bl. de fremmede Folk til
den Plads, det burde indtage«. Dette stemmede
ganske med de Anskuelser, som Ludvig XIII
med næsten religiøs Pligtfølelse følte sig kaldet
til at hævde, og han forstod snart, at ingen
kunde hjælpe ham bedre dertil end R. Denne
nærede paa sin Side en stor Ærbødighed for
Kongen, ogsaa for dennes Person; han søgte
hans Raad, og ofte var disse af ikke ringe Bet.
for R.’s Politik.
R.’s Udenrigspolitik havde fra først
af kun det Maal at vinde Sikkerhed for
Frankrig og hævde dets Anseelse, som den
foregaaende Tids usikre Politik havde svækket. Men
snart gik hans Tanker videre. Frankrigs hist.
og naturlige Grænser skulde genvindes, først og
fremmest Rhin-Grænsen. For at naa dette
maatte han vende sig mod Habsburgerne
baade i Østerrig og i Spanien. Dette betød, at han
maatte lade Frankrig tage Parti mod den kat.
Hovedmagt og støtte de protestantiske Stater,
som nu, i Trediveaarskrigens Tid, søgte at
fælde den. R. gjorde det uden Skrupler. Hans
Katolicisme var solid nok, men vigtigere end
Kirkens Interesser var dog for ham altid
Frankrigs. Derfor rettede han straks sin hele
diplomatiske Kunst mod Habsburgerne; med en
Smidighed og Overlegenhed, som hævede ham
over alle Tidens fremragende Diplomater, greb
han ind i Europas Politik til Gavn for
Protestanterne. Fra 1635, da de diplomatiske Midler
ikke forslog længere, traadte Frankrig ind i
Krigen som de protestantiske Staters Hjælper,
og sejrrig førtes i de flg. Aar Kampen mod
Habsburgerne. Da R. døde 1642, havde
Frankrig vundet Elsass, Artois og Roussillon,
Besiddelser, det siden alle beholdt ved Freden 1648.
Frankrig var nu for den alm. Bevidsthed
blevet Europas mægtigste Stat.
Med lige saa stort Held gennemførtes R.’s
indre Politik. Det blev her hans Opgave
at bryde enhver Magt, som kunde tænkes at
anvendes mod Kongens Myndighed. Den
farligste Modstander var Hugenotterne, der fra
Henrik IV’s Tid havde deres faste Organisation og
raadede over en Del Sikkerhedsstæder. 1625
begyndte R. Kampen mod dem, og 1629 var
deres Modstandskraft brudt. R. fratog dem
Sikkerhedsstæderne og berøvede dem deres Ret
til at holde politiske Forsamlinger, men deres
Religionsfrihed og deres Ligeberettigelse med
Katolikkerne blev uanfægtet; til Statens
Tjeneste antog han lige saa godt Protestanter som
Katolikker. R. vilde ikke indlade sig paa nogen
Art religiøs Forfølgelse, hvor meget han saa
end blev opfordret dertil. Han vilde kun
udbrede Katolicismen ad Overtalelsens Vej.
Utvivlsomt var dette det klogeste; netop ad denne
Vej opnaaede han, at bestandig fl. og fl.
fornemme protestantiske Familier gik over til
Katolicismen. Desuden vandt han derved, at han
kunde benytte i Landets Tjeneste en Mængde
dygtige Kræfter, som ellers vilde være gaaet
tabt. Og endelig bevarede han derved en vis
Sympati hos de protestantiske Magter, som han
skulde bruge mod Habsburgerne. Mere
langvarig blev Kampen mod de adelige og fyrstelige
Stormænds Uafhængighedstilbøjeligheder. I
mange Aar havde disse Stormænd været vant
til at gaa efter deres egne Hoveder uden
Hensyn til Kongen og hans Ministre. For dem var
denne myndige Minister, der resolut
krævede Lydighed, Genstand for den største
Forbitrelse. Gang efter Gang søgte de at styrte
ham. Kongens Broder, Gaston, droges ind i
Forsøgene derpaa, siden ogsaa Marie af
Medici, som mente, at R. skyldte hende at føje
sig efter alle hendes Ønsker, og som var højst
opbragt over, at hun blev skuffet i sine
Forventninger derom. Den ene Sammensværgelse
efter den anden stiftede de mod R. Fl. Gange
troede man at have vundet Kongen mod ham,
og enkelte Gange følte R. sig selv usikker. Men
hiver Gang sejrede hos Kongen
Overbevisningen om, at han vilde svigte sin Kongepligt, om
han lod den Mand falde, der evnede at tjene
Riget og Kongedømmet som ingen anden. Over
for disse Sammensværgelser gik R. frem med
stor Strenghed. Kongens Broder og Marie af
Medici maatte begge forlade Landet, og
mangen Stormand straffedes med Døden. Dette
skyldtes ikke personlig Hævnlyst; det var R.’s
stærke Tro paa Statsmagtens Hellighed, der
gjorde det til Pligt for ham at straffe enhver
Opsætsighed mod den saa haardt. For
Frankrigs Udvikling blev det af megen Bet., at han
med fast Haand kuede Adelen og vænnede den
til Lydighed. Et Led deri blev ogsaa Befalingen
om at nedrive alle Fæstningsværker, som ikke
tjente til Grænsernes Forsvar, hvad enten det
var adelige Borge ell. Bymure, og desuden
hans Forbud mod Duellerne, der hævdedes
med haarde Straffe. R. var ikke fri for
Standsfordomme; det var med Overvindelse af
personlige Følelser, han kuede Adelen, men
Kongens Magt var dog for ham langt vigtigere end
hans Standsfællers.
R. fjernede dog ikke blot Hindringerne for
Enevælden, men skabte ogsaa et solidt
Grundlag for den. Mest betød i Øjeblikket den store
Hær og stærke Flaade, han skabte. Men ikke
mindre betydningsfuld og følgerig blev hans
Omskabning af Embedsstyrelsen. Ministeriets
Organisation ændredes saaledes, at det kunde
virke hurtigere og kraftigere, og R. skabte for
sig selv en virkelig Førsteministerstilling. Den
selvstændigste Del af Embedsstanden,
Parlamenterne, mistede den Del i
Lovgivningsmyndigheden, de hidtil havde haft, og selv deres
Domsmyndighed indskrænkedes ved Anvendelse
af Kommissionsdommere. De fornemme
Guvernører, der hidtil havde haft Provinsstyrelsen,
mistede deres Magt og beholdt egl. kun en
Æresstilling. Den virkelige Magt kom til at
være hos Udsendinge fra Ministeriet:
Intendanterne, en Gruppe af borgerlige
Embedsmænd, stærkt afhængige af Regeringen, som
allerede før fandtes, men som først nu rigtig
fik Betydning.
Langt mindre interesserede R. sig for det
indre Reformarbejde, og Finansstyrelsen var
nærmest slet. Underskud og Statsgæld voksede
hurtig i hans Tid.
R. nærede en betydelig Interesse for
Aandsliv og Litteratur. Han skrev ikke blot Indlæg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
