Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Richter, Ole - Richter, Vilhelm - Richterit - Richterswil - Richthofen, Ferdinand, Freiherr v.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
til sidst, særlig paavirket af Kong Oscar, atter
tog tilhage. De Vanskeligheder, han herunder
voldte sin Regeringschef, skabte megen Mistro
og et temmelig spændt Forhold mellem dem,
og ogsaa andre Konflikter, samtidig og senere,
tog stærkt paa R.’s nervøse Sind. Som
Statsminister i Sthlm havde han haft at føre
unionelle Forhandlinger med den sv. Regering, efter
at den sv. Rigsdag i Marts 1886 havde vedtaget
en ensidig Ændring af de diplomatiske Sagers
Behandling, og Resultatet blev Protokollen af
15. Maj 1885, hvorefter vistnok Norges
sideordnede Medraadighed i disse Sager skulde
gennemføres, men dog selve
Udenrigsministerens Stilling som sv. Minister kunde tolkes som
rigsaktmæssig fastslaaet. R. havde ment
herved at handle i Overensstemmelse med sin
Regeringschef, medens denne kun havde villet
lade den faktiske Tilstand i saa Henseende
urørt. Modsætningen øgedes ved, at R. stemte
mod Fremsættelsen af Lovforslaget om
kirkelige Menighedsraad, og da dette Forslag 1887
var blevet forkastet af Odelstinget med
overvældende Flertal, sluttede han sig efter nogen
Vaklen til den Fraktion, som mente, at
Nederlaget burde have Følger for Regeringens
Sammensætning. Han fandt det derfor urigtigt, at
netop de Statsraader, som havde været mod
Kirkelovforslaget, i Febr 1888 blev drevne ud
og erstattede med Mænd, som ikke kunde
hidføre hele Venstres Samling om Regeringen,
og det var kun med Overvindelse, han af
Loyalitet mod den gamle Høvding lod sig bevæge
til at blive staaende i Regeringen. Da Venstres
Splittelse ved denne Krise var blevet
aabenbar, og Regeringen blev staaende tilbage med
et forsvindende Mindretal i Stortinget, hvad
der førte til det ene Nederlag efter det andet
i Voteringerne, forlangte R. hele Ministeriets
Afgang i Overensstemmelse med selve dets
parlamentariske Idé, og da han heri ingen
Tilslutning fik, søgte han Udvej fra en Situation,
som syntes ham mere og mere uholdbar. Han
vilde fremtvinge en Krise ved selv at forlange
sin Afsked 7. Maj 1888, men tog sin Beslutning
tilbage allerede faa Dage efter. Da saa
Bjørnstjerne Bjørnson 23. Maj offentlig oplyste, at R.
over for ham havde beskyldt Sverdrup for
usand Fremstilling af deres Forhold til 15.
Maj-Protokollen, blev det Sverdrup’s Tur til at
forlange R.’s Afsked, og denne blev indvilget i
Statsraad 6. Juni s. A. R. fandt herved hele sin
politiske Stilling kompromitteret, og alle
Partier slog Haanden af ham. Det fortaltes, at han
nu skulde udnævnes til Norges og Sveriges
Gesandt i London, og i den sv. Presse rettedes
i den Anledning voldsomme Angreb paa ham;
men nogen slig Udnævnelse blev der intet af,
thi den 15. Juni fandtes han død for egen
Haand i Ministerhotellet i Sthlm. Denne
Udgang vakte den voldsomste Bevægelse i den
norske Almenhed, og idet hans Selvmord
underlagdes politiske Motiver, rejste der sig i
Pressen og paa Folkemøder en bitter Strid om,
hvor Aarsagerne var at søge. Paa den ene
Side slyngedes Beskyldningen ud mod Johan
Sverdrup, som mentes navnlig m. H. t. 15.
Maj-Protokollen at have gjort sig skyldig i Ordbrud
over for R. og ogsaa paa anden Maade at have
gjort ham Livet uudholdeligt; paa den anden
Side anklagedes Bjørnson, som for at angribe
Sverdrup’s Politik havde offentliggjort R.’s
Meddelelse om det nævnte Ordbrud og derved
tilsyneladende bragt ham i Uoverensstemmelse
med sig selv, idet han i Febr 1888 offentlig
havde erklæret Sverdrup’s Vedbliven som
Ministerchef nødvendig. Striden bidrog ikke lidet
til at tilspidse Partimodsætningerne, navnlig
mellem de to Venstrefraktioner; den førtes i
alle Landets Blade hele Sommeren 1888 og
blussede atter op i Førstningen af 1889, indtil den
foreløbig afsluttedes med en Udredning af
Bjørnson i Septbr 1890. Iflg. Digterens egen
Erkendelse er R.’s Tragedie Grundlaget for den
dram. Fremstilling i Bjørnson’s Skuespil »Paul
Lange og Tora Parsberg« (1898), og dettes
Opførelse paa Nationalteatret i Oslo Efteraaret
1901 gav Anledning til en ny Avisfejde,
hvorunder Sverdrup’s Børn truede med Sagsanlæg
mod Forfatteren, hvad de dog senere frafaldt
som ufornødent over for de offentlig
fremdragne Oplysninger. — R.’s Gaard Rostad blev 1899
indkøbt af Foreningen til Modarbejdelse af
Omstrejfervæsenet til et Hjem for Omstrejferes
Børn under Bestyrelse af Frk. Ebba Astrup.
(Litt.: H. Koht, »Johan Sverdrup«, Bd I—III
[Oslo 1918—25]).
Halvdan Koht.
Richter [’rik-], Vilhelm, da.
Personalhistoriker, f. 4. Maj 1840 i Kbhvn, d. 30. Novbr 1911
smst. Blev Student 1859, cand. jur. 1865, var
1869—75 Assistent i Indenrigsministeriet, blev
Overretssagfører 1872 og beklædte Stillingen
som Forstander for det Harboe’ske
Enkefruekloster 1884—94. Han er kendt som Forf. af
en Række meget benyttede personalhistoriske
Haandbøger, saaledes »Juridisk Stat« (1871), der
kom i adskillige Udg., »Den danske Søetat
1801—90« (1894), »Den danske Landmilitæretat
1801—94« (1896—97), Examinati juris (1903) og
»Danske Postembedsmænd« (1907). Hans
Hovedværk er »Dødsfald i Danmark 1761—90« (1907)
og »Hundrede Aars Dødfald 1791—1890«
(1901—05). Det kgl. Bibliotek erhvervede hans
efterladte Samlinger i 32 Bd.
P. B. G.
Richterit [rik-], se Amfibolgruppen.
Richterswil [’rektərsvi.l],
Richterschweil, By i Schweiz, Kanton Zürich, ligger
smukt 23 km SSØ. f. Zürich paa den sydlige
Bred af Zürich-Søen og har Dampskibs- og
Jernbanestation. (1920) 4527 Indb. R. ligger i en
frugtbar Egn med Korn-, Vin- og Frugtavl,
og har fl. Bomulds- og Silkevæverier.
(H. P. S.). O. K.
Richthofen [’rektho.fən], Ferdinand,
Freiherr v. tysk Geograf (1833—1905). Sin
Uddannelse som Geolog fik han i Breslau og
Berlin. 1856—60 var han ansat i »Geolog.
Reichsanstalt« i Wien. 1860 deltog han som Geolog i en
tysk Ekspedition til Østasien, hvor han besøgte
Japan, Kina, Siam, Java og Filippinerne. Senere
besøgte han Kalifornien og Nevada. 1868—72
tilbragte han med geol. og geogr.
Undersøgelser af Kina og Dele af Japan. Efter sin
Tilbagekomst til Europa (1872) udarbejdede han
Resultaterne af sine storartede Undersøgelser.
1875 blev han Prof. i Geografi ved Univ. i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
