Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Richter, Ludwig - Richter, Ole
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Nr XIV; D. Koch, »R.« [1903]; W.
Hoffmann, »L. R. als Radierer« [Berlin 1923];
Koch, »L. R., ein Künstler f. das deutsche
Volk« [Stuttgart 1903]; »Katalog d. L. R.
Ausstellung« [Dresden 1903]; »L. R. an G. Wigand.
Ausgewählte Briefe« [Leipzig 1903]).
A. Hk.
Richter [’rik-], Ole (Jørgensen), norsk
Statsmand, født paa Gaarden Rostad i Inderøy,
Nordtrøndelag Fylke, 23. Maj 1829, død i
Stockholm 15. Juni 1888. Han tog »norsk« jur.
Eksamen 1847,
forberedte sig
derefter under
et to Aars
Ophold hos en
Farbroder i
Danmark til
Examen artium,
som han bestod
1849, og tog
1852 jur.
Embedseksamen,
alle med bedste
Karakter.
1853—55 var han
konstitueret
Sorenskriver i Stjør-
og Værdalen,
fik 1858
Bevilling som
Overretssagfører og autoriseredes 1861 som
Højesteretsadvokat, hvorefter han bosatte sig
som Ejendomsmand paa sin Fødegaard
Rostad, der i umindelige Tider havde været i
hans Mødreneslægts Eje. Ligesom Joh.
Sverdrup og Johs. Steen havde han tidlig gjort
Politikken til Genstand for et særligt Studium og
var bestemt paa at kaste sig aktivt ind i sit
Fædrelands politiske Liv; europ. Overblik vandt
han ved et langvarigt Ophold i England og
Frankrig (1855—56), hvor han navnlig satte sig
ind i disse Landes Retsvæsen, og ved fornyede
Udenlandsrejser 1860. Han lagde da ogsaa for
Dagen betydelig politisk Indsigt, allerede fra
han 1849 begyndte som Journalist i det af D.
Meidell grundlagte Vittighedsblad »Krydseren«,
og da han 1856—59 stod som Medredaktør ved
dettes Fortsættelse »Aftenbladet«, gjorde han
det hurtig til selvskrevet Organ for den
moderate politiske Opposition i og uden for
Stortinget; hans politiske Artikler havde en
Sagkundskab og en rammende Tyngde, som straks
gav dem Anseelse og Autoritet. Efter at han
havde nedsat sig i sin Hjembygd, blev han en
ledende Mand i dens offentlige Liv, og ved
første forefaldende Stortingsvalg stillede han sig
selv til Valg, ligesom Johs. Steen 3 Aar før
havde gjort paa Tromsø; han blev ogsaa valgt
og repræsenterede nu Nordre Trondhjems Amt
paa ølle Storting 1862—76. Allerede paa det
første Storting, hvor han mødte, vakte han
Opsigt (som en djærv, slagfærdig og grundig
Debattant, navnlig ved den Uforfærdethed,
hvormed han optraadte mod den konservative
Fører A. M. Schweigaard’s ofte anmassende Færd,
og lige fra Beg. af blev han anerkendt som en
af Oppositionens første Mænd. Radikal
Demokrat var han dog ikke; han vilde bygge
Landets Fremtid paa det industrielle og
jordbrugende Ejendomsaristokrati, og betegnende for
hans Opfatning var hans Lovforslag fra 1862
om en overordentlig stærk Begunstigelse af den
ældste Søn ved Overtagelsen af Faderens Gaard,
et Ferslag, som dog kun i meget afsvækket
Form gik igennem. Han saa sit politiske Ideal
i den rolig afvejede eng. Parlamentarisme, og
han søgte at skabe et tillidsfuldt og
hensynsfuldt Samarbejde mellem Storting og Regering,
bygget paa liberale Principper. Han kunde
derfor ikke altid gaa sammen med den mere
vidtgaaende demokratiske Opposition, som lededes
af Sverdrup, og skilte ved fl. Lejligheder sin
Sag fra den; sammen med den senere
Statsraad L. Daae stod han i Spidsen for den
saakaldte »intelligente Opposition«, som søgte at
hævde sig som et mæglende Centrumsparti i
Stortinget. Hans fremskudte Stilling viste sig
i, at han fra 1871—76 var Præsident i
Odelstinget og 1877—78 Præsident i Lagtinget, og
han var samtidig Formand i et Par af
Stortingets vigtigste Komiteer. Han lagde meget
Arbejde paa at fremme Indførelsen af
Juryvæsenet; han arbejdede for fuld
Religionsfrihed, for aarlige Storting, for Statsraadernes
Deltagelse i Stortingets Forhandlinger; han
forfægtede Norges Selvstændighedskrav i Unionen,
men var samtidig ivrig Skandinav og talte bl.
a. 1864 for Norges og Sveriges Indgriben i den
dansk-tyske Krig. Som Formand i
Justitskomiteen Nr 2 havde han Hovedfortjenesten af
den reviderede Kriminallov af 1874, og hans
Initiativ 1866 fremskyndede i høj Grad
Anlægget af Jernbanen Oslo—Trondhjem. Det blev
imidlertid et stærkere og stærkere Ønske hos
ham at træde for en Tid uden for det offentlige
Liv; Regeringens lidet imødekommende
Holdning over for Stortinget, særlig ved
Sanktionsnægtelsen i Statsraadssagen, havde drevet ham
til at gaa med paa det Mistillidsvotum af 1872,
som blev Udgangspunktet for den følgende Tids
Partideling i Venstre og Højre, og han syntes
sig henved bragt i en Stilling, som ikke i
Sandhed svarede til hans parlamentariske
Opfatning. Han kunde mindre og mindre samarbejde
med Sverdrup, som han kom i Modsætning til i
en Række Sager. Han havde 1872—76 været
Sorenskriver i Nordfjord, hvilket Embede han
dog p. Gr. a. sine offentlige Hverv aldrig kom
til at overtage (det bestyredes den længste Tid
af den senere Statsminister O. Blehr), og fra
1876 var han Byfoged i Trondhjem, hvilken
By han repræsenterede paa Stortingene
1877—78. Men 1878 lod han sig udnævne til Norges
og Sveriges Generalkonsul i London og var
dermed ude af norsk Politik, indtil Rigsretten 1884
havde fastslaaet Stortingets Sejr i den
konstitutionelle Strid. Han deltog nu i Arbejdet for
at danne et Kompromisministerium med
Anerkendelse af den saaledes frembragte Situation,
og efter at dette var mislykkedes, traadte han
som Statsminister i Sthlm ind i Sverdrup’s
Venstreministerium af 26. Juni 1884. Hans Stilling
var vanskelig, da hans Venstresind ikke
regnedes for utvivlsomt; desuden var hans
Helbred svækket, saa at han endog Sommeren
1885 indgav sin Afskedsansøgning, som han dog
 |
| O. Richter. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
