Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Riddervæsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
som det oftest hedder paa gl. Dansk, »af
Vaaben«. Riddermændsmænd.
Ridderlivet falder efter ovenst.
væsentlig sammen med Adelens Liv i Middelalderens
Midte. Ridderens Borg beherskede Omegnen
med sine stærke Fæstningsmure. Hovedtaarnet
(fr. Donjon, tysk Bergfried) indeholdt opr.
Beboelsesrummene. Fra 12. Aarh. fandtes der
dog gerne paa de større Ridderborge et
»Palas« i fl. Stokværk, hvoraf det underste
indeholdt Økonomirummene, det næste
Opholdsrummene, og det øverste Ridder- eller
Dansesalen. Fruerstuen (Kemenatet)
indeholdt Kaminen. I Nordens Adelsgaarde var
vistnok som Regel kun det faste Taarn af Sten,
de øvrige Bygninger var for det meste Lofthuse
af Træ ell. Bindingsværk.
I Fruerstuen voksede Drengen op til sit 7.
Aar. Derefter begyndte den egl. Opdragelse, der
først og fremmest gik ud paa Oplæring i al
Slags Idræt, fornemmelig Ridt, Jagt og først
og sidst Vaabenfærdighed. Omtr. i 12 Aars
Alderen maatte den unge Riddersøn hjemmefra for
at fuldende sin Uddannelse ved et ell. andet
Hof som Page (fr. Damoiseau, Varlet; tysk:
Knappe ell. Junkherr; i Norden
Smaadreng), der gjorde Tjeneste som Budbringer,
vartede op ved Maaltiderne o. s. fr. Hvad han
især skulde tilegne sig i denne ofte strenge
Læretid, var Høviskhed — et Ord, der
(ligesom den mere tyske Form Høflighed)
er dannet af Hof, som fr. courtoisie af cour.
I det hele betegnes R.’s Opkomst ved en ny
Fremvækst af alle Slags Anstandsregler og
Formler at overholde i godt Selskab. Herved
lagdes Grunden til en hel Side af det moderne
Kulturliv, og det er særlig denne Side af R.,
vi nutildags tænker paa ved Ord som
ridderlig og chevaleresque — ikke mindst i
Forholdet til Kvinden. Herimod betyder det lidet, at
de bevarede Anstandsregler fra Datiden
nærmest tjener til at vise, hvor langt man endnu
stod tilbage i ydre Kultur, f. Eks. m. H. t. at
spise ordentligt ved Bordet o. l. Ikke mindst
i Forholdet mellem Mand og Kvinde trængte,
som berørt, denne ny Anstandskultur igennem
og løb henimod Aar 1200 ud i en
Kvindedyrkelse, der er et af R.’s mærkeligste Fænomener.
Vistnok under keltisk Paavirkning trængte
Elskovsbegrebet sig frem paa en hidtil ukendt
Maade; Kærlighedens Almagt erkendtes paa
Trods af Slægts og Ægteskabs Baand, og en
hel Systematik af det erotiske Forhold mellem
Mand og Kvinde udviklede sig, fornemmelig paa
fransk Grund: mange Forfattere docerede
Umuligheden af Elskov mellem Ægtefæller, der jo
var tvungne sammen ved Lovens Baand,
hvorimod den »fri« Kærlighed, navnlig mellem en
Ridder og en anden Ridders Hustru, lovpristes.
I det hele var Frankrig det egl. Hjemland for
hele denne Side af den ridderlige Kultur, og
herfra bredte den sig til Tyskland, hvor
allerede i 12. Aarh. fr. Opdragere ikke var nogen
Sjældenhed. Derimod træffes der i Norden kun
faa Spor af denne Kvindedyrkelse, der trods
alle de skønne Ord virkede ret opløsende paa
de sædelige Forhold.
Ved Siden af Elskov var Krig Ridderens
kæreste Id; anden alvorlig Sysselsættelse kendte
han ikke til; faldt Tiden paa Borgen ham lang,
maatte den kortes med Jagt, Sang og Dans,
Jongleurers Besøg, Brætspil o. s. fr. Mest
yndede var dog Turneringerne ell. de saakaldte
Ridderspil, der dannede en Art Erstatning
for de virkelige Kampe og Fejder, efterhaanden
som disse tog af under Statsmagtens Fremvækst.
Ridderens Vaaben var Sværd og Lanse
(Glavind); Forsvarsvaabnene var Ringbrynje,
Hjelm og Skjold. Dette sidste forsynedes
navnlig fra 12. Aarh.’s Slutn. med særskilte
Vaabenmærker, der noget senere gik over til at blive
arvelige Familievaaben og spillede en stor Rolle
i Middelalderens R., ikke mindst ved
Turneringerne (se Heraldik).
Den bedste Forestilling om R. giver den
Ridderdigtning, der begyndte c. 1100, og hvis
Blomstring allerede er afsluttet c. 1250. Den formede
sig dog overmaade forsk. i de forsk. Lande. I
Sydfrankrig blomstrede Troubadourernes
erotiske og satiriske Lyrik (se provençalsk
Litteratur); af endnu større Bet. for R.’s
alm. Udvikling blev dog Trouvèrerne’s
episke Digtning i Nordfrankrig (se
Frankrig, »Litteratur«), der ogsaa forplantede sig til
England. I Tyskland blomstrede baade den
episke og lyriske Digtning (Minnesang), som
dog i det hele traadte i den; fr. Digtnings
Fodspor m. H. t. Emner og Behandling; dog findes
der ogsaa, navnlig fra Ridderdigtningens ældre
Tid, tyske Digte med nationale Emner og Toner
(»Niebelungenlied«, »Gudrun«, Walther v. d.
Vogelweide’s Digte). Ogsaa i Nordfrankrig er
den ældste Ridderdigtning mere naiv og
national-patriotisk, medens senere de fantastiske
keltiske Sagnkredse (Kong Artus, m. fl.), iblandet
med antikke, vinder Indpas. I Norden samt i
Skotland og delvis i England og Spanien
erstattedes for en stor Del den kunstmæssige
Ridderdigtning af Folkevisernes simplere Toner.
En Særstilling inden for R. indtager de
gejstlige Ridderordener, der utvivlsomt har
medvirket væsentlig til Udviklingen af det religiøst
farvede Ridderideal. Det var med det udtrykkelige
Formaal at beskytte Pilegrimmene og værge
det nys erobrede hellige Land, at i 12. Aarh.’s
Beg. Tempelherrernes Orden stiftedes,
efter hvis Mønster den tidligere oprettede
Johanniterorden omdannedes, idet der til
de alm. Munkeløfter føjedes: Kamp for Troen.
Ved Siden af disse to Ordener, hvis Medlemmer
overvejende var franske (skønt
Johanniterordenen var af ital. Oprindelse), stiftedes i 12.
Aarh.’s Slutn. dem til Jomfru Maria indviede
Tyske Ridderorden, der fra 13. Aarh.’s
Beg. fik sit væsentligste Virkefelt i Preussen
jævnsides den 1202 stiftede
Sværdridderorden i Livland. Foruden disse tre store
Ridderordener stiftedes paa Korstogenes Tid
adskillige mindre, som Lazarus-Ordenen, hvis
særlige Formaal var at pleje de spedalske, samt
nogle spanske og portugisiske Ordener, som
Alcantara og Calatrava samt den til
den hellige Jakob af Sværdet indviede
Orden.
Af en helt tanden Karakter end disse er de af
Fyrsterne stiftede Ridderordener, der intet spc.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
