Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ridehus - Rideknogle - Ridekunsten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ridehus, Bygning, hvori Bunden er indrettet
som paa en Ridebane. R. kommer særlig til
Nytte ved Dressur af unge ell. vanskelige Heste,
fordi Rytteren har lettere ved at holde deres
Opmærksomhed fangen i R. end ude og har
mere Herredømme over Hesten paa det
begrænsede Rum.
(C. G. B.). O. P.
Rideknogle er en Bendannelse i
Adductormusklerne paa Laaret, der undertiden opstaar
hos Ryttere, ligesom Eksercerknoglen hos
Fodsoldater, og Oprindelsen er til dem begge
traumatisk.
(E. A. T.). V. Sch.
Ridekunsten er ældgammel. Den har
udviklet sig af Naturridningen hos de Folkeslag,
der fra de tidligste Tider har benyttet Hesten
som Ridedyr paa Vandringerne fra Sted til
Sted, paa Jagten og i Krigen. Allerede hos
Athenienserne finder man en Antydning af
virkelig R. Saaledes henhørte under de olympiske
Lege bl. a. Væddeløb, og Xenofon har skrevet
en Bog om Ridning, hvori man baade finder
Spor af en Vejledning til Hestens Træning
gennem jævnt fremadskridende Arbejde og
Angivelse af, hvorledes man kan gymnasticere en
Hest for at udvikle dens Muskulatur, navnlig
Bagpartens.
I Alm. er man dog enig om at regne vor nuv.
R.’s Udspring fra Middelalderen, idet dens
Udvikling hænger sammen med Riddertidens
Kampe Mand mod Mand, hvorunder Rytteren
maatte have Herredømme over Hesten i hurtige
og snævre Vendinger. Den første større
Rideskole er oprettet i Neapel af Adelsmanden
Federico Griso, der desuden udgav et Værk om
Ridning 1552. Til denne Skole søgte
efterhaanden unge Adelsmænd fra andre Lande. Griso’s
Elev, Pignatelli, uddannede saaledes
Franskmændene de Pluvinel og Saint-Antoine.
Pluvinel vendte tilbage til Frankrig, blev Ridelærer
hos Ludvig XIII, opfandt Pilarerne, skrev en
Bog om Ridning 1623 og er den første, der har
opstillet et ordnet Dressursystem. Saint-Antoine
drog til England, hvor han blev Ridelærer for
Jakob I’s Sønner. Den næste i Rækken af R.’s
Stormænd er William Cavendish, Hertug af
Newcastle, der 1657 udgav sit kendte
Pragtværk om Ridning og senere blev Staldmester
hos Karl II af England. Til Udvikling af Hestens
Skulderfrihed opfandt han Lektionen at stille
Forparten ind i Volten paa Cirkelvolte, hvad
man kan opfatte som den første Beg. til
Versaden. Han var en inkarneret Skole- og
Ridehusrytter uden Forbindelse med den praktiske
Ridning og en bestemt Modstander af
Fuldblodsavlen, der paa hans Tid begyndte at
komme frem i England.
Med Franskmanden de la Guérinière,
Staldmester hos Ludvig XV, fik R. en Reformator af
gennemgribende Bet., og hans Bog École de
cavalerie (1733) udtaler Anskuelser, der paa de
væsentligste Omraader er gældende den Dag i
Dag. Før hans Tid havde Sædet til Hest været
staaende Spaltesæde med noget tilbagelænet
Overkrop, fast sluttende Knæ, og stift
fremstrakte Ben. De la Guérinière indførte det halvt
staaende, halvt siddende Sæde, og han er den
første, der forlanger den saa vigtige
Overensstemmelse mellem Tøjle- og
Schenkelvirksomheden, der var saa godt som umulig med det
tidligere Sæde. Ligesom Hertugen af Newcastle
lagde han stor Vægt paa Udviklingen af
Skulderfriheden, og han fuldkommengjorde i dette
Øjemed Hertugens versadeagtige Lektion paa
Cirkelvolten til en virkelig Versade paa den lige
Linie. Paa den anden Side benyttede han i
Modsætning til senere Tiders Anskuelser meget
lidt Trense under Dressuren, men anvendte saa
godt som udelukkende Kandaren. Traven
ansaa han for den absolutte og egl.
Uddannelsesgangart, og Galoppen begyndte han derfor først,
naar Hestens Uddannelse i Trav var fuldt
færdig.
Paa de la Guérinière’s Tid og forud for ham
forstod man ved R. saa godt som udelukkende
Skoleridning eller Kunsten at udvikle Hesten
harmonisk gennem en systematisk Gymnastik
saavel af Hestens enkelte Legemsdele, navnlig
Bagparten, som af Hestens Legeme i sin
Helhed. For at faa Gymnastikken gennemført i
Detaillerne var det nødvendigt pinlig at vaage
over, at hver enkelt Øvelse blev nøjagtig
udført, og dette medførte atter, at man maatte
arbejde i langsomme Gangarter. Herved var der
i Fortiden ingen Ulempe for det praktiske Liv,
eftersom, de sværtbevæbnede Ryttere kun kunde
bevæge sig langsomt og kun paa ganske korte
Strækninger havde Brug for større Hastighed.
Senere Tider krævede imidlertid Bevægelighed
hos Rytteriet. Skoleridningen stod fremmed over
for disse Fordringer, den lammedes af
Revolutionstiden, kom i Forfald og endte i 19. Aarh.
med væsentlig kun at være i Hænderne paa
Cirkusryttere, der mere havde et ukritisk
Publikums Bifald end de rene klassiske Formaal
for Øje. Under disse Forhold kendetegner
Tiden efter de la Guérinière, særlig det sidst
forløbne Aarh., sig ved Stridigheder mellem
Forkæmperne for Skoleridningens Eneherredømme
og dem, der mente, at Skoleridningen havde
udspillet sin Rolle, og at der nu kun var Brug
for den Ridning, som fandt Anvendelse uden
for Ridehusene. R.’s Indflydelse paa
Hesteavlen bidrog til at skærpe
Meningsmodsætningerne. Den gamle Skole havde knæsat
Araberen, dannet den sp. Hest o. a. højt gaaende
Ridetyper, den ny Tid behøvede Heste med
større Hurtighed og Udholdenhed og hyldede
den gennem Væddeløbene frembragte engelske
Fuldblodshest og dens Slægtninge. I England
var Kampen hurtig afgjort til Fordel for
Fuldblodsavl, Jagt- og Væddeløbsridning. I Frankrig
førtes Kampen mellem Repræsentanter for
Skoleridning og milit. Ridning langvarigt, med
stor Bitterhed og uden afgørende Resultat,
Forvirringen naaede der sit Højdepunkt, da
Cirkusrytteren Baucher omkr. 1840 fik sit
Dressursystem indført i Militæretaten. For denne var
Systemet, der nærmest maa betragtes som en
Karikatur af den gamle Skoleridning, ganske
særlig ubrugeligt, fordi det gennem kort og
skarp Dressur ved Haanden og paa Stedet
bryder Gangarternes Friskhed, som man netop har
saa god Brug for ved den praktiske Ridning.
Senere har man indført andre Systemer, af
hvilke det nu anvendte, der lægger megen Vægt
paa Gangarternes Friskhed, har haft Indflydelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
