Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Romanov - Romanov Borissoglebsk - Romans - Romanshorn - romansk - romanske Folk - romanske Sprog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Bedstemoder til den ulykkelige Ivan VI (s. d.),
endvidere Anna Ivanovna (Kejserinde) og
Proscovja (død 1731). Peter den Store havde i
sit første Ægteskab Sønnen Alexei Petrovitsch
(død 1718), der var Fader til en Datter, Natalia
(død 1728) og Sønnen Peter II
Alexejevitsch; i sit andet Ægteskab fik Peter den
Store Sønnen Peter (død 1719) og Døtrene Anna
(død 1728), der i sit Ægteskab med Hertug Karl
Frederik af Gottorp blev Moder til Peter III,
Elisabeth (Kejserinde) samt Maria,
Margrete og Nathalia, der alle tre døde som smaa
Børn. Kejserinde Elisabeth var den sidste R.
paa Ruslands Trone, medens Husets Mandslinie
allerede udslukkedes 1730 med Peter II.
(C. F.). H. J-n.
Romanov Borissoglebsk [ra’manåf-barisa-
’gljæpsk], By i Storrusland, Guv. Jaroslav,
ligger 35 km NV. f. Jaroslav ved Volga og
bestaar egl. af to Byer, Romanov paa venstre og
Borissoglebsk paa højre Bred. 6000 Indb.
Handel med Korn og Hør. Den er anlagt c. 1370.
N. H. J.
Romans [rå’mã]. By i det sydøstlige
Frankrig, Dept Drôme, ved højre Bred af Isère, NØ.
f. Valence, 17000 Indb. R., der ved en Bro staar
i Forbindelse med den lige over for liggende By
Bourg de Péage og er Station paa
Lyon-Banen, har gl. Stadmure og en smuk, gl
(12.—13. Aarh.) Klosterkirke (Saint Barnard), en
Handelsret, Collège, Seminarium, Fabrikation af
Læder, Skotøj, Handsker, Kurvevarer etc., livlig
Handel.
(M. Kr.). E. St.
Romanshorn [’ro.manshårn], By i Schweiz,
Kanton Thurgau, ligger 410 m o. H. paa en
Halvø paa den sydlige Bred af Boden-Søen,
staar i Dampskibsforbindelse med
Friedrichshafen og i Jernbaneforbindelse med Konstanz,
Rorschach, St Gallen og Zürich. (1920) 6461
Indb., hvoraf knap Trediedelen er Katolikker.
R. har Lærreds- og Uldindustri, og fra Havnen
drives Korn- og Spiritushandel, Fiskeri og
Dampskibstrafik.
(H. P. S.). O. K.
romansk (fr.: langue romane) kaldte F.
Raynouard det provençalske Sprog, idet han
betragtede dette som det Fællessprog, der
havde været talt i den af Romerne beherskede
Del af Europa, efter at Latinen var gaaet til
Grunde som levende Sprog, og før de forsk.
nu eksisterende »romanske Sprog« var
opstaaet. Men denne Anskuelse er ubegrundet og for
længst forladt. Imidlertid kan man hos ældre
Filologer ogsaa se Benævnelsen brugt om
Vulgærlatinen (romancium, lingua romana) i de
romanske Lande (i Modsætning til det latinske
Skriftsprog), den, som har udviklet sig til de
romanske Sprog. — I ældre Tid brugte man
Ordet R. paa Dansk om, hvad der var
fantastisk, overspændt og sentimentalt,
»romanagtigt«, — for en nøgtern Betragtning dengang
ikke langt fra, hvad man senere hædrede med
Benævnelsen »romantisk« —; saaledes Holberg
om Mlle de Montpensier i
»Heltindehistorierne«: »at hun haver været noget r. og villet
giøre Amour efter den Plan, som findes i
Romaner«.
E. G.
romanske Folk, se latinske Folk.
romanske Sprog, undertiden ogsaa
benævnte: neolatinske, er dem, der tales af de
romanske (latinske) Folk. De danner tilsammen
en Familie, hørende til Sprogstammen »De
italiske Sprog«, som atter hører ind under den
indoeuropæiske Sprogæt. Alle er de nemlig at
betragte som Udvikling af Latinen, der,
efterhaanden som Romerriget udvidede sine
Grænser i Oldtiden, næsten helt fortrængte de
Sprog, der tidligere taltes i de erobrede Lande.
Men det er ikke det lat. Skriftsprog, sermo
urhanus, med sit engang fastslaaede stive Præg
og sin regelbundne Grammatik, som er blevet
til de r. S.; det er det bevægelige Talesprog
ell. snarere Dagligtalen, sermo rusticus eller
vulgaris, plebeius, stadig bestaaende ved Siden
af den »dannede Tale« og med kendelige
Vidnesbyrd i Indskrifter o. l., der under langsom
og uafbrudt Vækst blev til de ny Sprog, idet
fl. Indflydelser, især forsk. Folkeslags
Indvandring i Landene, har givet hvert af dem sin
særegne Karakter. »Under Kejser Caracalla (212)
indførtes officielt Benævnelsen romanus ikke
blot om Roms Indbyggere, men om de
latinsktalende Beboere i hele Romerriget, og hele
dette fik saa Navnet Romania; Sproget deri
kaldtes romancium (heraf Ordene Romance,
opr. Folkesproget i Spanien, derefter et
litterært Arbejde, alm. Digterværk, i dette Sprog,
og fr. Roman, der har samme Oprindelse og
Betydningsudvikling). Men for de enkelte r.
S.’s Vedk. er der et Tidspunkt, hvor man med
Grund kan sige, at nu træder de frem som
Individualiteter: det er, da de selv begyndte at
optræde som Skrift- ell. Litteratursprog med
tydelig bestemt Ordforraad og grammatisk
Bygning; noget svævende vil Opfattelsen heraf dog
altid blive, naar man, ser, hvordan det
romanske lidt efter lidt æder sig frem gennem selve
den skrevne Urban-Latin. Man har imidlertid i
den filologiske Forskning fastslaaet saadanne
Tidspunkter, som da er forsk. for de enkelte
Sprog. De ældste Skriftmindesmærker plejer at
være Dokumenter til praktisk Brug; først
senere følger Litteraturfrembringelserne. — Til
de r. S., der i Europa tales af omtr. 105 Mill.
Mennesker (hvortil desuden kommer et meget
stort Antal af de andre Verdensdeles Beboere,
navnlig Amerikas), henregnes i Alm. 8 — nogle
føjer hertil et niende (Sardinsk) —, og inden
for disse er der saa atter talrige Dialekter.
De er Italiensk, Spansk, Portugisisk, Katalansk,
Provençalsk, Fransk, Rumænsk og
Rætoromansk (som tales af Ladinerne i det sydøstlige
Schweiz; undertiden betegnes det kun som »en
Samling af Dialekter«). Om disse se de enkelte
herhenhørende Artikler. Fælles for
Søstersprogene, ɔ: for Vulgærlatinens Udvikling til
dem, er — som allerede anført —, at det lat.
Skriftsprogs Ordforraad er skudt til Side for
Dagligtalens; naar man ikke desto mindre
finder en ikke ringe Del af Sermo urbanus’ Ord
i dem, er disse indkomne »ad lærd Vej« og
senere hen i Tiden. Fremdeles, at den latinske
Kasusbøjning gaar over til at blive Bøjning ved
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
