Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - romanske Sprog - romanske Strenge - romansk Filologi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hjælp af Præpositioner (lat. de og ad) og
Artikel (dannet af lat. Demonstrativ illum), som
anbringes foran vedk. Ord, — i Rumænsk, er
den dog efterhængt som i de skandinaviske
Sprog. Ved Verbalbøjningen anvendes
Hjælpeverber i St f. Endelser i visse af Verbets
Tider. Kort sagt, der stræbes mere og mere hen
mod det »analytiske«. De vigtigste fremmede
Elementer, som i større Omfang har indvirket
paa de r. S,, er de germanske Sprog, navnlig
Gotisk, som især har haft Indflydelse paa
Fransk, det arabiske, som har paavirket Spansk
en Del, og Slavisk, hvis Indvirkning mærkes
stærkt i Rumænsk. (Litt.: Fr. Diez,
»Grammatik der romanischen Sprachen« [3 Bd, 5.
Udg., Bonn 1889]; samme Bog oversat paa
Fransk af G. Paris, A. Brachet og A.
Morel-Fatio [3 Bd, Paris 1874—78];
Samme, »Etymologisches Wörterbuch der
romanischen Sprachen« [2 Bd, 5. Udg., Bonn 1887];
W. Meyer-Lübcke, »Grammatik der
romanischen Sprachen« [4 Bd, Leipzig 1890—1902];
Samme, »Romanisches etymologisches
Wörterbuch« [1911—20]; Morf og
Meyer-Lübcke, »Die romanischen Literaturen und
Sprachen« [1909] i Teubner’s »Die Kultur
der Gegenwart«).
E. G.
romanske Strenge, se Streng.
romansk Filologi, den hist. Videnskab, der
metodisk og kritisk beskæftiger sig med
Studiet af de romanske (latinske) Folks Sprog og
Litteratur; andre tilgrænsende
Videnskabsgrene, for saa vidt de angaar disse Nationer, kan
drages med ind derunder som
Hjælpevidenskaber, men dens egl. Omraade er dog det nævnte.
Den er en forholdsvis ung Videnskab. Ganske
vist havde man i lange Tider givet sig af med
de enkelte romanske Sprogs Grammatik, udg.
Ordbøger over deres Ordforraad og skrevet
Værker om deres Litteraturhistorie; men den
systematiske r. F. daterer sig først fra omtrent
1830, da Friedrich Diez begyndte paa sin
epokegørende Virksomhed som Universitetslærer og
videnskabelig Forf., paavirket af Jakob Grimm’s
tilsvarende Arbejde paa den germanske
Filologis Omraade og med Benyttelse af den
klassiske Filologis hævdvundne Metode og
Resultater. Hvad Ste.-Palaye, Roquefort, Méon,
Raynouard, A. W. v. Schlegel o. a. har udrettet,
er kun at betragte som Forberedelser for den
store Grundlægger og Fører, hvis Hovedværker
er »Grammatik der romanischen Sprachen« (1.
Udg. 1836—43) og »Etymologisches Wörterbuch
der romanischen Sprachen« (1. Udg. 1854). Den
ny Videnskab blev snart anerkendt som
behandlende et vigtigt Omraade af Verdenskulturens
Historie og ivrig dyrket i mange Lande.
Vidnesbyrd om Anerkendelsen er, at der tidlig
oprettedes Lærestole i r. F. ved tyske Univ. —
bl. de første Professorer er at nævne, foruden
Diez selv, G. Blanc, V. Huber og A. v. Keller
—, desuden Herrig’s og Viehoff’s Tidsskrift
»Archiv für das Studium der neueren Sprachen
und Litteraturen« (som dog ikke blot holdt sig
til de romanske Sprog). Langsommere gik det
med den r. F.’s Fremskridt i Frankrig: ikke
før 1853 bliver der en Docent i Oldfransk ved
det parisiske Univ., nemlig den dygtige Paulin
Paris; men allerede inden den Tid er der dog
fremkommet spredt en Del fortjenstfulde, om
end ikke filologisk mønstergyldige Udgaver samt
sprog- og litteraturhistoriske Arbejder, ved
Fauriel, Francisque Michel, Jubinal, F.
Guessard, Montaiglon, Du Méril, Génin, Chevallet o.
a. — Efter at Diez har angivet Retningen og
saa at sige kodificeret den r. F., følger den
senere Tids Forskning; foreløbig i hans Spor, og
dens bedste Mænd er mere ell. mindre at anse
som hans Disciple. Ved Fremdragen af
Haandskrifter alle Vegne fra, monografisk
Bearbejdelse af Enkeltspørgsmaal o. s. v. er den r. F.
efterhaanden kommet i Besiddelse af et
kolossalt videnskabeligt Materiale, som gør en
Arbejdsdeling aldeles nødvendig og en Tilegnelse
af det hele Stof saa godt som umulig for den
enkelte. Man kan ikke være Polyhistor
nutildags, ikke engang inden for r. F. Og saa godt
som hele den civiliserede Verden deltager nu i
Arbejdet til det fælles Maal, ikke blot selve de
romanske Nationer, ikke blot Tyskland, som er
denne Videnskabs Vugge. I Frankrig er først at
nævne E. Littré, der tidlig, tilegnede sig den
tyske Videnskabeligheds Metode og Resultater,
som han forenede med sin fr. Klarhed og
Bonsens; men det største Navn er Gaston Paris
(s. d.), Forf. til Étude sur le rôle de l’accent
latin dans la langue française, Histoire poétique
de Charlemagne og fl. Værker. Foruden ham
kan anføres Paul Meyer, som bl. a. har givet sig
meget af med Gammelprovençalsk, Léon
Gautier, Udgiver af Chanson de Roland og Forf.
til et stort Værk om den fr. Heltedigtning, A.
Morel-Fatio, der særlig er Hispanist, R.
Foulché-Delbosc, ligeledes Specialist i sp. Sprog og
Litt., A. Darmesteter, F. Godefroy o. fl. En enkelt
af disse virker endnu (1925). Til en noget senere
Generation maa vel henregnes J. Bédier, der
har frembragt betydelige Arbejder over de fr.
Fabliaux og den oldfranske Heltedigtning, A.
Tbomas, Forf. til Essais de philologie française,
F. Brunot, hvem en stor Histoire de la langue
française skyldes, J. Gilliéron, Udgiver af Atlas
linguistique de la France, samt Mario Roques,
den nuv. Redaktør af Romania. Her er der
stiftet fl. Selskaber til Studiets Udbredelse og
Udgivelse af Litteraturværker. Fremdeles
Italienerne Ascoli, en udmærket Sprogmand,
D’Ovidio, Comparetti, Rajna, D’Ancona o. fl.,
Spanierne Milá y Fontanals, Cuervo og R.
Menéndez Pidal, den tysk-portugisiske lærde
Dame Carolina Michaëlis de Vasconcellos,
Rumænerne Gaster og den franciserede Sainéan o. a.
De tyske Romanisters Tal er Legio, og her kan
blot nævnes nogle af de mest fremragende, de
allerfleste af dem Professorer, idet der stadig
oprettedes det ene Professorat efter det andet
i r. F., selv ved mindre Univ. A. Tobler var i
Berlin, A. Mussafia i Wien, Wendelin Foerster
i Bonn, H. Suchier i Halle, G. Gröber i
Strasbourg, E. Stengel i Marburg o. m. fl., og
endvidere af andre Afdøde fra en tidligere Periode
Østerrigeren Ferd. Wolf, A. Ebert, K. Hofmann,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
