Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Romerbrevet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
tidligt komne med. Det har været Genstand for
ivrig Drøftelse, om Paulus, da han skriver,
forudsætter, at Menigheden efter sit overvejende
Flertal bestaar af Jødekristne ell. af
Hedningekristne; Udsagn som 1, 5 ff. 13; 15, 15 ff.; 11, 13
gør det dog utvivlsomt, at han betragter
Læserkredsen som væsentlig hedningekristelig; og
derimod strider ikke Steder som 4, 1 ell. 7, 1
ff.; thi Apostlen betragter Abraham som de
Kristnes, ikke spec. Jødernes »Stammefader«,
Dg han forudsætter, at ogsaa de
Hedningekristne kender og læser det gl. Testamente; derfor
tør man heller ikke slutte noget om
Læserkredsen deraf, at han i Læren om
»Retfærdiggørelsen« tager Udgangspunktet i en jød.
Problemstilling og anvender en fra Senjødedommen
hentet Terminologi. For at forklare, hvorledes
Romermenigheden fra opr. at være overvejende
jødekristelig kan have udviklet sig saaledes, at
den, da Paulus skrev, var væsentlig
hedningekristelig, henviser man i Reglen til en Ytring
af Suetonius, der om Kejser Klaudius (Vita
Claudii 25) beretter, at han »fordrev Jøderne
fra Rom, da de bestandig foraarsagede
Uroligheder, hvortil Chrestus var Ophavsmanden«. Hvis
man her betragter »Chrestus« som en unøjagtig
Skrivemaade for »Christus«, fortæller dette
Udsagn, at der i Rom var stadige Stridigheder
mellem de kristne og de ikke-kristne Jøder; og
i Ærgrelse herover forviste da Kejser Klaudius
alle Jøder fra Rom; denne Udvisningsordre
kom ogsaa til at gælde for de Jødekristne, som
vi ser af det i Ap. G. 18, 2 omtalte Ægtepar;
men den ramte ikke den hedningekristne Del
af Menigheden, som havde dannet sig ved
»Gudfrygtiges« Tilslutning; det blev altsaa nu dem,
der kom til at føre Menigheden videre; og selv
da Jøderne snart efter Ediktets Udstedelse Aar
49 e. Kr. fik Lov at vende tilbage, er det
rimeligt, at de hedningekristne
Menighedsmedlemmer har holdt sig tilbage fra de Jødekristne for
ikke at blive forvekslede med Jøderne eller
betragtede som en jød. Sekt; man havde da
bestandig et Sværd hængende truende over
Hovedet. Der er saaledes overvejende
Sandsynlighed for, at efter 49 e. Kr. har den rom.
Menighed været overvejende hedningekristen. —
Brevets Hensigt er først og fremmest at
forberede Apostlens personlige Besøg i Rom; det
staar nemlig for ham saaledes, at efter at han
har faaet grundlagt Menigheder i de fleste
store Byer i Orienten, er hans Arbejde her til
Ende (han har »ikke mere Rum«, 15, 23); men
Forventningen om Herrens nær forestaaende
Genkomst driver ham til med rastløs Energi at
virke for Evangeliets Udbredelse i andre Egne
(jfr Matth. 24, 14), og han paatænker da at
rejse til Spanien; paa Vejen vil han imidlertid
aflægge et Besøg i den rom. Menighed (15, 24),
og han ønsker da forinden at gøre denne kendt
med sin Kristendomsopfattelse; derfor har
Brevet forholdsvis faa personlige Henvendelser og
er mere end noget andet paulinsk Brev et
Læreskrift. Man har ogsaa villet forklare dette
Forhold deraf, at Apostlen, da Romerbrevet blev
skrevet, selv har følt Trang til at klare sig sine
Tanker om Lovens Bet. for Kristne; det var jo
et Problem, der for nylig var blevet brændende
for ham p. Gr. a. Judaisternes Optræden i de
galatiske Menigheder. Muligvis kan et saadant
Motiv mere ell. mindre ubevidst have været
medvirkende; men et egl. Formaal med Brevet
har Paulus utvivlsomt ikke set deri. Snarere
kunde man tænke sig, at det har været
Apostlen kendt, at Romermenigheden indtog en
meget afvisende Holdning over for de Jødekristne
— hvilket efter Jødernes Fordrivelse Aar 49
vilde være forstaaeligt nok; ved en saadan
Antagelse vilde Formaningen til de
Hedningekristne i 11, 13—24, Fremhævelsen af, at Evangeliet
er bestemt »for Jøder først«, i 1, 16 og 2, 10 og
muligvis tillige Opfordringen til at tage kærligt
Hensyn til »de Svage« blive let forklarlig. —
Brevets Affattelsestid maa være
Slutningen af Apostlens tredie Missionsrejse, hvilket
fremgaar af, at hans 15, 25 ff. omtalte
Rejseplaner gaar ud paa at drage til Palæstina for
personligt at overbringe en i forsk. Menigheder
indsamlet Kollekt til de Fattige i Jerusalem;
dermed maa utvivlsomt sigtes til den samme
Indsamling, som omtales i 1. Kor. 16, 1 ff. og
2. Kor. 8—9, og det ligger da nærmest af tænke
sig Romerbrevet skrevet under det Ap. G. 20, 2
f. nævnte 3 Maaneders Ophold i Achaja
(Korinth); er Kap. 16 et opr. Led af Brevet, vilde
det ogsaa passe med Korinth, at Paulus iflg.
16, 23 bor hos Gajus, der rimeligvis er identisk
med den 1. Kor. 1, 14 forekommende Person af
dette Navn; og ligeledes at Apostlen 16, 1 f.
anbefaler en Kvinde fra Kenchreæ, Korinths
Havnestad. Imidlertid er Romerbrevets
Integritet netop m. H. t. Kap. 16 stærkt
omstridt; det vilde i Virkeligheden passe langt
bedre, om dette Kapitel opr. havde været en
selvstændig Anbefalingsskrivelse for den nævnte
Kvinde Føbe, rettet til Menigheden i Efesus.
Der findes nemlig i Kap. 16 Hilsener til 24
navngivne Personer, og det er temmelig
paafaldende, at saa mange af Paulus’ personlige
Bekendte skulde være rejste til Rom og opholde
sig der samtidigt, medens det er en ganske
naturlig Ting, at Apostlen har en stor
Bekendtskabskreds i Efesus, hvor han for nylig havde
virket i 2—3 Aar. Bl. de 24 Personer bærer kun
4 lat. Navne, hvad ogsaa er noget
paafaldende; og endvidere er to af dem, Akvila og
Priskilla, som i Act. 18, 18. 26; 1. Kor. 16, 19 og
2. Tim. 4, 19 omtales som værende i Efesus;
har dette Ægtepar modtaget den Rom. 16, 3
anførte Hilsen i Verdenshovedstaden, synes det
permanent at have været paa Rejse mellem
Rom og Orienten; Epænetus, »Asiens
Førstegrøde« (16, 5) venter man ogsaa snarere at træffe
i Efesus end i Rom; og endelig foreligger
allerede i 15, 33 det sædvanlige Slutningsønske i
de paulinske Breve. Af disse — og fl. a. — Grunde
antager mange Forskere, at Kap. 16 opr. ikke
hørte med til Romerbrevet; derimod er der ikke
mange, der godkender den Opfattelse, som i
Oldkirken Markion hyldede, at baade Kap. 15
og Kap. 16 var senere, fremmede Tilføjelser
til det opr. Romerbrev, som sluttede med 14,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
