Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - romerske Rige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Romerne Lejlighed til at udvide deres Magt
hinsides Adriaterhavet, og desuden rykkede de ind
i det cisalpinske Gallien (Po-Sletten), hvis
Beboere altid havde været dem nogle farlige
Naboer, og begyndte ogsaa at lægge dette Land
ind under deres Herredømme.
Disse Bestræbelser fik dog en brat
Afbrydelse ved den 2. puniske Krig (218—01), da
Karthagerne truede med at bemægtige sig hele
Italien. Da en karthagisk Hær under Hannibal’s
Anførsel fra Spanien trængte ind i Norditalien
og islog de rom. Hære, sluttede Gallerne sig
snart til den, og da Hannibal efter Sejrene ved
Trasimener-Søen (217) og Cannæ (216) blev
Herre over den største Del af Italien, faldt ogsaa
mange af Romernes tidligere Forbundsfæller
fra. Men Romernes Standhaftighed og
Latinernes Troskab gjorde Hannibal’s Sejre
frugtesløse. De frafaldne Forbundsfællers Stæder blev
generobrede og behandlede med stor Strenghed,
især Capua; paa Sicilien erobredes Syrakus,
som ogsaa havde sluttet sig til Karthagerne;
ogsaa fra Spanien blev Karthagerne fordrevne,
og til sidst gik den rom. Feltherre Scipio over
til Afrika, og da Hannibal vendte tilbage fra
Italien, overvandt Scipio ham ved Zama (202).
Karthagerne maatte da slutte Fred og lade
Romerne beholde det erobrede Spanien, hvor
der blev oprettet to Provinser. Selve Karthago
mistede en Del af sin Selvstændighed, idet det
blev Karthagerne forbudt af føre Krig uden
Roms Tilladelse (201).
Straks efter den 2. puniske Krig kom Rom i
Krig med Makedonien, hvis Konge, Filip
III, allerede tidligere i Forbund med
Karthagerne havde bekriget Romerne (215—05), men
var optraadt uden Energi og mere havde sin
Opmærksomhed henvendt paa Grækenland,
som Makedonerne stadig stræbte efter at bringe
ind under deres Overherredømme. Da nu fl.
gr. Stater bad Romerne om Hjælp mod
Makedonerkongen, som i Forbindelse med den
syriske Konge Antiochos den Store havde begyndt
en Erobringskrig, sendte Romerne virkelig en
Hær til Grækenland, men Antiochos lod sin
Forbundsfælle i Stikken. Efter at den rom. Hær
havde slaaet Filip ved Kynoskefalai (197),
maatte Makedonerne opgive alle deres fremmede
Besiddelser. Romerne ønskede ikke at lægge
mere Land ind under deres umiddelbare
Herredømme, men den rom. Hærfører Flamininus
proklamerede 196 Grækenlands Frihed. Forholdene
i Grækenland gav dog i den flg. Tid Romerne
Lejlighed til atter og atter at gribe ind.
Antiochos gik snart efter over til Grækenland,
indkaldt af Ætolerne, men Romerne slog ham ved
Thermopylai (191) og fulgte ham derefter over
til Lilleasien, hvor de paa ny slog ham ved
Magnesia (190). Han maatte afstaa store Dele
af Lilleasien, men heller ikke denne Gang vilde
Romerne selv have mere Land, men overlod
Erobringerne til deres Forbundsfæller Rhodos
og Pergamon. Deres Bestræbelser gik stadig ud
paa at skaffe sig Venner og Forbundsfæller
overalt, men dog ikke lade nogen af dem faa for
stor en Magt; de søgte at fremme den
indbyrdes Skinsyge imellem dem og stolede paa, at de
derved selv vilde kunne sige det afgørende Ord
i alle vigtigere Tilfælde uden alligevel at have
Bryderier med den vanskelige Administration
af saa fjerntliggende Lande.
Imidlertid kom de snart paa ny i Krig med
Makedonien, hvis Konge, Perseus, indsaa det
ydmygende i Situationen. Men da han var
blevet slaaet og fanget ved Pydna (168), delte
Romerne Makedonien i 4 skatskyldige
Republikker og forstod samtidig at sikre sig en
yderligere Indflydelse saavel i Staterne i
Grækenland som, i Rhodos og Pergamon. Men stadige
Stridigheder viste klart, at en saadan
Mellemstilling imellem Uafhængighed og
Underkastelse ikke var holdbar. Makedonien blev, efter at
en Opstand var dæmpet, gjort til rom. Provins
(148), og ogsaa i Grækenland, hvor Achæerne
mod Romernes Forbud havde angrebet Sparta,
greb Romerne ind med Vaabenmagt. Korinth
blev ødelagt (146), og de gr. Statsforbund
ophævede. Dog fik stadig hver By Lov til at
bestyre sine egne Anliggender, men under
Overtilsyn af den rom. Statholder i Makedonien.
Samtidig bukkede ogsaa Karthago endelig
under for Romerne. Heller ikke Karthagerne
havde kunnet finde sig i den nedværdigende
Stilling, hvori Romerne havde bragt dem, men
greb uden Romernes Samtykke til Vaaben mod
Roms Forbundsfælle Masinissa, Konge af
Numidien, som stadig gjorde Indfald i deres Land.
Efter den 3. puniske Krig (149—46) blev
Karthago helt ødelagt. Romernes Fremfærd imod
Karthago saavel som mod Korinth skyldtes især
de rom. Købmænd, som i disse to Byers
driftige Befolkning saa farlige »Konkurrenter. I de
flg. Aar befæstede Romerne yderligere deres
Herredømme i Spanien, hvor Byen Numantia
især ydede en haardnakket Modstand (133).
Samtidig efterlod Kong Attalos III af Pergamon
ved sin Død sit Rige til Romerne, som dog
først efter et Par Aars Forløb fik det i deres
Magt. Medens Karthagos Distrikt var blevet
gjort til en rom. Prov. under Navn af Afrika,
blev Pergamon omdannet til Prov. Asia.
Alle disse Landerhvervelser havde i høj Grad
ændret Tilstandene i Rom. Uagtet
Statsregeringens Opgaver var blevne i høj Grad udvidede
fra deni Tid, da det r. R. udgjorde et lille
Omraade, jævnbyrdigt med en Mængde andre
Smaastater i Italien, og til nu, da det spændte
over største Delen af Middelhavslandene, holdt
Romerne dog med deres ejendommelige
Konservatisme fast ved de Former for
Statsstyrelsen, som de fra først af havde haft. Den rom.
Borgerret vedblev at være indskrænket til
Beboerne af Roms gamle Omraade, ell. rettere til
de gamle rom. Slægter og deres Efterkommere,
hvad enten de opholdt sig i Rom ell. var
udsendte som Kolonister til andre Stæder. Og den
rom. Borgerforsamling, som valgte de aarlige
Embedsmænd, var hele Rigets øverste,
suveræne Myndighed. Men praktisk talt var det
det rom. Senat, som styrede Staten, og
Embedsmændene udførte væsentlig kun Senatets
Beslutninger. Derved kom der den fornødne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
