Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - romerske Rige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
proskriberede deres Modstandere, fik officiel
Bekræftelse, saa at Triumvirerne blev Statens egl.
Styrere (43). De vendte sig først imod Cæsar’s
Mordere Brutus og Cassius, som efter at være
blevne fordrevne fra Rom havde samlet en Hær
i Rigets østlige Egne. Efter at de var blevne
slagne ved Filippoi (42), delte Triumvirerne
Riget mellem sig, men Lepidus blev snart
skubbet til Side. Derimod beholdt Antonius Magten
over Rigets østlige Halvdel og Octavianus over
den vestlige. Enigheden mellem dem ophørte,
da Antonius blev mere og mere afhængig af
Ægyptens Dronning Kleopatra, hvis Forhold til
ham vakte alm. Forargelse i Rom. I Søslaget
ved Actium blev baade Antonius og Kleopatra
slagne (31). Da Octavianus kom til Ægypten,
dræbte de begge sig selv, og Octavianus
inddrog Ægypten som sin personlige Provins (30).
Han stod nu som Eneherre i det r. R., da han
var den eneste af Triumvirerne, der havde
beholdt sin Stilling. Han beholdt den til 27, da
han opbyggede sit Eneherredømme paa et nyt
Grundlag, og Kejserdømmet tog sin
Begyndelse.
Romerske Kejsere.
Augustus 27 f. Kr.—14 e. Kr.
Tiberius 14—37
Gajus Caligula 37—41
Claudius 41—54
Nero 54—68
Galba 68—69
Otho og Vitellius 69
Vespasianus 69—79
Titus 79—81
Domitianus 81—96
Nerva 96—98
Trajanus 98—117
Hadrianus 117—138
Antoninus Pius 138—161
Marcus Aurelius 161—180
(Lucius Verus 161—169)
Commodus 180—192
Pertinax 192—193
Didius Julianus 193
Septimius Severus 193—211
Caracalla 211—217
(Geta 211—212)
Macrinus 217—218
Heliogabalus 218—222
Alexander Severus 222—235
Maximinus Thrax 235—238
Gordianus 238—244
Philippus Arabs 244—249
Decius 249—251
Gallus 251—253
Valerianus 253—260
Gallienus 260—268
Claudius II 268—270
Aurelianus 270—275
Tacitus 275—276
Probus 276—282
Carus 282—283
Numerianus og Carinus 283—285
Diocletianus 285—305
Maximianus 286—310
Constantius Chlorus 305—306
Galerius 305—311
Severus 306—307
Maximinus Daza 308—313
Maxentius 308—312
Licinius 308—324
Konstantin den Store 306—337
Konstantin II 337—340
Constans 337—350
Constantius 337—361
Julianus 361—363
Jovianus 363—364
Valentinianus I 364—375
(Valens 364—378)
Gratianus 375—383
Valentinianus II 375—392
Eugenius 392—394
Theodosius den Store 379—395
Honorius 395—423
Johannes 423—425
Valentinianus III 425—455
Petronius Maximus 455
Avitus 455—456
Majorianus 456—461
Libius Severus 461—365
Anthemius 467—472
Olybrius 472
Glycerius 473—474
Julius Nepos 474—475
Romulus Augustus 475—476
4. Den ældre Kejsertid
(27 f. Kr.—285 e. Kr.).
Octavianus vovede ikke som Cæsar aabenlyst
at indføre en Enkeltmandsregering, men søgte
at opretholde det Skin, at Staten vedblivende
regeredes efter de gamle republikanske
Former. Men da han beherskede
Folkeforsamlingerne, kunde han hvert Aar lade sig genvælge
til de højeste Embeder og saaledes, at han imod
den tidligere Skik beklædte fl. Embeder
samtidig. Desuden lod han sig udnævne til
Imperator, hvorved han fik Kommandoen over
hele Rigets Krigsmagt. Af Senatet fik han den
personlige Hæderstitel Augustus, som er
blevet det Navn, hvorunder han gaar i
Historien, endskønt det blev den alm. officielle Titel
for hans Efterfølgere, medens Cæsar (hvoraf
Kejser), det gamle Familienavn, blev
Betegnelsen for Prinserne, specielt Tronfølgeren. Den
alm. Betegnelse for hans Stilling var derimod
Princeps. En yderligere Magtudvidelse
opnaaede han 23, da han fik
prokonsularisk Magt over alle Rigets Provinser,
hvormed fulgte det øverste Tilsyn med
Statholderne, og livsvarig tribunicisk Magt, hvorved
han fik Ret til at stille Forslag i
Folkeforsamlingen og tillige Ukrænkelighed for sin Person.
Af Bet. var det ogsaa, at han overtog flere
personlige Hverv, som hidtil havde paahvilet
Senatet, men ikke var blevne tilfredsstillende
udførte af det, f. Eks. Hovedstadens
Kornforsyning, Omsorgen for Tiberens Regulering og
Politivæsenet. Ved at varetage saadanne Hverv
med Dygtighed erhvervede han sig en stor
Popularitet. Først da den ny Regeringsform var
grundfæstet, ophørte han med hvert Aar at lade
sig genvælge til de gamle Embeder, men han
sørgede nu for, at særlig Konsulatet blev
overdraget hans Venner. Endnu havde
Folkeforsamlingerne baade den vælgende og den
lovgivende Myndighed, men allerede den næste
Kejser, Tiberius, fik begge Myndigheder
overdraget til Senatet, som ved Siden af Kejseren var
Indehaver af den højeste Magt. I Senatet
præsiderede Konsulerne ligesom forhen, og man
holdt i Teorien fast ved, at det var Rigets
centrale Regeringsorgan, men den Omstændighed,
at Kejseren i Egenskab af Censor havde Ret
til at udstøde Medlemmer af Senatet og i det
mindste medvirkede ved ny Medlemmers
Optagelse, forringede i høj Grad dets Myndighed,
endskønt det fra Tiberius’ Tid gennem
Embedsmændenes Udnævnelse egl. supplerede sig
selv. Tillige forøgedes Kejserens Magt paa
Senatets Bekostning derved, at han lod sig
overdrage Styrelsen af alle de Provinser, der laa
ved Grænserne, og hvor følgelig alle Hærene
stod; kun de indre Provinser, hvor der ikke
laa Militær, vedblev som tidligere at bestyres
af Prokonsuler og Proprætorer under Senatets
Tilsyn; dog blev ogsaa de kontrolerede af
Kejseren. Nogen fast Regulering af Forholdet
mellem Senat og Kejser fandtes ikke, men meget
afhang af den enkelte Kejsers Personlighed.
Augustus havde først ladet sig Magten
overdrage paa 10 Aar, men fik den senere gjort
livsvarig. Derimod blev der ikke fastsat Regler
for Tronfølgen; ved Kejserens Død stod derfor
Senatet som den eneste Indehaver af
Suveræniteten med Ret til at udnævne en ny
Kejser. Det kom saaledes Gang paa Gang til at staa
i Senatets Magt at genindføre den
republikanske Regeringsform ved at undlade at udnævne
en Kejser; at dette aldrig skete, viser klart,
hvor stærk Følelsen af Monarkiets
Nødvendighed hurtig var blevet trods al den Opposition,
som længe bevaredes i de aristokratiske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
