Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - romerske Rige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kredse, især i Hovedstaden. I Reglen vovede
Senatet ikke engang at vælge nogen anden Kejser
end den, som af den foregaaende Kejser var
udpeget til Efterfølger.
Især virkede den ny Regeringsform til at
udjævne Modsætningerne mellem Beboerne af
Rigets forsk. Dele. Allerede Udvidelsen af
Borgersamfundet til hele Italien havde paa en
Maade forringet Borgerrettens Bet., idet det
nu kun var de færreste Borgere muligt at
udøve deres Stemmeret ved Fremmøde i Rom,
og hermed stod det da ogsaa ganske i
Samklang, at Folkeforsamlingernes Bet. forsvandt.
For Provinsernes Vedk. kom man nu ogsaa
bort fra den gamle Forestilling, at de var det
rom. Folks Ejendom og intet andet. For
Kejserne var Opgaven ikke længere den at berige
det rom. Folk paa Provinsernes Bekostning,
men de søgte at ophjælpe Provinserne for
disses egen Skyld og satte en Stopper for
Statholdernes og Skattetforpagternes Udsugelser.
Dog indlod Augustus sig ikke saaledes som
Cæsar paa at skænke Provinsboere Borgerret, men
under de flg. Kejsere blev Borgerretten i større
og større Omfang tildelt Provinsboere. I øvrigt
indførte den rom. Regering paa ingen Maade
nogen Centralisation i Forvaltningen;
tværtimod lod den endog i stort Omfang hver enkelt
Kommune selv forvalte sine indre Anliggender.
I Italien beholdt Kommunerne den samme
relative Selvstændighed, som de havde haft, da
de kun var knyttede til Rom under Forbundets
Form, og selv i Provinserne var Forholdet
gennemgaaende det samme; kun i Ægypten, som
tilhørte Kejseren personlig, fandtes der intet
kommunalt Selvstyre. Men i Provinserne
udøvede naturligvis Statholderne en Kontrol, som
manglede i Italien; den var dog næppe
nogensteds trykkende, men tjente til at bringe en
hidtil ukendt Orden og Regelmæssighed i
Administrationsforholdene.
For den allerstørste Del af det r. R.’s
Beboere var Indførelsen af Kejserdømmet en stor
Velgerning. Borgerkrigene ophørte, og Fred og
Orden indtraadte over hele Riget med
Undtagelse af Grænselandene, hvor der endnu stadig
maatte kæmpes mod Nabofolkene. Under
Augustus var det især Kampene med
Alpefolkene ved Italiens Nordgrænse og med
Germanerne, som kostede store Anstrengelser. Det
gjaldt om at skaffe Riget en sikker Grænse,
hvilket ogsaa til Dels lykkedes, efter at
Alpelandene Rætien, Vindelicien og Noricum var
undertvungne. Efter at dernæst længere mod
Ø. Provinserne Pannonien og Møsien var
blevne oprettede, dannede Donau for en stor Del
Rigets Nordgrænse. Mindre heldig var Augustus
derimod med sit Forsøg paa at erobre det
germanske Land mellem Rhinen og Elben. Efter
Statholderen Varus’ Nederlag i
Teutoburgerskoven (9 e. Kr.) maatte Planen opgives, og
Rhinen vedblev at være Rigets Grænse.
Vort Kendskab til den rom. Kejsertids
Historie er desværre meget ufuldkomment. De
litterære Kilder, som kun for den ældre
Kejsertids Vedk. flyder nogenlunde rigelig,
behandler væsentlig Hovedstadens Historie og
Kejserhistorien, og det endda for en stor Del paa en
stærkt tendentiøs Maade ud fra et aristokratisk
oppositionelt Standpunkt.
Efter Augustus’ Død overtog hans Stifsøn
Tiberius paa Senatets Opfordring
Kejserværdigheden. Han tilhørte den claudiske
Slægt, som var besvogret med den juliske,
og i den nærmest flg. Tid gik
Kejserværdigheden paa en Maade, i Arv inden for den; dog
fandtes ingen egl. Arveregler, og det Tilfælde,
at Søn fulgte efter Fader, indtraf ikke.
Tiberius regerede med Kraft og Dygtighed, men
var ilde lidt af Romerne, som derimod i høj
Grad yndede hans Brodersøn Germanicus, der
kæmpede med Held mod Germanerne, men
blev tilbagekaldt af Tiberius, som ikke ønskede
at skyde Rigsgrænsen længere frem. Hans
Efterfølger blev Germanicus’ Søn Caligula, der
regerede som en vanvittig og snart blev dræbt.
Derefter udraable Livvagten, Prætorianerne,
hans Farbroder Claudius til Kejser. Til
Trods for denne Kejsers personlige Svaghed og
Uduelighed fik Riget dog under hans Regering
betydelige Udvidelser; bl. a. blev Mauritanien
og en Del af Britannien erobrede.
Erobringerne fortsattes under hans Stifsøn Nero, hvis
personlige Liv i øvrigt var skikket til at bringe
Kejserdømmet i Miskredit. Han var den sidste
af de julisk-claudiske Kejsere.
Snart viste sig Ulemperne ved Manglen af
faste Regler for Tronfølgen. Ligesom allerede
Prætorianerne i Rom en Gang havde tilladt sig
egenmægtig at udraabe en Kejser, saaledes
tiltog Hærene rundt omkr. i Rigets Provinser sig
den samme Ret, idet den ene Hær efter den
anden udraabte sin Feltherre til Kejser, og
Følgen blev, at Borgerkrigene begyndte paa ny.
Formelt vedblev naturligvis Senatet at beholde
Retten til at udnævne Kejsere, men sædvanlig
var det dog Vaabnene, der afgjorde Sagen.
Kejserne Galba, Otho, Vitellius og
Vespasianus var saaledes udraabte af
Soldaterne, men kun den sidste grundede et
Dynasti, det flaviske, idet han efterfulgtes
af sine to Sønner, Titus og Domitianus.
Disse Kejsere regerede med stor Dygtighed og
genoprettede Ro og Orden overalt i Riget.
Under Vespasianus blev baade Jødernes og
Batavernes Opstand undertrykt, og under
Domitianus erobredes største Delen af
Britannien; derimod var han mindre heldig i sine
Krige mod Germanerne og Dacerne N. f.
Donau. Da Domitianus, som i sine sidste Aar
regerede haardt og grusomt, var blevet myrdet,
valgte Senatet en Mand af sin Midte, Nerva,
til Kejser. Han søgte igen at hæve Senatets
Bet. og svække Soldaternes. Han var den
første Kejser, der søgte at bringe Orden i
Tronfølgen ved gennem Adoption at udpege sin
Efterfølger, og denne Fremgangsmaade, som
efterlignedes af de flg. Kejsere, bragte flere
fortræffelige Regenter paa Kejsertronen. Under
Trajanus udvidedes det r. R. til det største
Omfang, som det nogen Sinde naaede. Dacerne,
som havde modstaaet Domitianus, blev nu
undertvungne, og en mægtig Bro blev slaaet over
Donau. I Asien førtes heldige Kampe mod
Partnerne, med hvem Romerne i lange Tider
havde ligget i Strid, især om Armenien, der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
