Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - romerske Rige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Rigets Grænser stadig stærkere, dels af
Perserne, som 226 havde gjort en Ende paa det
parthiske Rige, dels af forsk. germanske Folk.
Kejser Decius faldt i en Kamp mod Goterne,
som over Donau var trængt ind i Møsien, og
Valerianus blev fanget af Perserne. Under
hans Søn Gallienus optraadte talrige
Modkejsere, som man har givet Navn af de 30
Tyranner, og baade i Gallien og i Syrien
(omkring Hovedstaden Palmyra) dannedes der for
en Tid uafhængige Riger. Først de saakaldte
illyriske Kejsere fik igen Riget samlet:
Claudius II trængte de germanske Folk
tilbage, Aurelianus undertvang det galliske
og det palmyrenske Rige, men opgav derimod
Dacien, som han ansaa det for umuligt at
forsvare, og Probus sikrede Rigsgrænsen og
søgte paa fl. Maader at ophjælpe de forfaldne
Lande. Men Stillingen var dog stadig
vanskelig, saa meget mere som de fremmede,
barbariske Folk ikke alene ved Krig, men ogsaa
ved fredelig Indvandring truede Rigets
nationale og politiske Enhed.
5. Den senere Kejsertid (285—476).
Den foreg. Periode kan i Grunden betragtes
som en Overgangstid, hvori Rigets
republikanske Forfatning efterhaanden omdannedes til
en monarkisk. Thi længe vedblev man at
fastholde den Fiktion, at Republikken endnu
bestod, og at Regeringens Overdragelse til en
enkelt Mand kun var af midlertidig Natur,
ligesom der jo heller ikke fandtes nogen Regel
for Tronfølgen, hvilket atter og atter gav
Anledning til de beklageligste Tildragelser. Først
under Diocletianus finder vi den
monarkiske Styrelsesform principielt gennemført i
Forbindelse med et — rigtignok mislykket —
Forsøg paa at skabe Regler for Tronfølgen.
Hertil sluttede sig saa, dels straks, dels under
de flg. Kejsere, gennemgribende Ændringer i
hele Forvaltningen.
Under Diocletianus blev de sidste Rester af
Styrelsens republikanske Former afskaffede.
Senatet og de gamle republikanske Embedsmænd
blev ganske vist bibeholdte, men fik kun med
Byen Roms kommunale Forvaltning at gøre.
Derimod gennemførtes de monarkiske Ideer
med en saadan Konsekvens, at Kejserens
Forhold til Undersaatterne betragtedes som
analogt med Herrens Forhold til sine Slaver;
Kejserens Person, blev regnet for hellig, og efter
østerlandsk Mønster forlangtes der af
Undersaatterne knælende Tilbedelse. Imidlertid mente
Diocletianus, at han ikke var i Stand til alene
at styre det store Rige, og valgte derfor til
Medregent Maximianus, som væsentlig
overtog Styrelsen af Rigets vestlige Halvdel.
Disse to Kejsere fik Titel af Augustus, men
under dem kom der til at staa to Underkejsere
med Titlen Cæsar, nemlig Constantius
Chlorus, der særlig fik Spanien, Gallien og
Britannien at bestyre, og Galerius, der fik
Balkan-Halvøen, dog saaledes, at de ikke
betragtedes som suveræne Fyrster i deres
Landsdele, men kun som underordnede Medhjælpere.
Dog var det Meningen, at de ved de ældre
Fyrsters Afgang skulde rykke op i deres
Pladser, hvorefter ny Cæsarer skulde udnævnes.
Ved dette System haabede man for Fremtiden
at sikre en regelmæssig Tronfølge og at opnaa,
at Kejsertronen stadig blev besat med dygtige
Personer, der var vel forberedte til deres Kald.
Men Forhaabningerne skuffedes, og den ny
Ordning tjente endda til at forberede Rigets
Deling, endskønt man stadig søgte at fastholde,
at Enheden endnu bestod.
Diocletianus nedlagde Regeringen 305 og fik
Maximianus til at gøre det samme, hvorefter
de to Cæsarer blev egl. Kejsere, og to andre
Mænd, Severus og Maximinus Daza,
traadte i deres Sted. Men ved Constantius’ Død
(306) udnævnte hans Soldater hans Søn
Konstantin til Augustus, og derved var den
planlagte Ordning omstyrtet, og Signalet givet
til Borgerkrig. Det varede ikke længe, inden
der samtidig fandtes 6 Kejsere, der alle kaldte
sig Augustus, deriblandt den tidligere
fratraadte Maximianus og hans Søn
Maxentius, der fik Magten i selve Rom. Men af disse
blev til sidst alene Konstantin (den Store)
tilbage. Efter at have besejret Maxentius fik
han hele Rigets vestlige Halvdel under sig
(312), og da han ogsaa havde overvundet den
sidste Modkejser, Licinius, havde han hele
Riget under sig (324). Alligevel kom ogsaa han
til at fremme Spaltningen, da han byggede sig
en. ny Hovedstad Konstantinopel som en
Modvægt mod Rom, hvor han endnu fandt for
stærke republikanske Traditioner. Mere og mere
nærmede sig Rigets Adskillelse i en rom. og
en gr. Halvdel. Konstantin fortsatte ogsaa
Diocletian’s Arbejde med Omordningen af
Forvaltningen, uden at det med Sikkerhed kan
afgøres, hvem af dem der har Æren for de
enkelte Foranstaltninger. Af afgørende Bet. er
det, at der gennemførtes en fuldstændig
Adskillelse mellem den civile og den milit.
Forvaltning. Det er tidligere blevet omtalt,
hvorledes Prætorianpræfekten efterhaanden var
gaaet over til at blive en civil Embedsmand;
nu indsattes der 4 Præfekter, een i hvert af
Rigets 4 Præfekturer, Orienten, Illyricum,
Italien og Gallien, og de fik udelukkende med den
civile Forvaltning at gøre. Præfekturerne
deltes igen i Diøceser, og disse i Provinser, der
bestyredes af Statholdere med forsk.
Benævnelser. De to Hovedstæder udgjorde derimod
særlige Præfekturer. Centralforvaltningen var
overdraget forsk. Ministre. Ved Siden deraf var
der saa en særlig milit. Forvaltning under
Ledelse af magistri militum med mange
underordnede Embedsmænd. I Modsætning til
tidligere gennemførtes nu en stærk Centralisation
i Styrelsen; det indbyrdes Forhold mellem de
mange overordnede og underordnede
Embedsmænd af forsk. Grader og imed forsk. Rang var
nøjagtig fastsat, og Avancementet foregik efter
bestemte Regler. Kun i een Henseende brød
Konstantin med Diocletian’s Principper,
nemlig i sit Forhold til Kristendommen; medens
Diocletian havde forfulgt de Kristne, erklærede
Konstantin sig først for den religiøse
Tolerances Princip og gav senere Kristendommen store
Forrettigheder og officiel Anerkendelse fra
Statens Side.
Efter Konstantin’s Død udbrød der snart
Tronstridigheder mellem hans Sønner, af hvilke
Constantius blev længst i Live. Han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
