Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - romerske Rige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
betragtedes som en rom. Vasalstat, men i
Reglen blev styret af en Prins af det parthiske
Kongehus. Nu erobrede Romerne ikke alene
Armenien, men ogsaa Mesopotamien og Assyrien
hinsides Tigris. Men den flg. Kejser,
Hadrianus, afstod igen nogle af disse Lande og
søgte i det hele taget at standse Erobringerne
og hellere skaffe Riget Grænser, som var lette
at forsvare. Han anlagde ogsaa
Fæstningsværker ved Grænserne i Britannien og i
Germanien. Han tog sig med særlig Iver af
Provinsernes Udvikling og tilbragte en stor Del af
sin Regeringstid paa Rejser. Dette bidrog bl. a.
til yderligere at svække Senatets Bet., idet
Kejseren plejede at raadføre sig med et Raad,
som ledsagede ham paa Rejserne. Hans
Efterfølger Antoninus Pius regerede mildt og
gav gode Love. Det samme gælder Marcus
Aurelius; men under ham begyndte Rigets
Sikkerhed at trues af ydre Fjender, især
Markomannerne, der trængte helt ned til Italiens
Grænse; mindre farlig var derimod en ny Krig
mod Partherne.
Under de sidstnævnte Kejsere naaede det r.
R. ikke alene sit største Omfang, men ogsaa i
mange Henseender den rigeste Udvikling.
Foruden alle Landene omkr. Middelhavet
omfattede det Gallien og den største Del af
Britannien. Af Germanien hørte en Del Ø. f. Rhinen
og N. f. Donau ind under Riget og ligesaa
Dacien længere mod Ø. I Asien naaede det til
Kaukasus, den pers. Havbugt og helt ind i
Arabien, og i Afrika indtil Ørkenen. Og alle
disse Lande var nu efterhaanden, blevne omtr.
ligeberettigede Dele af det hele Rige. Fra
Provinserne havde allerede de tidligere Kejsere
begyndt at optage Medlemmer i Senatet, og med
Trajanus blev for første Gang en
Provinsbeboer endog Kejser. I St f. Senatets Styrelse
var efterhaanden Kejserstyrelsen traadt i
større og større Omfang. Kejseren styrede ved
Hjælp af sine egne Embedsmænd, der ikke
tilhørte Senatorstanden, men Ridderstanden, og
lønnedes af den kejserlige Kasse. Det blev i
Beg., da Kejseren endnu nærmest betragtedes
som en Privatmand, anset for upassende, at
fri Borgere traadte i hans Tjeneste, og de
kejserlige Funktionærer var derfor frigivne
Slaver, men fra Hadrian’s Tid frigjorde man sig
for denne Fordom. Rigets første Embedsmand i
var Prætorianpræfekten, opr. en milit.
Embedsmand, men med Tiden blev hans jur.
Forretninger de overvejende, og Roms første Jurister
kom til at beklæde denne Stilling. Derimod
indskrænkedes Senatets Omraade efterhaanden til
de kommunale Forretninger i Hovedstaden, men
ogsaa her havde Kejseren meget at sige. I
Byerne i Italien var den kommunale Styrelse
ordnet omtr. paa samme Maade som i Rom; der
fandtes et Raad, hvis Medlemmer kaldtes
Dekurioner, og aarlig valgte Embedsmænd.
Stillingen som Dekurioner kom efterhaanden til
faktisk at gaa i Arv, og saaledes gik det ogsaa
med Senatorstillingerne i Rom. Overhovedet
indtraadte der en skarpere Klassedeling, end
der tidligere havde været. Paa Landet, saavel
i Italien som i fl. af Provinserne, hvor der
fandtes store Jordegodser, blev det alm., at
Jorden dyrkedes af Fæsterne (coloni), som,
naar de ikke betalte deres Afgifter, sank ned til
at blive stavnsbundne; derimod sank Slavernes
Tal, især ved hyppige Frigivelser, ligesom der
ogsaa indtraadte større Humanitet i
Behandlingen af Slaverne.
Udviklingen førte ogsaa med sig, at
Soldaterne kom til at udgøre en særlig Stand. Da
Rigets centrale Dele ikke længere havde Brug
for Militær, fordeltes Legionerne omkring i
Grænseprovinserne, hvor de blev anbragte i
faste Lejre. Soldaterudskrivningen holdt helt
op, og Beboerne af Italien og de øvrige indre
Landsdele slap helt fri for Krigstjeneste og
blev afvante med at bære Vaaben. Hærene
rekruteredes derimod af Frivillige fra vedk.
Provins, altsaa i Reglen barbariske ell.
halvbarbariske Folk. Tjenestetiden strakte sig over en
lang Aarrække, og Soldaterne havde Lov til at
gifte sig. Deres Familie bosatte sig da uden for
Lejren, og paa den Maade lagdes Grunden til
hele Byer. Ofte indtraadte da Sønnerne
ligeledes i Hæren, saa at Soldaterstanden næsten
blev en Kaste for sig.
Da saa mange Lande var blevne forenede til
eet Rige, maatte der nødvendigvis finde en
Sammenblanding Sted af de forsk. Folkeslag.
Den lat. Race holdt sig ikke i sin Renhed, men
der tilførtes den fra Provinserne meget nyt
Blod. Derimod trængte det lat. Sprog igennem,
ikke alene som officielt Sprog, men ogsaa som
Folkesprog, i hele Rigets vestlige Halvdel. Mod
Ø., saavel i Grækenland som i Asien og i
Ægypten, beholdt derimod det gr. Sprog den
herskende Stilling, som det havde haft, før
Romerne erobrede de nævnte Lande. Og Roms
dannede Kredse vedblev at se op til gr.
Aandsliv og gr. Kultur og med Iver at studere det
gr. Sprog. Den gr. Filosofi havde længe spillet
en stor Rolle i rom. Kredse; fra Grækenland
trængte nu ogsaa, en mildere og mere human
Tankegang ind og øvede sin Indvirkning paa
den rom. Strenghed. Romernes religiøse
Forestillinger paavirkedes ogsaa ikke blot fra
Grækenland, men ogsaa fra Orienten. Ny Guder
optoges, og ny Former for Gudsdyrkelsen
indførtes; fra den Side banede ogsaa til sidst
Kristendommen sig Vej.
Med Marcus Aurelius’ Død (180) begynder
Nedgangen. Hans Søn Commodus viste sig
ikke Faderen værdig, og snart fulgte en Tid,
da det væsentlig blev Soldaterne i Rigets forsk.
Provinser, som kom til at indsætte Kejsere, og
hyppige Tronstridigheder blev Følgen. Af de
Kejsere, som skyldte Soldaterne, deres Valg,
var der dog fl. dygtige og kraftige Regenter,
som f. Eks. Septimius Severus, der gav
gode Love og ogsaa udmærkede sig som
Hærfører. Hans Søn Caracalla’s Regering blev
mærkelig derved, at alle Rigets fri Indbyggere
fik rom. Borgerret, hvorved en gennem flere
Aarh. fortsat Udvikling blev fuldbyrdet. Kort
efter kom der fl. Kejsere af syrisk Herkomst,
hvorved østerlandsk Væsen fik stærkt Indpas,
i Rom, især under Heliogabalus, hvis
udsvævende Liv vakte stærk Forargelse, medens
hans Fætter Alexander Severus førte en
hæderlig, men lidet kraftig Regering. Ved
Midten af 3. Aarh. tiltog Tronstridighederne i
en overordentlig Grad, og samtidig truedes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
