Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Rousseau, Jean-Jacques
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Naturen, Skoven og Landet, men en uheldig
Hændelse, en ufortjent Tugtelse, medførte, at
hans Onkel Bernard tog ham bort derfra og
satte ham paa et juridisk Kontor, hvor man
ikke kunde stille noget op med ham, og saa i
Lære hos en brutal Gravør, der pryglede ham
og brændte hans Bøger, medens R. paa sin
Side blev en lysten og forslagen Fyr, der
rapsede og gjorde gale Streger og til sidst løb
bort og strejfede om i Landet (1728). Paa disse
Vandringer kom han til Consignan i Savojen,
hvor en Præst tog sig af ham og sendte ham
til Fru de Warens i Annecy, en fint dannet
og elskværdig Dame af en meget svag
Karakter, der var flygtet bort fra sin
Mand og gaaet over til den katolske
Kirke, som gav hende en Pension, og for
hvilken hun nu erhvervede Proselytter. Hun
syntes om ham og sendte ham til et Kloster i
Torino, der optog ham i den kat. Kirke, men,
imod R.’s Forventning, igen overlod ham til sin
Skæbne. Han stod saaledes hjælpeløs og
raadvild i en fremmed By; et Par gode Kvinder tog
sig af ham og skaffede ham, Plads som Tjener
hos en adelig Dame, hvorfra han fik en lgn.
Stilling hos Grev de Gouvon. Her opdagede en
Slægtning af Greven, Abbed de Gouvon, hans
Evner og læste Latin med ham. Men R. kedede
sig ved det regelmæssige Liv og flygtede bort
med en letsindig Landsmand ud i Verden, i
Vandre- og Eventyrlyst. Paa disse
Omstrejfninger kom han igen til Annecy og fængsledes
atter af Fru de Warens, der nu vilde gøre en
Præst af ham og fik ham paa et teologisk
Seminarium. Men Lærerne var R. for strenge, og
det gik ikke. Da han imidlertid havde følt Lyst
til at blive Musiker, overgav Fru de Warens
ham til en Musiklærer, der uheldigvis maatte
flygte p. Gr. a. Strid med Stedets Præster, og
R. fulgte ham til Lyon. Letsindig, uklog,
impulsiv, med en underlig Uro i Blodet,
omtumledes han nu forsk. Steder, til Dels som
Musiklærer, trøstedes kun ved sine Vandringer i
Naturen og længtes tilbage til »Moder«, ɔ: Fru de
Warens. Han fandt hende igen i Chambéry,
hvortil hun nu var flyttet; han havde de bedste
Hensigter, han vilde tjene sit Brød som Skriver
og Musiklærer, men endte dog med at leve paa
Fru de Warens’ Bekostning paa hendes
Landgods les Charmettes. Fra »Moder« blev hun nu
hans elskede; men trods det pinlige i denne
Situation levede han dog her, med enkelte
Afbrydelser, 1732—39 nogle lykkelige Aar, i hvilke
han i væsentlig Grad udvidede sin Dannelse,
idet han ikke blot slugte forsk. Litteratur, men
ogsaa studerede Filosofi (Locke, Leibniz,
Descartes og Malebranche) og Matematik. Her
lagdes i Virkeligheden, Grunden til hans aandelige
Udvikling og Lysten til selv at blive Forfatter.
Men Vandrelysten laa ham stadig i Blodet, —
en fri, farende Svend i Guds fri Natur med en
urolig gærende Hjerne — og da han efter en
af disse Udflugter fandt sin Plads optagen hos
Fru de Warens, hvis Forhold for øvrigt blev
mere og mere forhutlede, af en Frisør, og visse
Stumper af sædelig Følelse forbød ham at
modtage Tilbudet om at dele hende med Frisøren,
gik han sin Vej og virkeliggjorde til sidst den
Plan, han havde undfanget, at gaa til Paris.
Han vilde her forelægge Akademiet et nyt
System til at udtrykke Noder ved Tal, som hans
opfindsomme Hjerne havde udpønsket.
1741 kom R. til Paris, med 15 Louisdorer, en
Komedie »Narcisse« og Nodesystemet i Lommen.
Nodesystemet trængte ganske vist ikke
igennem, men han fandt Adgang til de litterære
Kredse af højtdannede Mænd og Kvinder og
gjorde Bekendtskab med Diderot, d’Alembert,
Voltaire, Fontenelle, Mariveaux, Condillac o. a.
Man skaffede ham en Stilling som Sekretær hos
den fr. Gesandt i Venedig, Grev de Montaigu,
en ret ubehagelig Mand, med hvem R. slet ikke
kunde enes. Efter 17 Maaneders Forløb vendte
han da tilbage til Paris for at leve som Forf.
Her gjorde han imidlertid et højst uheldigt Skridt,
idet han indlod sig i Forbindelse med Térèse
Levasseur, en ret godmodig, men ganske udannet
og uvidende Kvinde, med hvem han senere
levede sammen; de af dette Forhold avlede 5
Børn sendte han efterhaanden til
Hittebørnshospitalet, idet han trøstede sig med den
Formening, at de der vilde faa en bedre
Opdragelse, end han og Térèse kunde give dem; en
sørgelig og ydmygende Baggrund for den
begejstrede Apostel for Moderens og Faderens
Pligter mod Barnet. R. maatte nu leve af at
undervise i Musik og afskrive Noder, og
Diderot lod ham skrive Artiklerne om Musik for
Encyklopædien; en Tid lang var han ogsaa
Sekretær hos Madame Dupin. I Virkeligheden blev
der vist det ejendommelige Menneske med de
ildfulde Øjne og det interessante Ansigt en hel
Del Venlighed; og han hutlede sig igennem med
sin Térèse.
Da skete det, at R. 1749 tilfældigvis faldt over
det af Akademiet i Dijon udsatte
Prisspørgsmaal, »om Fornyelsen af Videnskaberne og
Kunsten havde bidraget til at forædle Sæderne«.
Det satte hans Sjæl i Brand; en vældig
Forestillingsstrøm af Tvivl og Modsigelse skød frem
i hans feberhede Hjerne, og han fik Dristighed
nok til at svare med det nej, der hviskedes fra
Bunden af hans Sjæl, og som nu i Discours
sur les sciences et les arts (1749) raabtes ud i
Verden med den Sindsbetagethedens
Stemmeklang, der fanger Sjæle. Nej, Videnskab og
Kunst har ikke forædlet Sæderne; de har kvalt
Frihedsfølelsen og forværret Menneskenes
Karakter, fremmet Luksus og stillet Talentet over
Dyden. Han rejste her Kulturproblemet. Den
Strid, som han fandt mellem den overforfinede,
kunstlede Kultur, han levede i, og det Ideal af
ubunden Naturfrihed, han kendte fra sine
Vandringer i Skovensomheden, generaliserer han
til en universel Modsætning. Fra denne
raffinerede Kultur, der kvæler Individet i en fin
Tvangstrøje, viser han, tilbage til Naturen og
naturlig menneskelig Frihed, til hin primitive
Tilstand af Enfold, Uskyld og Fattigdom, da
Ønsket ikke gik videre end Mulighed for
Tilfredsstillelsen, og da Instinktlivets
umiddelbare Lykke ikke var opløst af Refleksionen.
Ikke blot gav Akademiet ham Prisen, men han
blev med eet Slag en af Frankrigs første
Forfattere. Hvilket Paradoks, nyt og sælsomt, men
der var en Brod deri. Forstanden sagde:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
