Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Rousseau, Jean-Jacques
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Nonsens, men Følelsen hviskede: der er noget deri.
Det var aandrigt og æggende, og hvilket Emne
for Salonerne! Modskrifter og Kritikker
myldrede frem, R. blev umaadelig feteret, fik Besøg
i Masse, og paa hans bevægelige Sind gjorde
denne Lykke et stærkt Indtryk. Men han
egnede sig ikke for Salonlivet, en halvvild
Vagabond, og under Sindets Højtryk besluttede han
kun at tjene Dyden, trak sine Silkestrømper af,
aflagde sin Kaarde, anlagde rund Paryk og gav
»Bjørnen«. Han vilde leve af Nodeafskriven og
kun beskæftige sig med sine Studier. Paa den
Tid offentliggjorde han sin Lettre sur la
Musique, der vakte Røre, og tænkte paa helt at
hellige sig til Musikken, da hans Drama
»Narcisse« faldt igennem. Men Operaen Le devin
du village (1752) gjorde til Gengæld stor Lykke
og vandt Ludvig XV’s Ros og Tilbud om en
Pension og havde nær gjort R. vaklende i sin
Beslutning, men han, der altid havde vist en vis
Ringeagt for Penge, blev igen sig selv, afslog
Pensionen og rejste med Térèse til Genève, hvor
han traadte tilbage i den protestantiske Kirke
og atter fik Borgerret. Han besøgte ogsaa
Savojen og traf Fru de Warens i Nød og
Elendighed og understøttede hende senere efter Evne.
Han opholdt sig længere Tid i Chambéry og
skrev her som Besvarelse af en ny Prisopgave
af Dijon-Akademiet sin Afhandling: Discours
sur l’origine et les fondements de l’inégalité
parmi les hommes (1753). Han fortsatte her sit
Tema fra den første Afh., idet han udførlig
beskriver og lovpriser Naturtilstanden paa
Civilisationens Bekostning, men han anslog ogsaa ny
Strenge, idet han fører Uligheden med dens
Følge af Krig, Elendighed og Forbrydelse
tilbage til Indførelsen af Privatejendommen og i
sin stærke Hævden af Menneskenes Lighed af
Naturen og alles Ret til Frihed foregriber
Nutidens mest demokratiske Ideer. Hans
Berømmelse steg: man stillede ham som Tænker ved
Siden af Montesquieu, som Prosaforfatter ved
Siden af Voltaire. Da han Foraaret 1756 efter
indtrængende Indbydelser vendte tilbage til
Frankrig, modtoges han med stormende
Begejstring. Men han var nu engang ikke skabt for
Salonlivet. Fra de fornemme Kredse længtes
han tilbage til Naturen og de store stille Skove.
Da stillede en Tilbederinde,
Generalforpagterfruen d’Épinay, der ejede Slottet la Chevrette,
et Hus paa en 5 à 6 Værelser ved
Montmorency-Skoven (den senere berømte Ermitage) til R.’s
Raadighed. Han drog hertil med Térèse og
hendes Moder, og alt var idel Lykke. Men R.’s
Sind var vanskeligt, han var forfængelig, jaloux
over for andre, vilde feteres og dog helst være
ene, forelskede sig desuden i Madame d’Épinay’s
Svigerinde Madame d’Houdetot, og alt dette
førte til saa mange Misforstaaelser, Opgør,
Forklaringer og Trakasserier, at R. pludselig Jan.
1758 brød med sin Beskytterinde og Venner som
Diderot, Grimm og Holbach og forlod
Ermitagen. Han gik dog kun til Montmorency, hvor
han enten boede i et lille i en stor Have
liggende Hus ell. paa det Hertugen af
Luxembourg tilhørende Slot. Her var han saa snild at
betinge sig den fuldstændigste Uafhængighed af
sine Velyndere, og her skrev han sine
navnkundigste Værker. Efter at han 1758 havde pirret
Salonerne ved sin Lettre à d’Alembert sur les
spectacles, i hvilke han fordømte Skuespillet til
Diderot’s Harme, udgik herfra fra Skovene ved
Montmorency Nouvelle Héloïse, Contrat social
og Émile, Bøger, der skulde afføde en ny
Kulturverden.
Først kom La nouvelle Héloïse. Her er
Skildringer af Genfersøen og Walliserlandet, af
Naturscener og Naturmennesker af uforlignelig
Skønhed, en ny dyb Naturfølelse; her er et
Islæt af vidtrækkende Reformtanker; her er den
dybe Lidenskab og den ægte digteriske Følelses
Sprog; her er Skildringer af stærk og dyb
Elskov, af Ægteskabets og Familielivets Skønhed
og Værdighed, af Resignationens Adel, den
religiøse Tros Inderlighed. En Verden af
Værdier, der var blevne fremmede for en
forstandsklar og kritisk-negativ Tid, drages frem og
løftes til store sindsbetagende Magter. R. er her
ikke blot paradoks og negativ; han skaber en ny
Værdiverden. Han indsætter Livets store,
elementære Værdier i deres Ret med en Følelsens
Varme og en Stemningens Inderlighed, der
griber. Han indvarsler en ny Tid: han betegner
et Gennembrud: ved sin Indflydelse paa Herder,
Sturm und Drang og Romantikken paavirker
han alle Landes Litteratur og de flg. Tiders
Livssyn.
3 Aar senere kom R.’s to andre Hovedværker:
Contrat social og Émile. I Contrat social
sammenarbejder R. de to Prisskrifters
Reformtanker til et positivt abstrakt, radikalt politisk
System, der bliver Revolutionsmændenes
Katekismus og Grundlaget for det moderne radikale
Demokrati. Staten er fremgaaet af en
Samfundskontrakt, som alle har indgaaet med alle.
Suveræniteten ligger hos Folket, er uafhændelig
og udelbar, Loven er Udtryk for den alm. Vilje,
der i sig optager de enkeltes Viljer; den
lovgivende Magt ligger hos Folket, den udøvende
er kun dets Tjener. Den alm. Vilje kan ikke
fejle. Suveræniteten kan ikke udøves gennem
Repræsentationer, og Folket maa fra Tid til
anden samles for at give Love. For at forstaa
denne Tankegang maa det mærkes, at Idealet
for R. var, i Tilknytning til hans Minde om
hans Fødeby Genève med dens Selvstyre og
Sans for Folkefrihed og Ret, Oldtidens smaa
Stater. Han hævder Menneskets Lighed og
Frihed, der betinger hinanden; men ved Lighed
forstaar R. ikke, at alle skal have samme Grad
af Magt og Rigdom, men kun at Magten ikke
bliver til Voldsmagt og kun gøres gældende i
Kraft af Loven, og hvad Rigdommen angaar, at
ingen Borger bliver saa rig, at han kan købe
en anden, og ingen saa fattig, at han er nødt
til at sælge sig. Contrat social gjorde uhyre
Opsigt. Polakker og Korsikanere bad endogsaa
R. om, at han vilde affatte Konstitutioner for
dem. Dette gjorde R. vel ikke, men han skrev:
Lettre sur la législation des Corses og
Considérations sur le gouvernement de Pologne (1772).
Betydeligere er hans Discours sur l’économie
politique, først trykt i »Encyklopædien« (1755),
hvori han, i Modsætning til A. Smith’s Skole,
opfatter Nationaløkonomien som Statens vise og
legitime Regering til Bedste for Borgernes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
