Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Rudkjøbing - Rudkjøbing Løb - Rudolf af Habsburg (tysk Konge) - Rudolf II (tysk Kejser) - Rudolf (Ærkehertug af Østerrig)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
af baade Volde og Grave. I Aaret 1672 havde
Byen kun 478, 1769 814 Indb. (Litt.: P.
Rasmussen, »Oplysninger betr. R. Kjøbstad« [R.
1849]; Ad. B. Gunnarsen, »R.’s Fortid i
populær Skildring« [R. 1921]; Trap, »Stat.-topogr.
Beskr. af Danmark« [4. Udg. IV. Bd]).
M. S.
Rudkjøbing Løb adskiller Langeland fra
Taasinge—Siø og er et smalt, kroget Løb, der er stejlt
opgaaende til Grunde paa begge Sider. Det er
ved en gravet Rende sat i Forbindelse med
Rudkjøbing Havn. I Løbet N. f. Rudkjøbing er den
mindste Dybde 4,5 m, S. f. kun 3,4 m. Løbet er
godt afmærket ved Baaker og Prikker, og om
Katten ved Ledefyr. Fra R. L.’s nordlige Del
skærer Siø Sund sig 4 km V. paa mellem
Taasinge og Siø. Fra Vemmenæs Færgegaard, paa
Nordsiden af dette Sund, finder
Færgeforbindelse Sted med Rudkjøbing. — Strømmen skifter
med roligt Vejr regelmæssigt hver 6te Time,
men med uroligt Vejr kan den i flere Dage løbe
samme Vej. Forskellen mellem Højvande og
Lavvande er kun ringe, men Strømmens Fart
kan være ret stærk.
G. F. H.
Rudolf af Habsburg, tysk Konge
(1273—91), f. 1. Maj 1218, d. 15. Juni 1291, Søn
af Albrecht den Vise af Habsburg, arvede 1239
sin Faders Land. Som tro Tilhænger af
Frederik, Konrad IV og Konradin blev R. belønnet
med Gods af disse, og selv erhvervede han de
kiburgske Lande, da Greveslægten af Kiburg
uddøde 1264. Dels som Landsherre, dels som
Indehaver af de grevelige Rettigheder raadede
han over det nuværende tyske Schweiz og
Øvre-Elsass, da Pave Gregor X efter Richard af
Cornwall’s Død fordrede, at de tyske Fyrster skulde
vælge Riget en Konge. Flere Fyrster, deriblandt
den mægtige Ottokar II af Bøhmen, tragtede
efter Kronen, men paa Borggreven af Nürnbergs,
Frederik af Hohenzollern’s Forslag valgte
Kurfyrsterne R. til Konge Septbr 1273, hvorpaa han
24. Oktbr blev kronet i Aachen. I R. fik
Tyskland en nøgtern, beregnende Styrer, blottet for
alle Hohenstaufernes Idealer. Han anerkendte
Kurfyrsternes Magtstilling og lovede at tage
deres Willebriefe til Følge, og Pave Gregor X
godkendte hans Valg, mod store Indrømmelser
og R.’s Løfte om at gaa paa Korstog. R.’s
Rigspolitik gik ud paa at inddrage det bortkomne
Krongods; paa Rigsdagen i Nürnberg 1274
forpligtede han sig til at inddrage, hvad Kronen
havde mistet siden Frederik II’s Død, og at
tvinge alle genstridige Vasaller til at tage ny
Forlening paa deres Len. Bl. disse maatte
Ottokar af Bøhmen regnes, som hverken vilde
anerkende R. som Konge ell. efterkomme hans
Indstævning i Egenskab af Lensherre. Men R.
overvandt Ottokar og tvang ham 1276 til at afstaa
Steiermark, Østerrig, Kärnten og Krain, medens
han maatte tage Bøhmen og Mähren i Len. To
Aar efter, under en ny Strid, bukkede Ottokar
under og faldt i Slaget ved Dürnkrut paa
Marchfeld 1278. Bøhmen kom da under Ottokar’s Søn
Venceslaus, men denne maatte ægte R.’s Datter,
og saa mægtig var R. nu, at han 1282 kunde
forlene sine to Sønner Albrecht med Østerrig og
Rudolf med Steiermark, medens Kärnten tilfaldt
Meinhardt af Tyrol. — Derimod mislykkedes
hans Plan om at drage Burgund til Tyskland
igen, efter at han 66 Aar gl havde ægtet
Hertugen af Burgund’s 14-aarige Søster; heller ikke
i Schwaben fik han genoprettet den kongelige
Magt, da Smaafyrsterne arbejdede ham imod.
Landefreden lykkedes det ham ej heller at
hævde over Riget, med Byerne laa han selv i
Strid, og i Nordtyskland var hans Magt kun
ringe. Han døde i Speyer og blev bisat i
Domkirken. (Litt.: »Die Regesten des Kaiserreichs,
1246—1313« [Stuttgart 1844]; Kopp, »Gesch.
der eidgenoss. Bunde«, 1—5; Plischke, »Die
Rechtsverfahren R. v. Habsb. gegen Ott. v.
Böhmen« [Bonn 1885]; A. Schulte, »Gesch. der
Habsburger« [Innsbruck 1887];
Kaltenbrunner, »Aktenstücke zur Gesch. d. deutsch.
Reiches« [Wien 1889]; Loserth, »Geschichte des
späteren Mittelalters«, 1197—1492 [1903];
Redlich, »R. von Habsburg« [1903]).
(J. L.). H. J-n.
Rudolf II, tysk Kejser (1576—1612), f.
18. Juli 1552, d. 20. Juni 1612, ældste Søn af
Maximilian II, var blevet opdraget i Spanien og
1575 valgt til Faderens Efterfølger. Som
Ærkehertug af Østerrig og Konge af Bøhmen og
Ungarn var hans Magtomraade stort, men ensom
og menneskesky levede han paa Hradschin,
optaget af sine sjældne Samlinger og af Alkymi
og Astrologi. Tyge Brahe og Joh. Kepler
knyttede han til sig. Regeringen førtes af R.’s
Ministre, og skønt han selv ikke var, katolsk
Fanatiker, gav disse den katolske Reaktion frit
Løb. I Köln maatte den protestantiske
Ærkebisp vige for en ivrig Katolik, Maximilian af
Bayern bemægtigede sig den protestantiske
Rigsstad Donauwörth, og den religiøse Strid
hidførte i Tyskland Dannelsen af den
evangeliske Union 1608 og den kat. Liga 1609. I Ungarn
udbrød 1604 en farlig Opstand mod
Kejserhoffets Undertrykkelse af Protestantismen, som
R.’s Broder Ærkehertug Matthias kun fik endt
mod Løfte om Trosfrihed. Mere og mere indsaa
de habsburgske Ærkehertuger, at R., der
hverken vilde gifte sig ell. ordne Arvefølgen, var
umulig som Regent. Derfor aftvang Matthias
ham 1608 Regeringen over Ungarn, Mähren,
Øvre- og Nedreøsterrig. Bøhmen, hvor R. havde
de maattet give Trosfrihed ved Majestætsbrevet
af 1609, mistede han 1611. Matthias drog mod
Prag, overrumplede R. og tvang ham paa
Hradschin til at afstaa Landet, hvor han selv
blev Konge. Aaret efter døde R., og Matthias
blev Kejser. (Litt.: Gindely, »R. II u. seine
Zeit« [Prag 1863]; Svaték, »Kulturh. Bilder
aus Böhmen« [1879]; Bezold, »Kaiser R. II«
[München 1885]; Droysen, »Gesch. der
Gegenreformation« [Berlin 1893]).
(J. L.). H. J-n.
Rudolf, Ærkehertug af Østerrig,
f. 21. Aug. 1858, d. 30. Jan. 1889, eneste Søn af
Kejser Frants Josef. Han var vel begavet og nød
en omhyggelig Uddannelse, talte med
Færdighed Monarkiets Hovedsprog og dyrkede særlig
Studiet af Ornitologi; han fremkaldte ogsaa
Udgivelsen af det store Pragtværk »Oesterreich in
Wort und Bild« (24 Bd, 1886—1902) og ydede
selv flere Bidrag hertil. 10. Maj 1881 ægtede han
Kong Leopold II af Belgiens Datter Stephanie
(f. 21. Maj 1864), og fik med hende en eneste
Datter Elisabeth (f. 2. Septbr 1883), men deres
Ægteskab var ikke lykkeligt. En
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
