Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Rudolf (Ærkehertug af Østerrig) - Rudolf (Hertug af Schwaben, tysk Konge) - Rudolf fra Ems - Rudolfinske Tavler - Rudolfsheim - Rudolf-Sø - Rudolstadt - Rudorff, Adolph August Friedrich
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kærlighedsforstaaelse med en rum. Adelsdame, Baronesse
Marie Vetsera (f. 1869), førte til begges Død paa
Jagtslottet Meyerling ved Wien, men
Enkelthederne herved er aldrig blevet opklarede. Hans
Enke ægtede 1900 en ung. Greve Lonyay;
Datteren segtede 1902 Fyrst Otto Windischgrätz.
E. E.
Rudolf, Hertug af Schwaben, tysk
Konge (1077—80), d. Oktbr 1080, blev valgt
til Modkonge mod Henrik IV af de oprørske
tyske Fyrster paa Mødet i Forchheim 13. Marts
1077, skønt Henrik da var blevet løst af Bandet
i Canossa 28. Jan. R. lovede paa Mødet, at
Tyskland for Fremtiden skulde være et
Valgrige, og at Kongen skulde vælges af Fyrsterne,
Bisperne lovede han kanoniske Valg. Oktbr 1080
blev han dødelig, saaret i Slaget ved
Hohenmölsen mod Henrik IV og døde kort efter.
(J. L.). H. J-n.
Rudolf fra Ems, tysk episk Digter, f. c.
1200 i Hohenems ved Chur ell. i Vorarlberg.
Han hørte til Greven af Montfort’s Følge, var
senere i Kejser Konrad’s Tjeneste og døde 1252
i Italien. Han var en frugtbar Digter, men de
fleste af hans Værker er gaaet tabt. Efter hans
eget Sigende var Gottfried von Strassburg hans
Forbillede, og han indtager en fremskudt Plads
bl. Tidens Digtere. Han vandt sig Navn med
sine Legendenoveller, »Der gute Gerhard« og
»Barlaam u. Josaphat«, der er en kristelig
Omformning af ind. Buddha-Legender. Desuden
maa nævnes det vidtløftige, over 30000 Vers
omfattende Digt om Vilhelm Erobreren »Wilhelm
von Orlens«, det ufuldendte og utrykte
Alexander-Digt og den for Konrad IV skrevne
Verdenskrønike fra Skabelsen til Salomon’s Død,
der blev fortsat af Heinrich v. München. »Der
gute Gerhard« blev udg. af Haupt (1840), overs.
af Lersch (1847) og Simrock (1848), »Barlaam
und Josaphat« udg. af Köpke (1818) og Pfeiffer
(1843), overs. af Liebrecht (1847). (Litt.: F.
Krüger, »R. v. E.« [1885]).
C. B-s.
Rudolfinske Tavler, se Kepler.
Rudolfsheim [’ru.dålfsha^im], se Wien.
Rudolf-Sø, Basso Narok ell. »den sorte
Sø«, stor Sø i det østlige Ækvatorialafrika
mellem 2° 16′ og 4° 48′ n. Br. Dens Areal er c.
9000 km2, og Formen er langstrakt, 300 km
lang og 30—60 km bred, Højden over Havet c.
500 m. I den nordlige Spids optager den Omo
fra Landskabet Kaffa. Vandet er svagt
saltholdigt. 50 km NØ. f. R. ligger en betydelig
mindre Sø, der benævnes Stefanie Sø, Basso
Naebor ell. »den hvide Sø«. Disse Søer
ligger i en lang Sænkningsdal, der strækker sig
fra Abessinien til Kilima Ndscharo, og
Omgivelserne viser ogsaa tydelige Spor af vulkansk
Virksomhed, der endnu ikke er kommet til Ro.
Saaledes synes Vulkanen Lubburua (»Telekis
Vulkan«) at være blevet ødelagt ved en
pludselig Eksplosion i Tiden mellem 1889 og 97.
Vestkysten er overvejende lav, og Søen synes
for ikke lang Tid siden at have strakt sig
længere mod V., hvilket ses af fl. Laguner, der
skilles fra Søen ved Sandtanger. Østkysten er
en aaben tør Slette, medens baade Nord- og
Sydspidserne ligger i højere Terrain. Længst
mod N. strækker en Bugt, Sanderson Bugt, der
næsten helt er adskilt fra Hovedsøen, sig c. 100
km mod NV. Af Øer findes kun den 16 km
lange, vulkanske Elmolo i Sydenden. Ved en
Traktat 1909 blev Nordspidsen tilkendt
Abessinien, Resten England (Koloni: Kenya
Territory). R. og Stefanie Sø blev opdaget 1888 af
Teleki og Höhnel og er senere besøgt af
Donaldson Smith, Bottego, Cavendish, Austin m.
fl. Fra 1905 kan dens Bredder og Omgivelser
siges at være kendt.
C. A.
Rudolstadt [’ru.dål∫tat], By i Fristaten
Thüringen, tidligere Hoved- og Residensstad i
Fyrstendømmet Schwarzburg-R., 28 km S. f.
Weimar, ligger smukt i en Højde af 194 m o. H.
paa Skraaningen af Thüringerwald, har (1919)
14887 Indb. R. har 4 Kirker, bl. hvilke
Stadskirken allerede nævnes 1227. Residensslottet
Heidecksburg, i en Højde af 60 m o. Saale,
er anlagt i 12. Aarh., genopbygget 1744 efter en
Ildebrand, og indeholder en Malerisamling; i
Lystslottet Ludwigsburg findes et
Naturalkabinet. R. er Sæde for en Landret, en Amtsret og
har et Gymnasium, et Seminarium, en
Handelsskole samt et Landsteater. Der findes
Bogtrykkeri, Garveri, Klaver-, Legetøjs-, Porcelæns- og
Cementvarefabrikation. I Nærheden Flækkerne
Kumbach med en fyrstelig Park og Volkstedt
med Porcelænsfabrikation og 7 km mod SV.
Indgangen til den naturskønne Schwarzathal.
R. nævnes opr. c. 800, fik 1404 og 1412
Stadsrettigheder og blev under Albert VII 1599
Landets Hovedstad.
(Joh. F.). O. K.
Rudorff, Adolph August Friedrich,
tysk Retslærd, f. 21. Marts 1803 i Mehringen,
d. 14. Febr 1873 i Berlin, Dr. jur. og
Privatdocent i Berlin 1825, Prof. extraord. smst. 1829,
Prof. ord. 1833. Med Begejstring sluttede R. sig
til den hist. Skole, han var Savigny’s mest
trofaste Discipel og Tilhænger, der med
selvfornægtende Iver stillede sin egen videnskabelige
Virksomhed til Mesterens Disposition. Han
debuterede med Dissertationen De lege Cincia
(1825), som efterfulgtes, foruden af en Mængde
Tidsskriftafh. o. l., af »Das Recht der
Vormundschaft aus dem gemeinen in Deutschland
geltenden Rechte entwickelt« (I—III, 1832—34), den
meget benyttede »Römische Rechtsgeschichte«
(I, 1857, II 1859), der i øvrigt i
systematisk Henseender lider af store Svagheder, og
hans Restitution af Edictum perpetuum (1866),
som ganske har tabt sin Bet. ved Otto Lenel’s
berømte Værk. Sammen med F. Blume og K.
Lachmann udgav R. »Schriften der römischen
Feldmesser« (I 1848, II 1852), hvortil R. selv
bidrog med Afsnittet »Die Gromatischen
Institutionen«. Fra 1842 var han Medudgiver af
»Zeitschrift für geschichtliche
Rechtswissenschaft« og udgav fra 1861 sammen med H.
Böhlau og P. Roth »Zeitschrift für
Rechtsgeschihte«. Efter G. F. Puchta’s Død 1846
besørgede R. Udgivelsen af en Række Oplag af
dennes Pandekter og Institutioner, udgav
Puchta’s »Kleine civilistische Schriften« (1851) og
7. Opl. af Savigny’s »Besitz« (1865). Sin
beundrede Lærer Savigny satte R. et Minde i Afh.
»F. C. v. Savigny« (1862). (Litt.: A. Brinz i
»Kritische Vierteljahrsschrift für Gesetzgebung
und Rechtswissenschaft«, XV [1873], S. 319—38).
Fz. D.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
