Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ruffini, Paolo - Ruffo, Fabrizio - Ruffy, Eugène - Rufia - Rufigallussyre - Rufinus, Tyrannius - Rufinus - Rufisque - Rufus, Musonius - Rufus Festus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ansat ved Univ. i Modena som Prof., først i
Medicin, senere i Matematik. Han beskæftigede
sig meget med de algebraiske Ligningers Teori
og har leveret et, dog ikke fuldstændigt, Bevis
for, at Ligninger af højere Grad end fjerde
ikke alm. kan løses algebraisk. Hans
Hovedværker er: Teoria generede delle equazioni
(1798), Algebra (1807—08), Riflessioni intorno
alla soluzione dell’ equazioni algebraiche
generali (1813).
Chr. C.
Ruffo, Fabrizio, Kardinal (1744—1827),
hørte til en neapolitansk Adelsslægt og var
1775—91 pavelig Skatmester; viste som saadan stor
Dygtighed og blev 1794 til Løn Kardinal. Decbr
1798 drog han til Palermo, hvor Kong
Ferdinand IV var flygtet hen, og fik det Hverv at
rejse en Opstand i Kalabrien, hvor hans
Hjemstavn laa, imod den parthenopæiske Republik.
Forsøget lykkedes saare vel, og allerede i Juni
kunde han nøde Staden Neapel til Overgivelse.
Men lige saa lidt som han kunde hindre de
mange Voldsgerninger, som hans Tilhængere i
Kalabrien gjorde sig skyldige i, lige saa lidt bar
han Ansvaret for den Troløshed og Grusomhed,
som Nelson senere viste imod Republikanerne
uagtet det Løfte om Straffrihed, som R. havde
givet dem. Han blev vel udnævnt til Kongens
Statholder, men i Virkeligheden skudt helt til
Side. Derfor nægtede han ogsaa 1806 at gøre
noget Forsøg paa at værge Kongehusets Ret.
1808 kaldtes han til Paris og medvirkede 1810
ved Kejser Napoleon’s Bryllup, men blev kort
efter sat i Fangenskab ligesom Paven indtil
1814. Efter at Revolutionen 1820 var undertrykt,
blev R. Marts n. A. udnævnt til Medlem af det
kgl. Raad.
E. E.
Ruffy [ry’fi], Eugène, schweizisk
Statsmand, f. 1854 i Kanton Vaud, blev 1880
Sagfører og valgtes 1882 til dets store Raad og
1885 til dets særlige Regering; fik Akademiet i
Lausanne udviklet til et Univ. 1884 blev han
Medlem af Schweiz’ Nationalraad (1888 dets
Formand) og 1893 af Forbundsraadet; var 1898
Forbundspræsident, men afgik 1900 for at blive
Direktør for den universelle Postunion, hvad
han forblev til 1919.
E. E.
Rufia, se Alfeios.
Rufigallussyre,
Hexaoxyanthrachinon, (OH)3 . C6H . (CO)2 . C6H(OH)3 + 2H2O,
dannes ved Ophedning af Gallussyre ell.
Digallussyre med koncentreret Svovlsyre og
Fældning med Vand; den danner smaa, røde
Krystaller, der kan sublimere og farver Bomuld,
som er bejdset med Krom, brunt.
(O. C.). S. P.
Rufinus, Tyrannius, Kirkefader, f. i
Provinsen, ell. maaske Byen, Aquileja c. 345,
d. 410, modtog Daaben c. 370 og sluttede ved
den Tid et varmt Venskab med den senere
Kirkefader Hieronymus. For Studiers Skyld
skiltes deres Veje et Par Aar efter. R. drog
til Ægypten for at besøge Munkene og
Asketerne dernede, og han kom i Berøring med en
Række af de betydeligste Mænd. Omkr. ved 378
drog han til Palæstina og slog sig ned ved
Oliebjerget, hvor fl. af hans Munkevenner en
Stund i Forvejen havde indrettet sig Celler, og
nogle Aar efter bosatte Hieronymus sig ved
Bethlehem. De to Venner stod i livlig
Forbindelse, og ogsaa med Jerusalems Biskop,
Johannes, kom R. sammen. Johannes indviede ham
c. 390 til Presbyter. Men R. har dog næppe
taget megen Del i det praktiske Kirkeliv, han
dyrkede Studierne. Allerede tidligere havde han
og Hieronymus under lige Begejstring studeret
Origenes, og R. trængte stedse dybere ind i
Origenes’ Teologi. Imidlertid udbrød Striden
om Origenes, og den førte til, at Venskabet
mellem Hieronymus og R. brat forvandledes til
bittert Fjendskab. R. stod i Kampen som tro
Forsvarer af sin store Lærer, medens Hieronymus
— af Frygt for Origenes’ Kætteri — skarpt
angreb ham. C. 397 drog R. til Rom og oversatte
her Origenes’ Hovedværk περὶ ἀρχῶν, men
rigtignok med adskillige Tillempelser. Ogsaa
andre origenistiske Skr overførte han til
Latinen og ligeledes Eusebius’ Kirkehistorie, som
han desuden fortsatte til Theodosius’ Død. I
det hele blev R. et Bindeled mellem Østen og
Vesten, en stor Mængde gr. teol. Skr blev
gennem ham indførte i den lat. Kristenhed. Fuld
Klarhed er der dog ikke over hele R.’s
Forfatterskab og Oversættelser. Der er blevet
tillagt ham adskilligt, som han sikkert ikke har
skrevet. Sine sidste Aar tilbragte han for
største Delen i Aquileja. R.’s Værker er bl. a.
udgivne af Vallarsi (Verona 1775). (Litt.:
Fr. Nielsen, »Haandbog i Kirkens Historie«,
Bd I [1893]).
A. Th. J.
Rufinus, en Galler, som under Kejser
Theodosius den Store opnaaede de højeste
Embedsstillinger i Konstantinopel. Efter Theodosius’
Død førte han Regeringen i hans Søn Arcadius’
Navn, men skaffede sig ved hensynsløs
Optræden mange Fjender, deriblandt Stilicho, der
gjorde Fordring paa Regentskabet baade i det
østlige og i det vestlige Rige. Paa
Foranledning af Stilicho blev R. myrdet af Goteren
Gainas (395).
H. H. R.
Rufisque [ry’fisk], By i den fr. Koloni
Senegambien, ligger ved Kysten af Atlanterhavet og
ved Jernbanen mellem St Louis og Dakkar.
(1921) 11300 Indb. Den driver betydelig Handel
med det Indre og har navnlig stor Udførsel af
Jordnødder. R. er en Fordrejelse af det
tidligere port. Navn Rio Fresco.
C. A.
Rufus, Musonius, rom. Filosof fra
Kejsertiden, f. i Etrurien, blev c. 65 e. Kr. forvist
fra Rom af Nero, men vendte tilbage under
Galba. R. var Stoiker og lagde udelukkende
Vægt paa Filosofiens praktiske Formaal; som
Lægen skal helbrede, er det Filosoffens Opgave
at bringe Menneskene til at leve sædeligt, og
ved denne Opdragelse kommer det mere an
paa Øvelse og Udvikling af medfødte Anlæg end
paa teoretisk Belæring. Hans Filosofi har
mindre videnskabelig Interesse, men som Lærer
skal han have øvet stor Indflydelse. (Efterladte
Fragmenter under R.’s Navn er samlede af O.
Henze, Leipzig 1905).
(A. T-n). W. N.
Rufus Festus, rom. geogr.-hist. Forf., skrev
efter Midten af 4. Aarh. e. Kr. et Breviarium
rerum gestarum populi Romani, en kortfattet
Beskrivelse af de Lande, der hørte til det rom.
Rige, og en Oversigt over den rom. Historie.
Skriftet er udg. af Förster (Wien 1874) og
Wagener (Prag 1886).
H. H. R.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
