Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Rumænien - Rumænsk Sprog og Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Tilbøjeligheder fra Ruslands Side har fælles
Interesser med R. 1922 ægtede Prinsesse Maria af
R. Kong Alexander af Jugoslavien.
A. C.
Rumænsk Sprog og Litteratur. Rumænsk
er en Fortsættelse af Latin og som saadan en
selvstændig Gren af de romanske Sprog. Det
slutter sig i mange Henseender nær til Italiensk
(f. Eks. Flertalsdannelse paa -i og -e,
Overgang af k og g til tš og dž foran e og i), men
har temmelig tidlig tabt den geografiske
Forbindelse med det øvrige romanske
Sprogomraade og er nu ganske omgivet af Sprog af
anden Oprindelse, hvorfor det paa mange
Punkter har udviklet sig anderledes end de andre
romanske Sprog, dels spontant, dels ved
fremmed Paavirkning. Af Sprogets
Ejendommeligheder kan særlig fremhæves flg.: ubetonet a
svækkes til (omtr. som Vokalen i eng. bird):
carbonem > cărbune, Kul; e bliver til ea foran
ă: negra > neăgră, sort, fem., o til oa foran
ă og e: mola > moară, Mølle, florem > floare,
Blomst; kt og ks bliver til pt og ps: octo >
opt, 8, coxa > coapsă, Laar, qu i visse Tilfælde
til p: aqua > apă, Vand, quattuor > patru, 4.
Undertiden er Lydudviklingen paavirket af
Bulgarsk, som naar sk + e, i bliver til šte, šti:
piscem > pešte, Fisk, scio > štiu, jeg ved.
Den bestemte Artikel staar bag ved
Substantivet som i nordisk: domn, Herre — domnul,
Herren, vulpe, Ræv — vulpele, Ræven, masă,
Bord, — masa, Bordet, Flertal: domni — domnii,
vulpi — vulpii, mese — mesele. Endvidere findes
der særlige Former for Genetiv-Dativ:
domnului, vulpelui, mesei, Flertal: domnilor, vulpilor,
meselor. Det samme er Tilfældet paa
Albanesisk og til Dels Bulgarsk. Der gives
Vokativformer paa -e og -o efter slavisk Mønster.
Talordene 11—19 dannes, som i Slavisk og
Albanesisk, ved at sige (»een paa ti« o. s. v.:
unsprezece, 11, patrusprezece, 14, Tierne som paa
Svensk: douăzeci toti, patruzeci, firti
(tilsvarende i Slav. og Alb.); Talordene fra 20 er
Substantiver og forbindes med det flg. ved de:
patruzeci de ani, 40 Aar (tilsvarende i Slav.). —
Futurum dannes ved voiu, jeg vil -h Infinitiv:
voiu cânta, jeg vil synge; denne Udtryksmaade
stammer fra Nygræsk og findes ogsaa i Bulgarsk
og Albanesisk. — Infinitiv anvendes kun
sparsomt og erstattes i de fleste Tilfælde af en
at-Sætning: nu vrea sa vină, han vil ikke (at
han) kommer(r), nu pot să o fac, jeg kan ikke,
at jeg gør det ɔ: gøre det. Ogsaa dette findes i
Bulgarsk og Albanesisk og stammer fra
Nygræsk. I visse Tilfælde erstattes Infinitiven af
Verbalsubstantiver: e greŭ de făcut det er
vanskeligt at gøre, egl. med Hensyn til Gerning;
lgn. paa Albanesisk.
Ogsaa ved Ordforraadets Beskaffenhed
adskiller Rumænsk sig betydelig fra de øvrige
romanske Sprog. Paafaldende er her først og
fremmest en stor Mængde slaviske Laaneord af
alle mulige Slags, der vidner om en lang og
stærk Paavirkning af slavisk Sprog og Kultur.
Forholdet kan nærmest sammenlignes med den
nedertyske Paavirkning paa Dansk. Ikke blot
enkelte Ord, men mange Endelser og
Talemaader er optagne, ligesom ogsaa flere
rumænske Ords Betydningsudvikling er bestemt af
de tilsvarende slaviske Ords. De slaviske
Laaneord, hvoraf de fleste stammer fra
Bulgarsk, er betydelig talrigere end de ægte
rumænske. Som i alle de sydlige Nabosprog findes
der endvidere et stort Antal tyrkiske
Laaneord, gennemgaaende dog kun Substantiver
og Adjektiver. Naboskabet med Magyarerne
har bevirket Optagelsen af ikke faa
magyariske Ord, flest i Transsilvanien og Banatet, og
græske Ord vidner dels om ældgamle
Berøringer med Grækerne, dels om Fanarioternes
Herredømme i nyere Tid. Ogsaa
albanesiske Laaneord findes, men ikke i synderlig
stort Antal. I Modsætning til de andre
romanske Sprog mangler Rumænsk derimod ganske
germanske Laaneord fra ældre Tid. I
nyere Tid er optaget en Del tyske
Haandværkerudtryk. Hvad det egl. rum. Ordforraad
angaar, er det interessant derved, at der findes
mange Ord, der enten er gaaet helt tabt i de
andre romanske Sprog ell. i Rumænsk har faaet
ny Betydninger (ofte i Overensstemmelse med
Albanesisk), og omvendt, at der mangler ikke
faa af de for de andre romanske Sprog fælles
og alm. Ord.
De rum. Dialekter, der tales af
Istro-Rumænerne, Meglenitterne og Aromunerne (se
Rumænerne), har gennemgaaende de samme
Ejendommeligheder som Dako-Rumænsk, men
besidder ved Siden deraf fl. andre.
Istro-Rumænsk er saaledes halvvejs slaviseret,
medens Aromunisk er meget stærkt paavirket af
Nygræsk. (Litt.: G. Weigand, »Rumänische
Grammatik« [Leipzig 1903]; Densusianu,
Histoire de la langue roumaine, I [Paris
1901—02]; Şăinean, Dictionaŗ romîno-german
[Bukarest 1889]; Damé, Dict. roumain-français
[Bukarest 1893—95]; Tiktin,
»Rumänisch-deutsches Wörterbuch« [Bukarest 1895, ufuldendt];
Puscariu, »Etym. Wörterbuch der rum.
Sprache« [Heidelberg 1905]; Cihac, Dict.
d’étymologie daco-roumaine, I—II [Frankfurt
1870—79, forældet]; Şăinean, Istoria filologiei
romîne [Bukarest 1892]; G. Weigand,
»Jahresbericht des Instituts für rumänische Sprache
zu Leipzig«, I—XXIX [Leipzig 1894—1921]).
Den rum. Litteratur er af meget sen
Oprindelse. Den ældste bevarede Tekst er fra
Slutn. af 15. Aarh.; det er en Oversættelse af
David’s Salmer, der gaar under Navnet
Psaltirea Scheiană. De ældste trykte Bøger er fra
lidt over Midten af 16. Aarh. Det allermeste af
den ældre Litteratur bestaar af
Bibeloversættelser og religiøse Skr (Prædikener,
Helgenhistorier o. s. v.), hvoraf atter en stor Del er
Oversættelser fra Slavisk ell. Græsk. Den slaviske
Kulturs Indflydelse viser sig ogsaa deri, at alt
er skrevet ell. trykt med det kyrilliske Alfabet,
der vedblev at være i Brug under forsk. Former
lige til 1860. Dog har den lat. Skrift været
kendt fra Slutn. af 16. Aarh. Af originale
Værker uden for Opbyggelseslitteraturens Omraade
findes der i ældre Tid ikke meget af Interesse.
Moldaus Historie er behandlet af Grigorie
Ureche, Miron Costin (død 1692) og Demetriu
Cantemir (død 1728); denne sidste har ogsaa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
