Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Rumænsk Sprog og Litteratur - Run - Runamo - Runciman, Walter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
forfattet satiriske og moralfilosofiske Værker.
Under Fanarioternes Herredømme i 18. Aarh.
trængtes det rum. Sprog tilbage til Fordel for
Græsk. Først med Slutn. af 18. Aarh. begynder
en national sproglig og kulturel Bevægelse. Den
første Bog med lat. Typer, Elementa linguæ
Daco-Romanæ udgives 1780 af Samuel Micu
(Klein) og George Şincaĭ, der i Forbindelse med
Petru Maior danner en national Skole, der ivrig
forfægter det rumænske Sprogs latinske
Afstamning. Denne Bevægelse, der karakteristisk nok
udgik fra Transsilvanien, som ikke var under
Fanarioternes Aag, udartede imidlertid meget
snart til et smaaligt Puristeri, der fik de mest
skæbnesvangre Følger. Man gik paa Jagt efter
»ikke-latinske« Ord i Sproget og søgte at
erstatte dem med latinske ell. selvlavede,
hvorved Sproget blev ganske umuligt til
Frembringelse af en Litteratur, der kunde læses af
andre end de lærde. Hertil kom, at den
nationale Begejstring ganske vist efterhaanden fik det
fremmede Aag afkastet og Moldau og Valakiet
forenet til eet Fyrstendømme (1859), men alle
Betingelser for en selvstændig Kultur manglede
aldeles. Kritikeren Titu Maiorescu tog kraftigt
og veltalende til Orde mod den overfladiske
Kultur og den blinde Chauvinisme med dens
Latineri. Følgerne har først sent fortaget sig,
og den rum. Litteratur tæller kun faa virkelig
betydelige Navne før Slutn. af 19. Aarh. Af
lyriske Digtere maa først og fremmest nævnes
Mihail Eminescu (1850—89); noget ældre er
Constantin Negruzzi, Dumitru Bolintineanu og
Vasile Alexandri, der ogsaa har skrevet i Prosa;
den sidste har navnlig gjort sig fortjent ved at
fremdrage den rum. Folkepoesi. Af de nyere
er vel Coşbuc den betydeligste (Balade si idilc,
Bukarest 1893), men ogsaa Josif og Octavian
Goga indtager en meget høj Rang. Prosaen er
bleven dyrket af N. Gane, Jacob Negruzzi,
Vlăhuţă, Caragiale, Ioan Slavici (Novele din popor)
og navnlig Ioan Creangiă (død 1889), hvis
Gengivelse af Folkeeventyr er rene Perler, samt
Sandu Aldea og den meget fremragende
Novellist Mih. Sădoveanu. Af videnskabelige
Forfattere maa nævnes Historikerne Mihail
Cogălniceanu, A. D. Xenopol og N. Iorga, Filologerne
Hasdeu, Şăinean, Densasianu og Puscariu.
(Litt.: M. Gaster, Chrestomatie roumaine,
I—II [Leipzig 1891]; Rudow, »Geschichte des
rumänischen Schrifttums« [Wernigerode 1892];
Gaster, Literatura populară romînă
[Bukarest 1883]; Kr. Nyrop, »Rumænien« [i Jul.
Clausen’s »Verdensliteraturhistorie«, 1900]).
K. S.
Run [ran) (eng.), Løb, Tilløb, Bevægelse
o. l.; Spareres og andres Tilstrømning under
en Panik til en Sparekasse, Bank o. l. for at
faa deres Tilgodehavende hævet.
Runamo, en Klippe i Blekinge (Hoby Sogn,
Bräkne Herred). De mærkelige Ridser og
Revner, som findes i denne, har allerede i
Middelalderen fremkaldt Sagn om, at der var
indhugget en Runeindskrift. Sakse fortæller i sin
Fortale, at »der i Blekinge er en Aas med en
Fodsti over, som er oversaaet med sære
Skrifttegn«, og at Kong Valdemar den Store ønskede
at lære Betydningen af disse sat kende, men de
Folk, han udsendte, kunde ikke tolke Tegnene,
da de var »udslidte af Fodtrin«; i 7. Bog siger
Sakse fremdeles, at Harald Hildetand lod
Mindet om isin Faders Bedrifter forevige ved at
lade dem indhugge »i den tidligere omtalte
Klippe i Blekinge«. I 17. Aarh. lod O. Worm
R. undersøge paa ny; men heller ikke Worm
kunde tyde »Indskriften«; ogsaa i 18. Aarh.
udtalte baade sv. og danske Lærde sig om R.,
uden at noget sikkert Resultat blev naaet.
Derimod hævdede den rejsende holstenske Antikvar
M. F. Arendt, der undersøgte R. 1804, at alle
Ridserne var dannede af Naturen. For at
komme til Klarhed over det omstridte Spørgsmaal
besluttede det danske Videnskabernes Selskab
1831 at lade R. undersøge af sine sagkyndigste
Medlemmer, og 1833 udførtes denne
Undersøgelse af en Kommission, bestaaende af Geologen
G. Forchhammer, Runologen Finn
Magnussen, Historikeren Chr. Molbech og
en Tegner. Forchhammer erklærede straks, at
nogle af Ridserne skyldtes Naturen, medens
andre var indhuggede af Mennesker. Paa
Grundlag af de under Forchhammer’s Ledelse udførte
Tegninger granskede F. Magnussen den
formentlige Indskrift, og efter at han i 10
Maaneder havde arbejdet forgæves med den, slog
det ham pludselig, af den skulde læses fra højre
til venstre, og i Løbet af nogle Timer fandt
han »uden nogen synderlig Besværlighed«, at
det hele var en i »Binderuner« affattet
Indskrift paa oldnordiske Vers, hvori Harald
Hildetand’s Mænd anraaber Guderne om
Ødelæggelse for Harald’s Fjender og om at unde ham
en stor Sejr (nemlig i Braavalla-Slaget). I 7
Aar arbejdede F. Magnussen derefter paa at
støtte sin Tolkning ved Hjælp af et uhyre
Lærdomsapparat og udsendte saa det store Værk
»R. og Runerne« (Vidensk. Selskabs hist. og
filos. Afh., 6. Del, 1841), der vakte en
umaadelig Opsigt i de videste Kredse. Men allerede
inden dette Værks Fremkomst havde
Berzelius (»Vitterhets-Hist. och Antiqvitets
Akademiens Handlingar«, XIV, 1838) hævdet, at det
hele var naturlige Revner, som altid findes
under lgn. Naturforhold (ved »Trapgange i
Granitgnejs«). Berzelius’ Opfattelse, der blev
modsagt af Forchhammer, er senere hævet til
Vished ved Undersøgelser af Sven Nilsson
(»Vitterh. Akad. Handl.«, XVI, 1841) og især af
Worsaae (»R. og Braavalla-Slaget, 1844).
At Figurerne paa R. kun skyldes et Naturspil,
har bl. a. vist sig ved, at de idelig skifter
Udseende, hvorfor enhver »Tolkning« af dem er
ørkesløs.
V. D.
Runciman [’ransimən], Walter, eng.
Politiker, f. 19. Novbr 1870, Søn af en stor
Skibsreder, uddannedes ved Cambridge Univ. og tog
1895 Magistergraden. Han kom straks ind i en
omfattende Forretningsvirksomhed i
Rederibranchen, valgtes 1899 som liberal til
Underhuset, men faldt igennem næste Aar; valgtes paa
ny Jan. 1902 i en anden Kreds og er siden
bleven genvalgt. Han blev Decbr 1905
Understatssekretær »for den stedlige Forvaltning og 1907
Finanssekretær, samt forfremmedes Apr. 1908
til Undervisningsminister med Sæde i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
