Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Runer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
nogen videre Anvendelse paa Runestene.
Dertil var deres Typer alt for lidt dekorative. Af
de yngre Runerækker egnede den danske sig
bedst dertil. Mærkeligt nok ser vi ogsaa,
hvorledes fra Beg. af 11. Aarh. de danske R. syd-
og V. fra — fra Skaane og Västergötland, hvor
sv.-norske R. aldrig synes at have været brugt,
men hvor Vikingetidens Indskr stedse opviser
danske R. — spreder sig over det smaalandske
Højland og Östergötland ind i Svealand, og dér
omkr. Mälaren og fremfor alt i Uppland paa
Runemindesmærker faar en Anvendelse, som i
Udbredning langt overtræffer den, de naaede
i deres opr. Hjemland Danmark. Der kendes
ikke mindre end omkr. 1000 Runestene fra
Uppland, og de allerfleste af disse er ristede
med danske R., Södermanland har hen imod
300, Östergötland over 200 o. s. v. Forklaringen
paa denne danske Kulturindflydelse i den yngre
Vikingetid helt op i Sveriges Centralegne ligger
dels i krigerske, dels i fredelige Forbindelser.
Lige siden Folkevandringstiden og den rom.
Tid gik Østersøomraadets Forbindelser med det
i kulturel Henseende saa dominerende
Vesteuropa over Sønderjylland. Paa Vikingetiden
var det det berømte Hedeby ved det nuværende
Slesvig, som var Transitpladsen. Af og til
havde, som vi har set, sv. Vikinger sat sig i
Besiddelse af Hedeby. I Slutn. af 10. Aarh. synes den
sv. Konge Erik Sejrsæl herfra sammen med
Danskere at have deltaget i Vikingetog til
Elbegnene, hvorom tyske Kilder beretter. I de to
første Aartier af 11. Aarh. har der hersket
nære og venskabelige Forbindelser mellem
Svenske og Danske, og de første har i stor
Udstrækning taget Del i Vikingetogene i England
baade under Sven Tveskæg og hans Søn Knud
den Store. En fem—seks uppsvenske Runestene
beretter om disse Vikingetogter til Saksland og
England. Saaledes Orkesta-Stenene (Uppland),
som er helliget Mindet om en Mand, der fik
Part af Danegælden i England under Torkel
den Høje og Kong Knud, og Grinda-Stenen
(Södermanland) efter en Mand, som havde faaet
Andel i Danegælden i England og »brudt
Borge« i Saksland. Men naturligvis har ogsaa
hyppige Handelsfarter gjort Svenskerne fortrolige
med danske Sæder, bl. a. den i Beg. af 11.
Aarh. i Danmark saa alm. udbredte Skik at
rejse Runestene. Om en upplandsk Mand
hedder det, at han døde i Hedeby, og en gullandsk
Sten omtaler en Mand, som har været sydpaa
med Pelsvarer, og døde ved Ulfshale, en Odde
paa Møen paa Vejen til Hedeby. Et nyt og
meget karakteristisk Træk ved de sv.
Runestene med danske R. er Ornamentikken.
Visselig træffer vi i enkelte Tilfælde endogsaa i
Danmark ornamental Udsmykning paa
Runeristningerne. Her skal mindes om den større (yngre)
Jellingesten. En vis kunstnerisk Anbringelse af
R.’s Rammeværk forekommer ogsaa. Og paa
de bornholmske Stene, som er yngre end de
øvrige danske og samtidige med
Runestensmodens Blomstring i Sverige, fremtræder en
Dyreornamentik, om end den ganske vist kun
er lidet udviklet. Men i Sverige, paa Öland og
Gotland, hvor der findes en Kalk- og Sandsten,
der er let at arbejde i, og fremfor alt i
Uppland, overføres der paa Runestenene en rig
Baand- og Dyreornamentik, som oprindelig
maaske har udviklet sig som en
Træskærerkunst. Af denne Kunst findes der endnu Spor
paa spredte Steder i det skandinaviske
Kulturomraade.
En typisk upplandsk ornamenteret Ristning
er Örby-Stenens. Den er anbragt paa to Sider
af Stenen. Indskriften paa Forsiden lyder:
uihmuntr . lit . agua . stain . at . sig . selfąn .
slüastr . mąną . guþ . ia[l]bi . sial . uihmuntar
. sturimąns, ɔ: »Vigmund lod hugge denne Sten
til Minde om sig selv, han den mest
kunsterfarne af Mennesker. Gud hjælpe Vigmund
Styrismands (ɔ: Skibskaptajns) Sjæl«.
Som man ser, krævedes der saaledes ikke
blot Runekundskab, men ogsaa kunstnerisk
Begavelse og Uddannelse for at kunne frembringe
en saadan Ristning. Hvervet at udføre en
saadan Runesten, som skulde anbringes paa
Landsbyens Gravplads, paa en offentlig Mødeplads,
f. Eks. Tinget, ell. ved en befærdet Vej,
overlodes derfor gerne til en Mester. Blandt et
større Antal mere ell. mindre dygtige rager
tre frem, som tillige er de mest produktive.
Ældst er Asmund Karesson, som tilhører
anden Fjerdedel af 11. Aarh., og som synes at
være identisk med en Skandinav fra England
 |
| Fig. 23. Örby-Stenen (Uppland). |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
