Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XX: Renden—Schinkel / 538 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Rusland - Rusland (Naturforhold)

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

til Areal er Jordens største Magt, staar det, hvad
Folkemængden angaar, tilbage for den eng.
Verdensstat samt Kina. Arealet er 21,7 Mill. km²
med (1920) 131,5 Mill. Indb. Se i øvrigt Afsnittet
Befolkningsforhold.

Oversigt over Indholdet.

Naturforhold	538
Klima	540
Plante- og Dyreverden	541
Befolkningsforhold	542
Statsforfatning og -forvaltning	544
Finansvæsen	549
Industri	549
Handel og Samfærdsel	551
Landbrug	553
Andre Næringsveje	554
Kirkelige Forhold	555
Undervisningsvæsen	556
Retsvæsen	557
Hærvæsen og Søværn	560
Mønt, Maal og Vægt	561
Sprog	562
Litteratur	563
Musik	571
Kunst	572
Teater	579
Historie	579

Naturforhold.

Det i egentligste Forstand europ. R. grænser
mod N. til Ishavet, der fra Rybachi Halvøen til
Kara-Floden, naar Indskæringer som
Hvidehavet og Cheshkaja Bugten tages med i
Betragtning, har en Længde af 9000 km. R.’s Østgrænse
følger paa den nordligste Strækning
Kara-Floden og derefter til c. 62° n. Br. Uralkæden, men
forløber derefter Ø. f. disse Bjerge. Af den
samlede Grænselængde falder den mindste Del paa
Landgrænserne, men til Trods for at R. mod S.,
V. og N. beskylles af Havet, er dets Kyster dog
af ringe Kulturbetydning, da de dels hører til
mindre Indhave, hvis Adgange tilhører
fremmede Magter, dels periodisk spærres af Is.
Sortehavets Nordkyst er en 30—50 m høj, brat
Plateaurand med Strandsøer og bugtlignende
Flodmundinger (Limaner), men uden gode Havne.
Sydsiden af Krim har en stejl Fjeldkyst med
maleriske Bugter og Vige. Omkr. det asovske
Hav ere Bredderne lave og flade og uden en
eneste god Havn. Af den tidligere saa
betydelige Kystlinie langs Østersøen har R. efter
Verdenskrigen kun beholdt den meget ringe, men
vigtige Strækning omkr. Neva’s Udmunding ved
Petrograd; Ishavskysten, hvor R. indtil Peter
den Stores Dage havde sin eneste Havn
(Archangelsk), er p. Gr. a. Isforholdene og den afsides
Beliggenhed næsten uden Bet. En Undtagelse
danner dog den vestlige Del, Murmankysten,
hvor R. nær Finlands Grænse har en isfri Havn,
hvis Bet. karakteriseres derved, at man har
bygget en Jernbane gennem de tyndtbefolkede Egne
dertil.

Terrain. I Henseende til
Terrainforholdene er R. for største Delen Lavland og Slette, og
Bjergland forekommer kun i Ural samt paa
Sydsiden af Krim. Ural, der med en Længde af 2560
km nogenlunde følger den 60. Meridian, er en
ret lav Bjergkæde med en jævn og ensformig
Vestskraaning og en mere stejl og
uregelmæssig Østside. Kæden danner Vandskel mellem
de østeuropæiske og de vestsibiriske Floder og
spiller ved sine Mineralskatte en stor Rolle for
det russ. Samfund; men en geogr. Grænse
mellem to forsk. Landomraader danner den ikke.
Hverken m. H. t. Overfladeformen og Klimaet
ell. Plante- og Dyreverden er der
Forskelligheder til Stede Ø. og V. f. Ural. Og for
Folkeforskydninger har Ural heller aldrig været
nogen besværlig Hindring, da den ikke er en
sammenhængende Bjergmur. Ved at overskride det
mellemste Parti, det saakaldte »malmrige Ural«,
faar man næppe engang Indtryk af at passere
et Bjergland; derimod hæver i den sydlige Del,
det »skovrige Ural’«, Jaman Tau sig til 1642 m,
og i den nordlige, det »øde Ural«, stiger Töll
Pos til 1688 m. Højderne ligger dog stedse
under Grænsen for den evige Sne. I geol.
Henseende er Ural af stor Interesse. Medens
Jordlagene i den østeuropæiske Slette ligger vandret
ell. næsten vandret, saaledes som de opr.
aflejredes paa Havets Bund, er de her foldede og
pressede sammen under et Ø. fra kommende
Tryk. Paa Østsiden af denne Bjergbue foregik
der store Spaltedannelser og Indsænkninger, der
ledsagedes af Frembrud af talrige Eruptiver.
Disse Omvæltninger skete i Slutningen af den
palæozoiske Tidsalder, og langs Vestskraaningen
følger arkaiske, siluriske, devoniske og
carboniske Dannelser, der i smalle Baand afløser
hverandre V. paa. Ural-Kæden har to mindre
Forgreninger inden for det europ. R. Vestgrænsen
for Petschora’s Strømomraade dannes af de
saakaldte Timan Bjerge, hvis brede, afrundede,
indtil 315 m høje Terrainbølger fortsættes mod
Nordvest indtil Ishavet. Fra Ural’s nordligste
Spids indtil Jurgo-Strædet strækker sig de lave
Pae-Choi-Bjerge, af hvilke Vaigatsch og den
bjergrige Novaja Semlja kan betragtes som en
Fortsættelse.

I Modsætning til Ural-Egnene er paa den
store russ. Slette Lagenes Stilling som sagt
horisontal og uden væsentlige Forstyrrelser. Og der
er faa Egne paa Jorden, der har en mere
uforstyrret geol. Udvikling fra de ældste Tider og
indtil nu. De nordvestlige Dele af R. er
allerede i de ældste Tider dukket frem af Havet
som en første Begyndelse til de udstrakte
Sletter. Langt senere blottedes de nordlige og
centrale Egne, og først i en geol. talt sen Tid har
Havet trukket sig tilbage fra de sydlige og
sydøstlige Dele. Følgelig træffer man yngre og
yngre Dannelser, jo længere man kommer mod
Sydøst, og ved en Vandring tværs over Landet
fra den finske Bugt til Ural vilde man fra Egne
med arkaiske Bjergarter passere Bælter med
de flg. Perioders Dannelser, indtil man i de
centrale Egne kom i Berøring med de vidt
udstrakte Perm’ske Formationer, hvorefter man
paa Ural’s Vestside vilde træffe de samme ældre
Lag som mod V., men i omvendt Rækkefølge og
i smallere Baand. Der er altsaa Grund til at
slutte, at disse ældre Dannelser ogsaa danner
Underlaget i de centrale Egne. De ældste
Bjergarter, Granit og Gnejs, træder kun frem i
Dagen i Guvernementerne Olonets og Archangelsk
samt i Floddalene i Volhynien, Podolien ag
Cherson. Af den palæozoiske Tidsalders
Perioder er det navnlig Devontiden, der spiller en
Rolle i R. I Kulperioden dannedes den
produktive Kulformation ved Donez-Floden, hvis
Udstrækning er paa 29000 km². Produktive
Kuldistrikter findes ogsaa i Guvernementerne Tula,
Rjasan og Kalupa; men for øvrigt er det
væsentligst Kulformationens uproduktive Lag
(Bjergkalken), der er repræsenterede i R. I
Triastiden synes det europ. R. at have været
Fastland, der dog i Juratiden atter dækkedes af

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>