Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Rusland (Naturforhold)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
et Hav, som, paa ny indsnævredes stærkt i
Kridtperioden. I det sydlige og sydøstlige R. fulgte
umiddelbart det tertiære Hav, der er blevet
kaldet det »Sarmatiske« og maa tænkes som et
indelukket Bassin med Brakvand p. Gr. a. stærk
Ferskvandstilførsel. Dette Hav, der opr. strakte
sig fra Wien til Aral-Søen, indsnævredes mere
og mere, og som en Rest deraf maa det kaspiske
Hav betragtes. I dets Aflejringer findes
Brakvandsformer af Snegle og Muslinger samt
Datidens store Landdyrarter som Dinotherier,
Mastodonter og Strudse.
Det var dog først i Løbet af Kvartærtidens
første Afdeling, Diluvialtiden, at R.’s nuv.
Overflade fik sin endelige Udformning. Det kaspiske
Hav havde dengang en betydelig større
Udbredelse end nu. Ikke alene indbefattede det
Aral-Søen; men i det europ. R. strakte det sig langs
Manytsch-Lavningen indtil Foden af
Ergeni-Højderne og fra Knæet ved Zarizyn langs
Østbredden af Volga indtil Kama. Dette Hav, hvis
Overflade laa henimod 100 m højere end det nuv.
kaspiske Hav, dækkede Landet mellem nedre
Volga og Ural med sine jævne og flade
Aflejringer, der nutildags danner Jordbunden i den
store aral-kaspiske Saltsteppe. Den større
vestlige Del af det sydlige R. ell. et Areal, der er
halvanden Gang større end Frankrig, har
ligeledes en ganske jævn og flad Jordbund, hvis
Ensformighed kun afbrydes af Flodernes dybe
og brat indskaarne Erosionsdale; men
Dannelserne er her endnu finere end de, der aflejres
paa en Havbund. Med en Mægtighed fra 1—20
m bestaar Steppejordbunden af et fint, leragtigt
Stof, der indeholder opløselige Salte i
usædvanlig stor Mængde, men hverken er lagdelt ell.
indeholder Forsteninger. I Dannelsesmaade svarer
den til den navnlig fra Kina bekendte Løss,
der er opstaaet ved Vindens Aflejring af findelte
Forvitringsprodukter i et tørt Steppeklima.
Endelig er der paa Overfladen af denne Løssbund
dannet den saakaldte »sorte Jord«
(Tschernosem), som i Tykkelse ingensteds overskrider 2 m,
og hvis Dannelse skyldes Steppevegetationens
Indflydelse paa den ejendommelige Jordbund,
idet de med Regn- ell. Snevandet nedsivende
Humussyrer med de underliggende Dannelser
indgaar Forbindelser, paa hvis Tilstedeværelse
den store Frugtbarhed beror. Samtidig med, at
det kaspiske Hav havde sin største Udbredelse,
dækkedes 3 Mill. km2 af det mellemste og
nordlige R. af de Ismasser, der fra Skandinavien og
Finland bredte sig ud over Omlandet. Under sin
største Udbredelse naaede Isen til c. 50° n. Br.,
idet den dog ved Dnjepr naaede 49° n. Br., og i
det højere Land mellem Dnjepr og Don trak sig
tilbage til Egnen N. f. Orel. Mod Ø. naaede Isen
omtr. til en Linie over Saratov, Penza, Vjatka
og Timan-Bjergene. Jo længere man fra denne
Grænse for Isens største Udbredelse gaar mod
N. og V., des længere har Isbedækningen varet,
og des mere har Overfladen faaet sin endelige
Udformning ved Gletschernes Virksomhed. Og
navnlig mod V. træffer man et bølgeformet
Morænelandskab med en Vrimmel af Søer, Sumpe
og Moser. For Resten har man indtil den nyeste
Tid haft en forkert Opfattelse af R.’s
Terrainforhold, idet man har antaget Tilværelsen af en
nordlig og en sydlig Landryg, af hvilke den
første, den saakaldte uralisk-baltiske, fra Ural
skulde strække sig mod Sydvest til Valdaj-Gruppen
og derfra videre imod Østersøens Sydkyst,
medens den sydlige, som man har kaldt den
uralisk-karpathiske, skulde udbrede sig over
Sydrusland paa Nordsiden af det asovske og
sorte Hav. Den russ. Generalstabs Opmaalinger
har ledet til det Resultat, at disse Landrygge
slet ikke eksisterer. Derimod breder et lavt
Centralplateau sig fra Valdaj (330 m) mod
Sydøst til hen imod nedre Don med en Udløber mod
V. til Egnen ved Vilna, og det har ligeledes vist
sig, at der paa Vestsiden af Volga
(Ergeni-Højderne) og Vestsiden af Dnjepr indtil
Karpatherne findes højere Land, hvis Niveau
overalt er 170 m og som Regel kan ansættes til
2—300 m. Endelig dannes Vandskellet mellem Dvina
og Volga under 60° n. Br. af en lav Rygning. —
Paa Halvøen Krim, der kun ved den 10 km
brede Landtange ved Perekop er forbunden
med det øvrige R., fortsætter de sydrussiske
Steppeflader sig med uforandret Ydre gennem
den nordlige og midterste Del, indtil de mod S.
hæver sig jævnt til Jaila Dag ell. de
tauriske Bjerge, der med en Længde af 180
km følger Sortehavets Kyst fra Sevastopol til
Bugten ved Kaffa. Bjerglandets gennemsnitlige
Bredde er 35 km, Kamhøjden ligger mellem
1000 og 1300 m, og de højeste Punkter er
Roman Kosch (1570 m) og Tschatyr-dagh (1564 m).
S. paa falder Kæden brat af mod Havet, der i
faa Kilometres Afstand fra Kysten har en Dybde
paa 100 m.
Paa Malme og værdifulde Mineralier er den
russ. Slette som Følge af sin geol. Bygning
temmelig fattig. Af Bet. er dog de allerede nævnte
Stenkulslag. Og desuden er Ural-Kædens stejle
Østside af stor Vigtighed ved sin overordentlige
Rigdom paa Jern, Kobber, Guld og Platin.
Jernet findes især i de berømte Bjerge Vyssókaja
Gora ved Nishnij Tagilsk og Goroblagodát ved
Kuschva, Kobber navnlig ved Nishnij Tagilsk. I
Guvernementerne Jekaterinoslav og Orenburg
findes Lejer af Stensalt, og tillige udvindes
betydelige Saltmængder af Saltsøerne i Guv.
Astrachan.
Paa Søer er den nordlige og nordvestlige
Del af R. overordentlig rig, hvorimod man
træffer faa i den mellemste og endnu færre i den
sydligste Del. I Nordrusland optager Søerne
40000 km2. Desuden er disse Egne rigere paa
Sumpe og Moser end noget andet Land i
Europa. R.’s største Sumplandskab findes i
Vestrusland ved Pripet, hvor dog den største Del nu
falder indenfor Polens Grænse; her har man ved
Anlæg af fl. Tusinde Kilometer Kanaler og
Grøfter tørlagt store Dele af saavel dette som
andre Sumplandskaber. En særlig Slags Søer er
Saltsøerne (Elton, Baskuntschak) samt de flade
Saltsumpe, der forekommer i Egnene ved det
kaspiske Hav. Med Floder er R. ligeledes vel
forsynet, og man regner, at Landets 150 største
har en samlet Længde paa 76000 km. Til Ishavet
strømmer Petschora, og til det hvide Hav
Mesen, Dvina og Onega. Den finske Bugt optager
Peipus-Søens Afløb Narova samt den vandrige
Neva, der afvander Søerne Ladoga samt Onega
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
