Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Rusland (Statsforfatning og -forvaltning)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Endvidere erklæredes alle tidligere, af Tsarens,
Grundbesiddernes og Bourgeoisiets Regeringer
stiftede Laan for ugyldige, alle Banker gik over
i Arbejder- og Bondestatens Besiddelse; for at
afskaffe de snyltende Samfundslag indførtes
alm. Arbejdspligt, og for at tilintetgøre enhver
Genindførelse af Udbytternes Magt anordnedes
der Oprettelse af en socialistisk rød Armé af
Arbejdere og Bønder og fuldstændig Afvæbniug
af de besiddende Klasser.
Det proklamerede Maal: fuldstændigt at
ophæve Klassedelingen i Samfundet, søgtes altsaa
til at begynde med naaet ved at indføre den
skarpest tænkelige Klassedeling, nemlig ved
skaanselløst at undertrykke det faktisk
tidligere herskende Bourgeoisi og ophøje den
arbejdende fattigere Klasse til den herskende,
legalt ene privilegerede Klasse, ell. som det i
Art. 9 i Forf. af 1918 udtryktes, »at oprette By-
og Landproletariatets og de besiddelsesløse
Bønders Diktatur i Form af en kraftig alrussisk
Sovjetregering med det Formaal at holde
Bourgeoisiet fuldstændig nede«.
I Overensstemmelse hermed er alle
statsborgerlige Rettigheder og borgerlige Friheder alene
tillagt det arbejdende Proletariat, kun maaske
med Undtagelse af Retten til at »drive religiøs
og antireligiøs Propaganda«, der synes tilsikret
alle Borgere i § 13. Saaledes er først og
fremmest alle politiske Beføjelser alene tillagt de
besiddelsesløse arbejdende Klasser —
Besiddelse af Formue er altsaa deklasserende — og
hvem der hører dertil, afgør de paagældende
lokale Myndigheder efter eget Skøn. Dette
gælder først og fremmest m. H. t. Valgret og
Valgbarhed til alle kommunale og statslige Raad,
jfr foran, og det gælder ligeledes m. H. t.
Adgangen til alle Embeder, for saavidt ikke
Sovjetmyndighederne for at faa duelige Kræfter er
nødt til at lukke Øjnene derfor. Men ogsaa
saadanne alm. Borger- og Menneskerettigheder
som Pressefrihed, Forenings- og
Forsamlingsfrihed er kun tillagt de arbejdende Masser, hvem
der til Gengæld tilsikres alle tekniske og
materielle Midler til Udgivelse af Dagblade,
Brochurer, Bøger og alle andre Tryksager og disses
fri Udbredelse i hele Landet, og til hvis
Raadighed yderligere skal stilles alle Lokaler, der
egner tsig til Afholdelse af Folkeforsamlinger,
foruden Inventar, Belysning og Opvarmning.
Ogsaa det Løfte, Art. 17 giver, for at sikre
Arbejderne virkelig Adgang til Videnskaberne, at
tilstræbe at yde alle en fuldstændig og alsidig og
fri Uddannelse, gælder kun Arbejderne og de
besiddelsesløse Bønder, men Opgaven vil jo
rigtignok ogsaa her selv med denne Begrænsning
være vanskelig nok at mestre, idet endnu kun
en forsvindende Brøkdel af Ruslands Befolkning
nyder Undervisning i Folkeskolen.
Alene Pligterne paahviler alle Borgere.
Saaledes Arbejdspligten, der efter Forfatningen
1918 § 18 er en Pligt for samtlige Republikkens
Borgere efter det Løsen: »Den, der ikke
arbejder, skal heller ikke have Føden«, men som
ved Arbejdsloven af 1922 praktisk taget er
blevet lempet til en Arbejdspligt i Nødstilfælde.
Og ligesaa Værnepligten, der er alm. og en
Pligt for alle Republikkens Borgere, Den
Æresrettighed derimod at forsvare: Revolutionen
med Vaaben i Haand, indrømmes kun de
arbejdende Masser; de ikke arbejdende derimod
bliver henvist til Udøvelsen af andre
Militærpligter ligesom i andre Lande de for vanærende
Forbrydelser dømte.
At det russiske Sovjetstyre saaledes er et
udpræget Klasseherredømme, et Proletariatets
Diktatur, uanset at det efter dets Program
tilsigtede at ophæve Klassedelingen i Samfundet,
kunde nu maaske opr. forklares ved, at de
ledende russ. Kredse i 1918 troede helt at kunne
undvære en selvstændig næringsdrivende
besiddende Klasse, og mente, at den skaanselløse
Forfølgelse af Bourgeoisiet helt vilde faa dette
til at forsvinde efter kortere Tids Forløb. Den
kommunistiske Statsøkonomis Nederlag, der
1921 tvang Lenin til at indføre en ny økonomisk
Politik (den saakaldte »Nep«) og i det
væsentlige give Handelen i Landet saavel som
Haandværket og den mindre Industri fri, har
imidlertid vist, at denne Forventning ikke holdt Stik:
et nyt Bourgeoisi maatte skabes og Bøndernes
Erhvervslyst maatte opmuntres, hvis Landet
ikke skulde gaa til Grunde. Det har ligeledes vist
sig nødvendigt, efter at opr. alle de tidligere
Domstole og hele den tidligere gældende russ.
Retsordning var afskaffet, i 1922 at indføre ny
Domstole og tilvejebringe ny russ. Lovbøger, for
største Delen efter det foragtede borgerlige
Europas Forbillede, for igen i nogen Grad at
tilvejebringe den Retssikkerhed for Liv og Gods
og velerhvervede Rettigheder, uden hvilken
ingen økonomisk Samfundsordning i Længden
kan trives. Men en saa meget mere skrigende
og i Længden juopretholdelig Modsigelse bliver
der da mellem den ny russ. økonomiske Politik
paa den ene Side og den ny russ. private Ret,
der anerkender privat Handel og industriel
Virksomhed som lovlig og nyttig Virksomhed,
og paa den anden Side den stadig uforandret
bestaaende russ. offentlige Ret, der stempler de
samme Virksomheder som unyttige, ja som
skadelige og vanærende, saa at de berøver de
paagældende alle borgerlige og politiske
Rettigheder. Og saa længe denne flagrante Modsigelse
opretholdes, hviler ogsaa selve Retssikkerheden
endnu paa usikker Grund, hvilket da ogsaa
røber sig deri, at Forfatningen af 1918 endnu i
§ 23 indeholder den Generalklausul, at den
russ. Sovjetrepublik »af Interesse for den
samlede Arbejderklasse kan unddrage enkelte
Personer og enkelte Grupper de Rettigheder, som
kan anvendes af disse til Skade for den sociale
Revolutions Interesser«. Det samme kommer
ogsaa frem saavel i fl. af de ny Lovbøgers
Bestemmelser, saaledes f. Eks. naar Dommerne
efter Civilprocesloven, hvor Lovene og
Anordningerne ikke strækker til, skal »lade sig lede
af Sovjetrettens alm. Grundsætninger og
Arbejder- og Bonderegeringens alm. Politik«, som
ogsaa i Ordningen af Domstolene, idet Dommerne
er afsættelige og altsaa ikke nyder den i
moderne Retsstater krævede Uafhængighed, ja
selve den øverste Domstol udgør endog et
ligefremt Led af Forbundets centrale
Eksekutivkomité.
Tilføjes skal det endelig, at det i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
