Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Rusland (Litteratur)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kaukasus«), »Tsygane« (»Zigøjnerne«) o. fl. Sit
Hovedværk, den store Roman paa Vers »Evgenij
Oněgin« begyndte han 1823 som Byron’s
Lærling, men inden den blev færdig (1831), var
hans Udvikling kommet ind i helt andre Spor.
Paa Michajlovskoje studerede hans R.’s Historie
og Folkedigtning, læste Shakespeare og Walter
Scott og naaede nu baade som Menneske og
Digter sin fulde Modenhed. Derom vidner baade
de senere Dele af »Evgenij Oněgin« og
Dramaet »Boris Godunov«, samt hans mange senere
dram. og fortællende Digte (bl. a. »Poltava«
(1828] og »Mědnyj vsadnik« [»Bronzerytteren«],
der begge forherliger Peter den Store). Ikke
faa af Puschkin’s Arbejder fra de sidste Aar er
kun Brudstykker, og hele hans Virksomhed fik
en brat Afslutning, da han kun 38 Aar gl faldt i
en Duel. — Hans Bet. for den russ. Litteratur
er enestaaende, og særlig som Lyriker vilde
han kunne taale Sammenligning med de største
inden for Verdenslitteraturen.
Om Puschkin dannede der sig en Kreds af
Digtere, bl. hvilke Baratynskij (1800—44),
Jazykov (1803—46) og Delvig (1798—1831)
var de mest fremtrædende. Til denne Kreds
kan ogsaa Venevitinov (1805—27) regnes;
noget fjernere fra den staar Aleksej
Koltsov (1809—42), »Ruslands Burns«, og
Polezhajev (1805—38). Samtidig med at der
saaledes ingen Mangel var paa Digterbegavelser,
var paa den anden Side Litteraturens ydre
Kaar meget vanskelige, takket være Nikolaj I’s
Politiregimente. Censuren hemmede enhver
aandelig Bevægelse, og kulturel Paavirkning fra
Udlandet var næsten gjort umulig. Under disse
Forhold opstod der en rig hemmelig Litteratur,
der i Haandskrift gik Landet rundt. Til denne
hørte ogsaa længe Alexander
Gribojedov’s (1795—1829) berømte Komedie »Gore ot
tima« (»Ve den fornuftige«), en Satire over den
Uvidenhed, Indskrænkethed og Immoralitet, som
dengang herskede i de højere Kredse i Moskva.
Denne Komedie har holdt sig frisk lige til den
Dag i Dag, og mange af dens Replikker er
blevet Ordsprog.
Ved Siden af Puschkin, fremmest bl. R.’s
Digtere, staar Michail Lermontov
(1814—41). Ogsaa han var paavirket af Byron og den
russ. Folkedigtning. Efter Puschkin’s Død skrev
han et Digt, hvori han forlangte den skyldige
straffet, og dette havde til Følge, at han blev
forvist til Kaukasus, hvis herlige Natur virkede
ikke mindre stærkt paa ham end tidligere paa
Puschkin. Bl. hans Digte kan nævnes »Demon«
(»Dæmonen«), »Valerik«, »Mtsyri«, »Dary
Tereka« (»Tereks Gaver«), samt det store
episklyriske Digt »Pěsnja pro Tsarja Ivana
Vasiljeviča« (»Sangen om Tsar Ivan Vasiljevič«), et
Mesterværk, hvor den hist. Tone er holdt med
uforlignelig Troskab, og Versene er fulde af
Skønhed og Kraft. I Lermontov’s mange
lyriske Digte mærkes en dyb Skepsis og en
glødende Harme mod det herskende Regeringssystem
og de anerkendte Samfundsidealer. Af Prosa
har han kun skrevet lidt foruden den berømte
Roman »Geroj našego vremeni« (»Vor Tids
Helt«). I Hovedpersonen Petschorin giver han
en Skildring af de Fejl og Svagheder, der var
særlig fremtrædende hos Datidens Ungdom. I
40’erne og 50’erne dukker lignende Typer atter
og atter op i Litteraturen og varieres bl. a. paa
særlig karakteristisk Maade i mange af
Turgenev’s Fortællinger.
I den aandeligt bevægede Del af det russ.
Samfund skete der i 1840’erne en Spaltning, idet
de, der følte sig stærkt tiltrukne af Vesteuropa’s
Kultur (de saakaldte »Zapadniki«), stillede sig i
Modsætning til Slavofilerne, der strengt holdt
paa en Kultur paa nationalt Grundlag. I begge
Lejre ønskede man en Omordning af de
bestaaende Samfundsforhold, man var kun uenig
om, hvorvidt R. paa sin Vej frem skulde og
maatte bygge paa Vesteuropas Erfaringer, ell. om
det sad inde med særlige Evner til at finde helt
nye Veje. Til Slavofilerne hørte Digterne
Chomjakov (1804—60), Sergej Aksakov
(1791—1859), hvis »Semejnaja chronika«
(»Familiekrønike«) indeholder glimrende Skildringer af
Godsejerlivet paa Katharina II’s Tid, den
sidstnævntes Sønner Ivan og Konstantin og
Kirejevskij, den ivrige Samler af russ. Folkesange,
Til Modpartiet hørte Alexander Herzen
(Pseudonym Iskander) (1812—70), som
skønlitterær Forf. særlig kendt gennem sin Roman »Kto
vinovat?« (»Hvem er skyldig«), Ogarev (d.
1877) og fremfor alle Kritikeren Bjelinskij
(1811—48), der var stærkt paavirket af
Schelling’s, senere af Hegel’s Filosofi. Som litterær
Kritiker var han først og fremmest optaget af
at vejlede og opdrage det læsende Publikum.
Det var for ham ikke det væsentlige at
bestemme et Digterværks rent æstetiske Værd,
men derimod til Bunds at undersøge de etiske,
sociale dg andre Problemer, som for en
forstaaende Læser vilde rejse sig ved Læsningen
af vedkommende Digterværk. Bjelinskij blev
saaledes den, der gav den russ. Kritik dens
ganske bestemte Retning — en Retning, der
hænger nøje sammen med, at saa mange
brændende Spørgsmaal p. Gr. a. Censuren ikke
kunde drøftes direkte i Pressen, men meget vel
lod sig behandle som Led af en æstetisk
Undersøgelse. Senere Kritikere har i ret stor
Maalestok fulgt samme Spor som Bjelinskij, saaledes
Dobroljubov (d. 1861), Grigorev (d.
1864) og Tschernyschevskij (d. 1889),
der er Forf. af Tendensromanen »Čto dělat?«
(»Hvad er der at gøre«). Hans politiske
Standpunkt var betydelig mere radikalt end
Bjelinwskij’s, og langt videre endnu gik Pisarev (d.
1868), der ikke anerkendte nogen Art af
nedarvet Autoritet, men søgte at gennemføre et
helt ud fornuftsmæssigt og materialistisk
Standpunkt.
I 30’erne og 40’erne begynder den Naturalisme
at gøre sig gældende, der efterhaanden afløste
Romantikken. Dens første betydelige
Repræsentant er Gogol (1809—52). I sin store
ufuldendte Roman »Mertvyja duši« (»Døde Sjæle«)
lader han Hovedpersonen Tschitschikov
gennemrejse store Dele af Rusland og komme i
Berøring med de forskelligste Mennesker, hvis
aandelige Ejendommeligheder efterhaanden
afsløres fuldstændigt. Gogol ser paa den
Virkelighed, der omgiver ham, med en stor
Kunstners Øje, og han gengiver den med rammende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
