Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Rusland (Kunst)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
saaledes paa Adelens Landhuse ved Storbyerne
og paa de fjernere Herresæder. — I 2. Halvdel
af 19. Aarh. kom en ret forgrovende
»Renaissance« af de gammelrussiske Stilformer paa
Mode, med Overførelse af Folkekunstens
Træudskæringer i Sten og med et Sammenpluk af
alskens, ofte misforstaaede Motiver i en Stil,
som man derfor har kaldt den pseudo-russiske.
Billedkunst. Medens Mosaikker og
Fresker i Kijev helt og holdent var byzantinske,
tilmed fra byzantinsk Kunsts Nedgangstid,
blomstrer der i Novgorod fra 11.—16. Aarh. et
Kirkemaleri af baade betydelig kunstnerisk
Værdi og tiltagende russ. Præg. Der var det
faste Vægbillede, Fresken, og Ikon’en, dette
Ikon, der ofte af de Troende tillagdes
guddommelig Udspring og undergørende Virkning.
Begge disse Billedfremstillinger, der teknisk
foregik efter de nøjeste Regler og med den
omhyggeligste Tilberedelse af Malegrunden efter
hver sin Art, var ogsaa i Typer, Billedemner
og Billeddannelse bundne til faste Forskrifter
efter Malebøger, hvis Skemaer i væsentlige
Punkter kan følges tilbage til Malermunkene
paa Athos-Bjerget, og i det hele knyttede fast
til en streng kirkelig Observans. Medens Ikon’et
i det bedste Tid væsentlig synes at skyldes
den enkelte Malers Haand, blev Udførelsen
henimod 17. Aarh. fordelt paa en Mængde
Hænder, der hver havde sin Specialitet under den
ikoniske Proces’ Fremadskriden. Til Ikon’ets
Forfaldstid hører ogsaa den gyldne Rustning,
man til Værn mod Kys og Berøringer spændte
det i; man klædte det i kostbare Metaller,
perlebesat Guldfiligrans-Glorie, foldede gyldne
Metalplader over Klæderne, Ramme uden om som
et Emailleguldskrin ell. lille Kapel med Lampe
foroven, kun Maleriets Ansigt og Hænder
synlige; Guldsmedens og Emaillørens Værk tog i
dette Panser Overhaanden og gjorde Maleriet til
det underordnede. Den tunge, mørke
Farvetone, der nu bidrager til at give Billedet dets
dystre, strenge Præg, hørte ikke med til
Ikonernes gode Tidsrum; da var Farverne (med
rigelig Brug af Bladguld ved Siden) netop
harmonisk skønne, klare og lyse; de tykke Lag
Fernis er i Tidens Løb eftermørknet og har
slukket Farvegløden, som atter kommer frem
under Rensning. — Den minutiøse kirkelige
Systematik krævede Figurers og Sceners
Anbringelse i det store dekorative Hele efter en
nøje Rangforordning, en Ordning, der
billedmæssig havde den Mangel, at de kirkelig set
fornemme Smaascener med mange Figurer kom
øverst og derfor var vanskelige at beskue.
Freskerne efter Rummets og Hvælvingernes Behov
gerne i fem Rækker: foroven i Midt-Apsis den
bedende Jomfru (Panagia) med de 12 store
Fresker paa Siderne og derefter nedad til det
laveste Baand med Biskopper, hellige Krigere
m. v. Paa Ikonostasen ligeledes gerne fem
Rækker, den næstnederste (med Kristus mellem
Jomfruen og Johannes Døber og Helgener og
Martyrer i Procession ved Siderne) var Væggens
monumentaleste Afsnit, og derunder anbragtes
de store Ikoner. Det var i Novgorod-Omraadet,
at denne Billedvæg, Ikonostasis, efterhaanden
højnedes, til den fra en lav Skranke blev en
mægtig Væg, som helt skjulte Præsternes
Sanktuarium mod Ø. og paa sin Flade saa at
sige optog Murenes, Rundingernes og
Hvælvingernes Billeder, blot i endnu mere yppig, til
Tider ganske overvældende Pragt.
Novgorod-Stilens Primitivitet,
ikonografiske Tørhed og Bundethed i et fast Skema
uden Virkelighedsskildring gav den en
dekorativ Styrke, en Stil-Koncentration, der ikke
arbejder med Planer, Volumen og Dybde, men
med malede flade Silhuetfigurer (skematisk
Landskab, stiliserede Træer o. s. v.) — en Stil,
man fører tilbage tad hellenistisk Vej til gr.
Vasekunst — og som gennem den foreskrevne
Abstraktion naar til det monumentale,
Liniernes Rytme og Velklang og Udtrykkets Idealitet.
Novgorod-Skolens bedste Arbejder med deres
klare og line Farver, Helhedens Magt over
Enkelthederne, Figurernes rytmiske Ligevægt og
deres ideelle Fremtræden — som uden for Tid
og Rum — er saaledes en værdifuld Indsats i
Kunsten. Disse Novgorod-Billeder, der nu mest
beundres enkeltvis og spredt om i Mus.
(Tretjakov-Mus., Alexander III’s, nu det russ. Mus. i
Petrograd) m. v., har gennemgaaende haft
deres faste Plads paa Ikonostasen og just derved,
knyttet som Enkeltled til et fælles klart og
monumentalt Hele, naaet deres dekorative Kraft.
— Novgorod-Freskerne fra 12. Aarh. (i
Sofie-Kirken, 1144, nu næsten overmalede, udførte af
gr. Kunstnere; — i Nereditsa’s Frelserskirke,
ikke af stor kunstnerisk Værdi, men i god Stand
og meget anskueligt givende hele den russiske
Kirkes ikonografiske Apparat; desuden her et
f. T. enestaaende Portræt af Grundlæggeren
Fyrst Jaroslav, m. m.) er endnu byzantinsk
Kunst, blot i provinsialiseret Form, og bevarer
endnu Mosaikkens Overlevering. En Del
Fresker fra de to flg. Aarh. er næsten ødelagt ved
Restaurering (i Nikolaj-Kirken, i Lipna,
henimod 1300, de smukke i Volostovo-Kirken nær
ved Novgorod, c. 1360), og Freskerne i S.
Teodors-Kirken i Novgorod (Slutn. af 14. Aarh.,
vistnok af den ansete Græker Teofanos, hvem
ogsaa de nu helt ved Restaurationen ødelagte
Billeder i Katedralen i Vladimir skyldes) er
bag Puds og Kalk; endnu ret utilgængelige. I
Teraponte-Klostret (Guv. Novgorod) udfoldede
den novgorodske Freskokunst (16. Aarh.) sig i
en aandig Skønhed (Mesteren Dionysius) og
Monumentalitet, der af russ. Kunstentusiaster
sættes op mod en Giotto’s Hovedværker
(kunsthistorisk er Striden om novgorodsk Kunsts
Paavirkning fra Italienerne ell. disses Paavirkning
Ø. fra ad byzantinske (Veje endnu standende);
Teraponte-Freskerne er i alt Fald af stor
Linieskønhed og sjælden harmonisk fin Farve,
som (i Modsætning til Miniaturernes
ensfarvede Flader) fremtræder nuanceret og brudt.
— Bl. Ikon’erne, der har to Skoler i Novgorod
i 14. og 16. Aarh., er især »Treenigheden«
(under den gammelrussiske symbolske Form af
tre Engle ved Abraham’s Bord i Mamre) berømt
som det skønneste Udtryk for Novgorod-Stilens
Storladenhed, følelsesbaarne rytmiske Liniespil
og maleriske Ynde; Billedet, i S. Sergius
Treenighedskloster, Troiza-Klostret, nær ved
Novgorod, skyldes R.’s største Ikon-Maler A. Rubliev
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
