Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Rusland (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hvis Sammentræden stadig var blevet udsat,
aabnede endelig sine Møder 22. Febr.; Mødet
overværedes for første Gang af Tsaren. En
voldsom Kritik kom til Orde i Dumaen. Den forhadte
Khvostov blev nødt til at gaa af, og
Sukhomlinov blev arresteret og anklaget for Skyld i
Nederlagene. De finske Parlamentsvalg i Juli
skabte et stort Socialistflertal. Hele det russiske
Polen erobredes efterhaanden af Tyskerne, der
deraf dannede en polsk Stat. I Oktbr blev
Protopopov Indenrigsminister; han var Oktobrist,
men udviklede sig snart til en af Reaktionens
mest energiske Forkæmpere. Trepov blev i
November Premierminister i St f. Stürmer. Bag
Kulisserne øvede Munken Rasputin, en Mystiker
og Mirakelmager, der havde bragt
Kejserfamilien, særlig Kejserinden, under sin Indflydelse,
en ubegrænset Magt, ind- og afsatte Ministre.
Han blev Decbr 1916 dræbt af reaktionære
Politikere, Fyrst Jussupov og Purishkevitch, en
Begivenhed, der medførte Trepov’s Fald. En
anden Reaktionær, Fyrst Golitzin, blev
Premierminister Jan. 1917, og 18. Jan. blev Dumaens
Møder ved en Ukas suspenderede til 27. Febr.
En voldsom Forbitrelse greb Petrograd.
Knapheden paa Levnedsmidler forøgede Ophidselsen,
og det kom til Sammenstød med Tropperne.
Den 27. Febr sammentraadte Duma blev atter
suspenderet 12. Marts. Flere Regimenter gjorde
Mytteri, og der herskede snart Anarki i
Hovedstaden
Under disse Forhold opstod der inden for
Oppositionen i Dumaen en Plan om at søge en
Udvej af det alm. Virvar ved Tsarens
Afsættelse, idet Tsarevitsch, den mindreaarige Alexej
(f. 1904) skulde sættes paa Tronen. Rodzianko
nægtede at efterkomme Ordren til at lukke
Dumaen. Der dannedes til Ordenens Opretholdelse
en Eksekutivkomité under Rodzianko. Saaledes
var Revolutionen i Gang. Regeringen var grebet
af Panik. Golitzin telegraferede til Rodzianko, at
Ministeriet vilde dimissionere. Imidlertid
erobrede Gadens Revolution Vinterpaladset og
Admiralitetet. Tropperne i Tsarskoje Selo gik over
til Oprørerne. Revolutionen smittede straks i
Moskva, Odessa og de andre store Byer.
Eksekutivkomiteen udnævnte en provisorisk
Regering, hvori fl. af dens egne Medlemmer fik
Sæde. I denne Regering, hvori Fyrst Georg Lvov
var Premierminister, sad bl. a. Kadetten
Miljukov, Oktobristen Gutchkov og Lederen af det
moderate Arbejderparti, Kerenski. Tsaren, der
befandt sig ved Hovedkvarteret i Mohilev, da
Revolutionen brød ud, begav sig af Sted til
Petrograd, men mødte i Pskov Gutchkov og Shulgin,
der i den provisoriske Regerings Navn
opfordrede ham til at abdicere til Fordel for Sønnen.
Tsaren vilde ikke skilles fra Sønnen, men
abdicerede til Fordel for sin Broder Michail, der
derefter i et Manifest erklærede kun at ville
overtage den højeste Magt, hvis en
Folkeafstemning gav Flertal derfor. Eks-Tsaren vendte
tilbage til Hovedkvarteret, men fængsledes faa
Dage efter og førtes til Tsarskoje Selo, hvor
ogsaa Kejserinden holdtes interneret med sine
Børn. Den provisoriske Regering havde ikke
virkeligt Herredømme over Masserne. Der
havde dannet sig et »Raad af Delegerede for
Arbejdere og Soldater« (Sovjet), hvori Tcheidze
var den ledende Mand, og som dekreterede, at
Hæren var underlagt Sovjet og ikke Dumaen.
En vis Modsætning mellem Sovjet og den
provisoriske Regering var til Stede fra Beg. Sovjet
vilde have Fred snarest (uden Anneksioner og
Skadeserstatninger), medens Regeringen vilde
fortsætte Krigen; Miljukov var endda Tilhænger
af en vidtgaaende Anneksionspolitik. 16. Marts
udstedte Regeringen en Programerklæring:
almindelig politisk Amnesti, Tale-, Presse- og
Forsamlingsfrihed, Afskaffelse af nationale,
religiøse og sociale Restriktioner, øjeblikkelig
Forberedelse til Sammenkaldelse af en
konstituerende Forsamling. Sovjetten vedtog foreløbig, at
man havde Tillid til Regeringen, men dens
Indblanding virkede lammende paa Regeringen.
Miljukov traadte ud, og Lvov rekonstruerede
sit Ministerium med Kerenski som Krigs- og
Marineminister; to af de ny Ministre, Skobelev
og Tseretelli, hørte til Sovjettens Ledere. Af de
politiske Partier havde nu kun de
Socialrevolutionære og Socialisterne Bet. Disse sidste delte
sig i en moderat Gruppe, Menschevikerne, der
lededes af Tcheidze, og en yderliggaaende,
Bolschevikerne, hvis Leder, Vladimir Ulianov Lenin,
ved denne Tid vendte hjem fra Schweiz
gennem Tyskland med de tyske Myndigheders
Tilladelse. Rundt om i R. var der nu dannet
Arbejder- og Soldaterraad, og i Juni holdtes i
Petrograd en alrussisk Kongres af Delegerede fra
Arbejder- og Soldaterraadene. Her vedtoges
Afskaffelsen af Rigsraad og Duma, men Dumaen
nægtede at lade sig opløse. Omvæltningen havde
medført stor Demoralisation i Hær og Flaade;
Disciplinen var i høj Grad svækket, og store
Grusomheder var blevet øvet af de
yderliggaaende Revolutionære, særlig paa Østersøflaaden.
Kerenski, der fra Juli var blevet Regeringens
Leder, satte en Offensiv i Gang mod
Centralmagterne, men vandt ingen Resultater. Et
Forsøg paa Modrevolution, der blev sat i Scene af
General Kornilov, slog fejl, hvorefter Kerenski
i et Manifest fastslog, at R. var en Republik.
Fhv. Krigsminister Sukhomlinov’s Sag
paadømtes i Septbr; han frikendtes for Anklagen for
Konspiration med Fjenden, men dømtes til
Fængsel for Korruption. Imidlertid voldte
Levnedsmiddelforsyningen i Petrograd igen
Vanskeligheder. Sovjetterne var blevne stærkt
radikaliserede; i Sovjetterne i Petrograd, Moskva o. a.
store Byer herskede Bolshevikerne. I Novbr
iværksatte Lenin et Kup i Petrograd. Med en
Afdeling Marinetropper besatte han de
vigtigste Statsinstitutioners Bygninger. Kerenski
flygtede ud af Landet efter et forgæves Forsøg paa
væbnet Modstand. Lenin gjorde sig til Chef for
den nye Regering, hvis Medlemmer kaldtes
»Folkekommissærer«.
Dermed begyndte Revolutionens andet Afsnit.
Den nye Regering, hvori Trotzki overtog
Udenrigsvæsenet, fremlagde sit Program i en
Proklamation: øjeblikkelig Tilvejebringelse af Fred,
Overdragelse af alle Godser til Bønderne,
Magtens Koncentration i Sovjetterne, snarlig
Sammenkaldelse af en konstituerende Forsamling.
Konfiskationen af de private Godser, Kirke- og
Klostergodser o. s. v. iværksættes straks; al
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
