Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Rynkeplet - Ryn-Pesski - Ryomgaard - Rypebær - Rypefalk - Rypegræs - Ryper
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
da de unge Blade. Mest kendt er Lønnens
R. (Rh. acerinum [Pers.]), der paa alle
nordiske Lønnearter kan danne sorte, gulrandede
Bladpletter af indtil 1 cm’s Bredde; der findes
fl. biol. Arter af Svampen. En lgn. Art findes
paa Pil (Rh. salicinum [Pers.]). Angrebet
forebygges ved Indsamling af de nedfaldne Blade.
(Litt.: Rostrup, »Plantepatologi«, S. 530;
Müller i Centralbl. Bakt., Abt. II, Bd 36,
1912).
(F. K. R.). C. F.
Ryn-Pesski [’rin-’pjæskij], Naryn-Pesski,
Landskab i Kirgiserrepublikken, ligger NØ. f.
Aistrachan i den indre Kirgiserhordes Land
og har en Længde paa 160 km og en Bredde
paa 25—45 km. Dets Overflade dækkes af 2—12
m høje, kegleformede Sandhøje, mellem hvilke
ligger dybe og brede Dale med fortræffelig
Græsning og Vand i 1 m’s Dybde. Da
Sandhøjene imidlertid bestaar af Flyvesand,
forandres Overfladen stadig.
(H. P. S.). N. H. J.
Ryomgaard, se Ryumgaard.
Rypebær, norsk Navn for Løvfældende
Melbærris (se Melbærris).
Rypefalk (norsk), d. s. s. Jagtfalk, se
Falke, S. 705.
Rypegræs, norsk Navn for Polygonum
viviparum (se Polygonum).
Ryper (Lagopus) kaldes en lille Slægt af
Skovhønsenes (Tetraonidæ) Familie. Det er
Fugle noget større end en Agerhøne, let
kendelige paa Fødderne, der er fjerklædte helt ud
paa Tæerne, har en højt siddende Bagtaa og
brede Kløer, der fældes en Gang aarlig.
Fjerskiftet frembyder nogle, endnu ikke helt
opklarede Ejendommeligheder, idet de foruden
Vinterdragten, der næsten er rent hvid, og
den brogede Parringsdragt, hen paa
Sommeren har en tredie fra Parringsdragten helt
forskellig Fjerklædning, saa at de, da tilmed
Fældningen foregaar ret langsomt, i Virkeligheden
er i Fældning den største Del af Sommeren.
Der er beskrevet en Snes Arter, der dog alle
grupperer sig om de to ndf. beskrevne Typer,
Fjeldrype og Dalrype.
Fjeldrypen (norsk ogsaa: Skarerype)
(L. mutus Mont.), lidt større end en Agerhøne,
er i Vinterdragten helt hvid paa nær de sorte
Styrefjer, en sort Stribe fra Næb til Øje hos
Hannen og en nøgen, rød Hudfold over Øjet. I
Sommerdragten, som Hunnen faar i Maj,
Hannen først langt hen paa Sommeren, svulmer
Hudfolden over Øjet til en anselig Kam særlig
hos Hannen, der paa Hoved, Ryg, Bryst og
Haledækfjer bliver sort med rustgraa Pletter,
medens Bug og Svingfjer er hvide; hos
Hunnen har Fjerene mindre sort Farve, er tegnede
med rustgule Tværbaand. I Efteraarsdragten
er Fjerene ganske fint tegnede med sort og
rustgraat, ligner slet ikke Sommerdragtens.
Vinterdragten faar de i Løbet af Septbr og har
da ofte et yderst broget Udseende med de
hvide Fjer siddende overalt mellem de mørke.
Fjeld rypen lever i barske, træløse Egne,
hyppig i de fleste Polarlande, længere mod S. kun
paa Bjerge, er saaledes alm. i Alperne oven
for Trægrænsen. I Norge lever den paa
Fjeldene undtagen i Landets sydligste Del. Paa
Fjeldryperne fra forsk. Egne er der mindre
Forskelligheder, hvorfor de ofte sondres i ret
talrige Racer. — Hen paa Foraaret færdes de
parvis, og Hannen udstøder ofte paa denne
Tid sit Parringsskrig, et vidtlydende »orr«.
Først paa Sommeren lægges i en Fordybning i
Jorden de 8—11 Æg, der er hvidgule med
sorte Pletter; de ruges kun af Hunnen, men
naar Kyllingerne er komne af Ægget, slutter
Hannen sig til Familien og advarer den ofte
ved sit Skrig. Føden bestaar væsemtligst af
Bær, tillige af Blade og, særlig om Vinteren,
af Knopper og Stængelstykker af Buske;
Ungerne fortærer en Del Insekter. Om Vinteren
slutter ofte fl. Familier sig sammen, undertiden
til store Flokke; de strejfer da omkr. efter
Føden, som de ofte maa skrabe frem under
haard Sne, hvorved deres Gravekløer kommer
dem til Nytte; ofte trækker de fra
Fjeldtoppene lavere ned ell. fra nordligere til sydligere
Egne; de har i øvrigt en forbavsende Evne til
at modstaa Klimaets Barskhed; i Snefog lader
de sig undertiden sne til, saa at kun Hovedet
rager over Sneen. Fjeldrypen er en stilfærdig,
noget træg Fugl, der søger Føden paa Jorden,
kun flyver sjældent og kort ad Gangen; den er
lidet sky og fanges og skydes let; dens Kød er
overordentlig velsmagende. — I Nordamerika
findes en meget nærstaaende Art, L. leucurus
Sw. med helt hvide Styrefjer.
Dalrypen (norsk: Skovrype,
Lirype) (L. lagopus L.) er en Del større end
foregaaende Art, som den i Vinterdragt
fuldstændig ligner, bortset fra, at hverken Han
ell. Hun har den sorte Stribe fra Næb til Øje.
I Sommerdragt er Vinger og Bug hvide, Hoved,
Hals og Bryst hos Hannen kastanjebrune,
medens paa Resten af Oversiden Fjerene er
mørke med brungule Tværbaand. Hos Hunnen
findes denne Tegning ogsaa paa Hals og Bryst.
Dalrypen, der ogsaa sondres i adskillige Racer,
bebor en stor Del af det nordlige Amerika op
til Polarkredsen, ligeledes store Dele af Nord-
 |
| Fjeldrype (Lagopus mutus). Øverst: Efteraarsdragt, i Midten: Han i Vinterdragt, nederst: Sommerdragt. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
