Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Røgoffer - Røgrør - Røgsejl - Røgskade - Røgsop - Røgstue - røgsvagt Krudt - Røgsvamp - Røgtopas - Röhl, Maria Kristina - Röhlinghausen - Röhr, Johann Friedrich - Røiert - Røj (se Laks) - Røj (se Urfugle) - Røjel - Rök-Stenen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
i Athen, hvor de døde havde gæstet de
levendes Huse, røgede man efter dem. Dermed
stemmer det da ogsaa, at R. særlig bruges som
Indledning til Ofrene, og Morgen og Aften i
Tempelet (altsaa en Vielse ɔ: Renselse af
Offerstedet), at Røgelsepanden bæres foran
præstelige og fyrstelige Personer — for at sikre dem
mod overnaturlige Angreb — og at
Røgelsekarret bruges jævnsides med Vievandskosten til at
helbrede besatte. Naar Røgelsen nutildags
svinges ud over den kat. Menigheds Hoveder, sker
det imidlertid for at symbolisere Velsignelsen.
(Litt.: Art. Incense [Hastings Encycl. of Rel.
& Ethics]; O. Schrader, Reallexicon, Art.:
Weihrauch; Atchley, Hist. of the Use of
Incense in Divine Worship [London 1909]; R.
Sigismund, »Die Aromata in ihrer Bedeutung
f. Rel. des Alterthums« [Leipzig 1884]; Winer,
»Bibl. Realwb. (Räuchern)«; Oldenberg, »D.
Relig. des Veda«, 338; H. v. Fritze, »Die
Rauchopfer bei d. Griechen« [Berlin 1894];
Wissowa, »Rel. u. Kultus d. Römer«, 347).
Edv. L.
Røgrør (Ildrør) kaldes Kedelrørene i
Ildrørs-Dampkedler, igennem hvilke
Forbrændingsprodukterne føres, i Modsætning til
Kedelrørene i Vandrørs-Dampkedler, hvor
Forbrændingsprodukterne passerer uden om Rørene. Se
i øvrigt Dampkedel, S. 479, og
Lokomotiv, S. 989.
G. K.
Røgsejl (Søv.), et lille som Regel trekantet
Sejl, der hejses op i Højde med Kabys- ell.
Kakkelovnsrøret for at hindre Vindnedslag i Røret
ell. Røg- og Sodnedslag paa Dækket.
C. B-h.
Røgskade kaldes i Plantepatologien de
Sygdomsfænomener, der fremkaldes af giftig Røg
fra Bjergværker, Fabrikker ell. Husene i
Storbyer, hvor der brændes svovlholdige Kul. Bl.
de giftige Luftarter, der her kommer i
Betragtning, spiller Svovlsyrling (Svovldioxyd, SO2)
den største Rolle. Ogsaa klor-, fluor- ell.
tjæreholdige Dampe kan dog virke skadeligt. Hvor
Luften er rigest paa Svovlsyrling, umuliggøres
næsten enhver Plantevækst, idet baade Træer
og Urter dræbes ell. svækkes meget stærkt.
Men ogsaa hvor Svovlsyrlingmængden er
mindre, er R. følelig, idet Træernes Tilvækst bliver
meget ringe, særlig hos de stedsegrønne
Naaletræer. Skaden er størst paa voksende Afgrøder
i Lys; Skadevirkningen beror paa
Svovlsyrlingens reducerende Evne. I Danmark spiller R.
ikke nogen fremtrædende Rolle; i Tyskland o.
a. Egne med mange Smeltehytter og kem.
Fabrikker har R. givet Anledning til store
Processer ang. Erstatning for den lidte Skade. (Litt.:
Haselhoff og Lindau, »Die Beschädigung
der Vegetation durch Rauch« [Berlin 1903];
Neger, »Die Krankheiten unserer
Waldbäume« [Stuttgart 1919, S. 44 ff.]).
(F. K. R.). C. F.
Røgsop, se Støvbold.
Røgstue, se Bondegaarde.
røgsvagt Krudt, se Krudt.
Røgsvamp, se Støvbold.
Røgtopas, se Kvarts.
Röhl [rø.l], Maria Kristina, sv.
Portrættegnerske (1801—75). Elev af Kobberstikker Kr.
Forsell. Af hendes mange Tegninger (mest i
Sortkridt) af betydelige svenske Personligheder
findes en Samling af c. 1200 Koncepttegninger i
det kgl. Bibliotek i Sthlm. 1843 blev hun
Medlem af Kunstakademiet. 1849 begav hun sig paa
Udenlandsrejser og studerede bl. a. i Paris
1853—56, hvor hun arbejdede under Cogniet.
Siden da kastede hun sig især over
Pastelmaleriet. (Litt.: »Ur M. R.’s portfölj. Porträtt o.
teckn. af M. R. utg. af A. Roosval [Sthlm
1916]).
A. Hk.
Röhlinghausen [’rø.leŋha^uzən],
Bjergværksflække i Preussen, Prov. Westfalen, 6 km NV. f.
Bochum. (1919) 13350 Indb. R. har Kulminer og
Metalvarefabrikker.
(H. P. S.). O. K.
Röhr [rø.r], Johann Friedrich, tysk
rationalistisk Teolog, f. 30. Juli 1777 i Rossbach,
d. 15. Juni 1848, var en lang Aarrække
Landsbypræst, men blev 1820 Overhofpræst m. m. i
Weimar og kom i denne Stilling til at spille en
betydelig Rolle. Han er Vulgærrationalismens
klassiske Repræsentant, og i et Utal af Skrifter og
Prædikener har han hævdet dens Anskuelser.
Den naturlige Menneskefornuft er efter R.’s
Mening eneste Autoritet paa det religiøse
Omraade, og enhver religiøs Paastand skal derfor
kunne antages af alle. Det religiøse kendes
tillige paa, at det altid har et sædeligt Formaal,
og R.’s Prædikener var da ogsaa rene
Moralprædikener. 1832 søgte R. at faa de forsk.
protestantiske Univ. — deriblandt Kbhvn’s — til
at godkende en Række af ham opstillede
Trossætninger som normative, men ingen Steder
fandt han Tilslutning, og hele sit Liv igennem
laa han i Strid med de mere positive Teologer.
Hans Organer var »Predigerlitteratur«
(1810—14), »Neue und neueste Predigerlitteratur«
(1815—19) og »Kritische Prediger-Bibliotek«
(1820—48). Af hans Skr kan nævnes »Briefe über den
Ratiorialismus« (1813).
A. Th. J.
Røiert er et norsk Navn for en Toldrorskarl.
Det fandtes ogsaa i ældre Dansk og stammer
fra nedertysk röier, »Rorskarl« (af rôien,
»at ro«).
H. F.
Røj (Røje), d. s. s. Fjeldørred; se Laks.
Røj, se Urfugle.
Røjel (Royal) (Søv.), Benævnelse paa det
øverste Raasejl paa en fuldrigget Mast.
C. B-h.
Rök-Stenen, sv. Runesten, fundet indmuret
i en Bygning ved Rök Kirke, Lysing Herred
(ved Søerne Vättern og Tåkern) i Östergötland.
R. udmærker sig ikke alene ved at være den
længste af alle nordiske Runeindskrifter (over
170 Ord), men er ogsaa i mange andre
Henseender enestaaende. Indskriften er affattet i 3
forsk. Slags Runer: yngre og ældre Runer og
Kvistruner (en Slags Lønskrift); den er
ubetinget det vigtigste østnordiske Sprogmindesmærke
fra Vikingetiden (sidste Halvdel af 10. Aarh.),
og endelig er Indholdet af største Interesse i
litterær og kulturhistorisk Henseende.
Tydningen volder mange Vanskeligheder, der dels er
af sproglig Art (Ordene adskilles ikke,
Rækkefølgen af Indskriftens forsk. Afsnit er tvivlsom),
dels hænger sammen med Indskriftens
mærkelige fantastiske Indhold. 1878 fremsatte
Sophus Bugge sin første geniale Tolkning af
Indskriften, og senere er der givet en stor
Mængde Bidrag til dens Forstaaelse, dels af
Bugge selv, dels af mange andre nord,
Videnskabsmænd (f. Eks. E. Brate, Fr. Läffler,
Magnus Olsen, H. Pipping, Schück og især O. von
Friesen); men endnu knytter der sig mange
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
