Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Røros Kobberværk - Rørpalme - Rørpibe - Rørpolypper - Rørpost
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sv. Afdeling, der tog baade Kobber og Proviant.
Efter Freden med Sverige blev der gjort meget
for at ophjælpe Værket; flere ny Gruber blev
opskærpede, deriblandt ny Storvarts, som
senere har været Værkets Hovedgrube.
Malmproduktionen blev herved betydelig øget, saa man
blev nødt til at skaffe sig mere Skov for at faa
Kul nok; man fik da Bevilling til at bruge
Dragaasens Skov og anlagde her Eidets Hytte, og
ved Fæmunden tillige et Par Hytter for at faa
Nytte af Skovene deromkring. Alligevel gik R. K.
tilbage i Midten af Aarh. Ved en Flom af
Hitterelven 1755 led Hytten stor Skade, og 1758 var
Storvartsgrube saa fattig, at man alvorlig
tænkte paa Værkets Nedlæggelse. Imidlertid
androg man om Tiendefrihed og fik ogsaa
denne indvilget for et Par Aar. Og lidt efter
lidt bedredes Tilstanden, Storvarts gav bedre
Udbytte, og under Direktør Peder Hjort’s
kraftige Styrelse kom R. K. igen paa Fode.
Trængselsaarene 1808—14 bragte naturligvis stor
Ulykke over R. K., Kornforsyningen slap op,
og vanskeligt blev det at skaffe Barkebrød, thi
Barken var allerede haardt medtaget.
12. Septbr 1818 blev Lov om R. K. givet.
Hensigten med denne var at virke til Værkets
Ophjælp og ad Statsvej sørge for en varig og
stabil Drift, hvorfor Loven ogsaa indeholder et
minutiøst Driftsreglement, som blev fulgt lige
op i 1870’erne. Loven er nu fuldstændig
forældet og delvis ophævet. 1826 indkøbtes
Foldalsværk (se Norge, Afsn. »Bjergværksdrift«),
væsentlig for at skaffe sig af Vejen en
Konkurrent til Skov, og der anlagdes en Hytte i
Lille Elvedalen, som blev drevet lige til 1879,
medens Foldalsværk snart gik over til andre.
1856 var Kobberpriserne meget høje, og man
anlagde da ved Ormhaug en Vaadvejshytte
efter den Sindingske Metode, for paa den Maade
at tilgodegøre den lidet kobberholdige Kis fra
Arvedal’s Grube, men Eksperimentet blev ikke
lønnende. — 1878 var Jernbanen til
Trondhjem færdigbygget, og man var da ikke længere
afhængig af Trækullene, da Koks nu
forholdsvis billig kunde bringes til Hytten, hvorfor man
gik over til Smeltning med Koks. Ligeledes
kunde man nu eksportere Svovlkisen, som før ikke
fandt nogen Anvendelse.
I Midten af 1880’erne var der lave
Kobberpriser. For at faa Balance i Værket søgte man
da at forbedre Hyttedriften ved elektrolytisk
Anlæg, men denne Metode viste ikke noget
gunstigt Resultat, og først ved Indførelsen af
Manhé’s Proces 1887 var Smeltespørgsmaalet
heldig løst. Kiseksporten havde ogsaa at
kæmpe med uheldige Transportforhold, der først
ved Bygningen af Banen fra Kongens Grube til
Tyvoll blev afhjulpne. Denne er dog senere
erstattet af en Tovbane. Efter et Par gode Aar
med høje Kobberpriser p. Gr. a. det franske
Kobbersyndikat sank Priserne igen i Beg. af
1890’erne, og man maatte atter se sig om efter
tekn. Forbedringer for at faa tvunget
Udgifterne ned. Denne Gang gjaldt det Grubedriften.
Der blev anlagt ny Opberedningsanstalter, der
med Fordel tilgodegør den urene Malm og
desuden de gamle Halder, som i ældre Tider blev
lagt til Side som ikke brugbare. Der blev bygget
ny Transportbaner i Gruberne. Og da der ved
Gruberne ikke fandtes tilstrækkelig Drivkraft til
de ny Maskinerier, anlagdes den førnævnte
Centralstation ved Kuraasfossen.
Imidlertid havde alle disse Anlæg betydelig
forøget Værkets Gæld, saa dette i Midten af
af 1890’erne, da atter Kobberets Pris var lav,
havde vanskeligt ved at balancere. Ved de
opgaaende Kobberpriser i Slutn. af forrige Aarh.
blev der igen Udbytte for Kuxejerne. Under
Verdenskrigen havde Værket en
Blomstringsperiode, men efter Krigen har Forholdene
været meget vanskelige p. Gr. a. høje
Arbejdsudgifter og lave Kobberpriser, og siden 1921
har Værket ikke været i regelmæssig Drift.
Driften er dog nu (1925) delvis genoptaget.
(Litt.: Om Rørosforekomsternes Geologi
henvises til en Litteraturoversigt i J. H. L. Vogt,
»Salten og Ranen« [Oslo 1890]. Af hist.
statistiske Værker: P. Hjort og P. S. Krag,
»Efterretninger om Røraas Kobberværk og
Præstegæld« [Oslo 1846]; J. Kraft,
»Topografisk statist. Beskr. over Norge« [5. Bd, Oslo
1832]; A. Helland, »Søndre Trondhjems Amt«
[Oslo 1898), i »Norges Land og Folk«; H.
Dahle, »R. K. 1644—1894« [Trondhjem 1894]; J.
H.L.Vogt, »Kobberets Historie« [i »Nyt Mag.
f. Naturvid.«, 34. og 35. Bd]).
(A. G.). Gunnar Horn.
Rørpalme, d. s. s. Calamus.
Rørpibe, se Orgel.
Rørpolypper, se Gopler, S. 894.
Rørpost kaldes Befordringsmaade for
Breve, Telegrammer o. l. gennem Metalrør ved
Hjælp af Lufttryk. Det ældste Forslag til R.
skyldes Fysikeren Papin og er offentliggjort
1667 i Beretning fra det eng. Royal Society.
Udviklingen af Nutidens R. stammer i væsentlig
Grad fra de i Midten af forrige Aarh.
indledede Forsøg med Anvendelse af pneumatisk
Drivkraft ved Jernbanedrift (se
pneumatiske Baner). Som de sidst udførte Anlæg
 |
| Fig. 1. Rørposthylstre. |
 |
| Fig. 2. Blanket til Seddelrørpost. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
