Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sakrament - Sakramentalier - Sakramentarium - Sakramentsdag - Sakramentshus eller Tabernakel - sakrere - sakrilegisk - Sakrilegium - Sakristan - Sakristi - Sakrocoxalgi - sakrosankt - Saks
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
under dette Navn. Saaledes hos Augustin, der
regner saa forsk. Ting som Ægteskabet,
Omskærelsen og i det hele de
gammel-testamentlige Ceremonier hertil. Først i 12. Aarh. blev
Tallet af Kirkens S. fastslaaet; ved Petrus
Lombardus blev det sat til syv: Daaben,
Konfirmation, Nadver, Bod, sidste Olie, Ordination og
Ægteskab. M. H. t. Virkningen lærte man i den
kat. Kirke, at den var givet med selve
Handlingens rette Fuldførelse, naar kun et Minimum
af Modtagelighed var til Stede. Dette blev
bekræftet af Tridentinerkoncilet i dets 7. Session.
I skarp Modsætning hertil begrundede
Reformatorerne den protestantiske Lære. Herefter er
S. hellige Handlinger, som hviler paa
guddommelig Indstiftelse, og til hvilke der er knyttet
Løfte om en Naadevirkning. Hvad Tallet
angaar, da nævner Melanchton i Apologien endnu
tre: Daab, Nadver og Bod, men i Luther’s
Katekismus er der kun Tale om to, Daab og
Nadver, Disse var allerede af Kirkefædrene
fremhævede som de vigtigste kirkelige
Handlinger, og de har siden hævdet deres enestaaende
Værdighed. M. H. t. Bet. og Virkningen af dem
er der nogen Forskel mellem den lutherske og
reformerte Betragtning. For den første træder
de mere i Forgrunden, og man har her søgt at
fremhæve Enheden mellem det ydre og det
indre; for den reformerte Betragtning træder det
subjektive Moment stærkere frem, uden at man
dog paa nogen Maade tør sige, at denne Kirke
i sin Helhed fornægter den objektive Virkning
af S. En ren subjektiv Opfattelse af S. som
blotte Bekendelsestegn (som f. Eks. hos Zwingli)
er derimod at betegne som Rationalisme.
F. C. K.
Sakramentalier, Betegnelse i den kat. Kirke
af ret ubestemt Art, nemlig enten for alle
kirkelige Handlinger i det hele ell. for Kirkens
Naademidler ell. for saadanne Genstande og
Handlinger, som uden at være Sakramenter dog
staar disse nær, og denne sidste Bet. er vel den
sædvanligste. Ved S. tænkes da paa Genstande
som Altret i Kirken, de hellige Kar, Vievandet,
Korsene, Billederne o. s. v. og paa Handlinger
som Eksorcismen, Velsignelserne og
Indvielserne. S. er ikke som Sakramenterne indsatte af
Kristus selv og har derfor efter kat. Opfattelse
ikke den samme Virkekraft som
Sakramenterne, men de giver al den Velsignelse, som
Kirken selv kan give. (Litt.: Probst,
»Sacramente und Sacramentalien« [Tübingen 1872]).
A. Th. J.
Sakramentarium (liber sacramentorum), i
den kat. Kirke Bogen med Biskoppens eller
Præstens Bønner ved Gudstjenesten. De ældste
S. gaar under Paverne Leo I’s, Gelasius’ og
Gregor den Store’s Navne. I Middelalderens
Beg. var der forsk. S. i Kirken, men Rom fik
efterhaanden Enhed tilvejebragt, og i Missale
Romanum findes det nu gyldige S.
A. Th. J.
Sakramentsdag, d. s. s. Kristi
Legemsfest.
Sakramentshus eller Tabernakel, et
taarnlignende Gemme for Monstransen med
Hostien i den rom.-kat. Kirke, sædvanlig
opstillet ved Altrets Evangelieside. S. kom frem efter
Indførelsen af Kristi Legemsfest. De er
udskaarne af Træ ell. Sten og har undertiden en
mægtig Størrelse. I Lorenz-Kirken og
Sebaldus-Kirken i Nürnberg og i Münsteren i Ulm findes
nogle af de største og smukkeste.
A. Th. J.
sakrere (nylat.), indvie.
sakrilegisk (nylat.), hvad der skænder det
hellige.
Sakrilegium (lat.), Helligbrøde, egl. blot om
Kirkerov, men derefter enhver Handling, som
skænder det Hellige.
A. Th. J.
Sakristan (m.-lat), den rom.-kat. Degn, egl,
den Kirketjener, som har Opsynet med
Sakristiet.
A. Th. J.
Sakristi (m.-lat.), det Rum i Kirken, hvor
Bøgerne og de hellige Kar opbevares, og hvor
Præsten opholder sig, naar han ikke fungerer.
Sædvanlig ligger S. bag ved ell. ved Siden af
Altret.
A. Th. J.
Sakrocoxalgi, en Betegnelse for en Lidelse,
hvis Sæde er Sammenstødsforbindelse mellem
Korsbenet (os sacrum) og Hoftebenet (os coxae)
i Modsætning til den alm. Coxalgi eller
Coxitis (se Hoftebetændelse), hvis
Sæde er selve Hofteleddet. S. er en sjældnere
Lidelse, vanskeligere at erkende end den
sædvanlige Hoftelidelse; den er af tuberkuløs
Natur. Behandlingen af S. er vanskelig og
langvarig.
(E. A. T.). V. Sch.
sakrosankt (lat.), højhellig, ukrænkelig.
Saks. Redskab til at klippe med, finder i
passende Former en udstrakt Anvendelse til
Arbejde i alle Slags Stoffer, saaledes ved
Haarklipning, Faareklipning, Havens Røgt o. s. v.;
fortrinsvis anvendes S. dog ved Tildannelse af
pladeformede Legemer af Metal, Pap, Papir,
Tøj; særegne S. anvendes til Overklipning af
Metaltraad og Façonmetal, saaledes navnlig i
Skibs- og Brobyggeriet. S. bruges enten frit i
Haanden, idet den føres mod Genstanden,
Haandsaksen, ell. den er fastgjort, og
Genstanden føres mod den, Stoksaks,
Bordsaks, hvilken sidste danner
Overgangen til Maskinsatsen, der bevæges ved mek.
Kraft, fra en Transmission ell. direkte
(Elektricitet, Damp, Hydraulik, Trykluft).
Haandsaksen har to Arme, drejelig forbundne ved
en Bolt, Armenes ene Gren er tildannet til et
Blad ell. en Kæbe med Æg, den anden Gren
har ved den alm. S., som den anvendes til
Syning og Skrædderbrug, et Øje til Støtte for
Fingeren, se Fig. 1 (en Saks til Klipning af
Læder, Pakning etc.; den underste Kæbe er
forsynet med smaa savformede Tænder til at
fastholde Materialet); dette mangler ved
Bliksaksen (Fig. 2), da den fattes i fuld Haand.
Klipningen foregaar, naar S. lukkes om
Genstanden ved, at Æggene føres forbi hinanden,
Punkt for Punkt indvendig fra udefter.
Haandsaksen er saaledes en Buesaks. Undertiden
spændes Haandsaksens nederste Haandtag i
 |
| Fig. 1. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
